Lige siden miljøminister Lea Wermelin tog fat på arbejdet med at lovgive om etablering af i alt 15 naturnationalparker i Danmark, har det trukket et spor af protester fra den lokale befolkning, der bor i de berørte områder.
I takt med at de indhegnede storfolde – med storgræssere som kreatur, heste, bison og elge – nærmer sig, er modstanden blevet stadig mere markant og skarp i tonen.
Dette er en logisk konsekvens af, at man simpelthen ikke føler sig hverken hørt eller forstået af det politiske establishment. Det er som om, der er en overordnet dagsorden, der overtrumfer alle fornuftige indvendinger.
Modstanderne mod naturnationalparker fremstilles ofte som om, de er fuldstændig ligeglade med biodiversitets- og klimakrise – ignoranter, der er sig selv nærmest.
For mig at se er det en helt anden historie, der stikker under, hvis man ellers gider grave et spadestik dybere.
Jeg bor i Mols Bjerge, går i bjergene hver eneste dag og er meget optaget af biodiversitetskrisen og dens konsekvenser for menneskeheden, for eksempel i form af zoonoser som den pandemi vi gennemlever i øjeblikket.
Siden den dag Mols Bjerge blev etableret som nationalpark, er det kun gået én vej for lokalbefolkningen: Det område, som man har færdedes i – og elsket – i årtier, bliver taget fra os. Flere og flere hegn vokser op, folde med dyr, som du i realiteten ikke kan være i, hvis du er rytter, hundefører eller børnehave på tur med ungerne.
Hvis vi skal gøre os noget håb om at rette op på biodiversitetskrisen og faren for nye viruspandemier, så kommer vi ikke uden om at se på den måde, vi producerer vores fødevarer på.
Det betyder, at den natur, som er vores nærmeste nabo, bliver mere og mere utilgængelig. Der har været en lang række ulykker, hvor folk er blevet alvorlig kvæstet, når de er blevet rendt over ende af kvæget i foldene.
Ligeledes har der i det sidste halvandet år været adskillige tilfælde af misrøgt af dyr. Konkret døde mere end en håndfuld kreaturer af sult i vinteren 20-21. Det sker, fordi rewilding-konceptet bygger på, at dyrene skal være så sultne, at de æder træer og buske i vintersæsonen, og at de om vinteren bider græsset helt i bund.
Alle disse forhold har båret ved til dét bål af modstand, der ulmer i lokalbefolkningen hér på Mols. Man skal huske, at vores situation er markant anderledes end turisternes. Vi rejser ikke hjem efter en ferieweekend … Vi bor her faktisk.
Nu står vi så overfor, at Mols Bjerge er udtaget på dén bruttoliste, som Wermelin kom med den 15. september, over områder, som skal være naturnationalparker.
Hvad betyder det i praksis? Kort fortalt: Hvor en nationalpark har tre hensyn, den skal leve op til, nemlig biodiversitet, adgang for friluftsaktiviteter og varetagelse af kulturen, så har en naturnationalpark kun én overordnet målsætning: at fremme biodiversiteten. Konkret ligger der forslag om, at knap tusind hektar af kerneområdet i Mols Bjerge skal indhegnes i én storfold med fritgående storgræssere. Kan det undre, at modstanden i lokalbefolkningen eksploderer?
To ting gør hele denne situation endnu mere grotesk:
1. Den måde beslutningerne konkret gennemføres hen over hovedet på folk.
2. Det faktum at der ikke er nogen videnskabelig dokumentation for, at naturnationalparker faktisk gør nogen synderlig forskel, når det handler om biodiversitet.
Ingen borgerinddragelse
I de forløbne år er der fra lokale borgere kommet en lang række forslag til, hvordan man kunne løse problemerne herude… Et konstruktivt forslag er for eksempel, at foldene er fri for dyr på skift, så der altid er større arealer fri for dyr. Dette ville ikke forhindre, at arealer stadig kunne “græsses i bund”. Men der har ikke været nogen reel lydhørhed fra beslutningstagerne.
Hovedet blev dog slået på sømmet, da Wermelin 15. september offentliggjorde sin bruttoliste over naturnationalparker og samtidig meddelte, at lokalpolitikerne havde mindre end 14 dage til at reagere på forslaget.
Der er ikke nogen som helst mulighed for, at de lokale borgere kan blive hørt. Den meget omtalte borgerinddragelse skal åbenbart først i spil, når naturnationalparkerne ér vedtaget. Så kan vi få lov at mene noget om, hvor færiste og låger skal placeres.
Naturnationalparker er blevet et prestigeprojekt, der skal tromles igennem, inden modstanden i befolkningen bliver for omfattende. Det er en hån mod ethvert ærligt demokrati.
Hvis der i den hidtidige proces var blevet arbejdet klogt, lyttet til lokalbefolkningens tanker og gode forslag, kunne vi nok være endt med et projekt, som næsten alle følte ejerskab til. Nu står vi i en situation, hvor der kun er én vej frem: At stemme nej til naturnationalparker, til en proces der er kørt af sporet.
Hvad siger forskningen?
Og nu til dét, som egentlig er det allervigtigste: Er der nogen dokumentation for, at rewilding og naturnationalparker har nogen afgørende effekt i den eskalerende biodiversitetskrise?
Forskerne skændes bravt om dette emne. Jeg vil blot citere et par af kritikerne. Carsten Rahbek er Danmarks førende ekspert i biodiversitet. Han siger:
“Rewilding er blevet en populær naturpolitisk synsvinkel blandt mange NGO’er og nogle forskere, men der mangler helt basal videnskabelig evidens for effekterne og omkostningerne af det, der foreslås. Det er derfor i øjeblikket mestendels en holdning at hævde, at rewilding er forudsætningen for at sikre den danske biodiversitet. Det er tvivlsomt, om end græsning på nogle områder og i noget omfang givetvis vil være positiv. Og så er der ofte en slagside i den offentlige diskussion, ved at tilhængerne som regel fremhæver den potentielle positive effekt og samtidig fortier rewildingens mulige negative sider.” (Interview til Danmarks Jægerforbund, 3. februar 2021).
En anden kritiker er forstkandidat Søren Grene. Han skriver: “Så sent som i august i år har forskerne Odgaard og Klamt i et par artikler på Videnskab.dk med præcision baseret på nye undersøgelser af fortidens erosion i Molslandskabet dokumenteret, at ‘den danske urskov ikke var præget af store dyr’, og de konkluderer: ‘Satser vi ensidigt på denne naturforvaltningsmetode, risikerer vi at ende i en blindgyde i naturforvaltningen, som kan skade biodiversiteten mere, end den vil gavne.” (Indlæg i Frederiksborg Amtsavis, 20. september 2021).
Så der er ikke engang enighed om, hvorvidt selve rewilding-konceptet er den rigtige løsning.
Naturnationalparker fremstilles af nogle tilhængere som “Noas arker”, der svømmer rundt i det store hav og med tiden vil sprede sig. (Zenia Stampe, R). Lad os se på dén metafor:
Hvordan kan nogen tro, at det hjælper med femten Noas arker, hvis ikke vi gør noget ved det omkringliggende hav? 70.000 hektar rewilding, omgivet af 2,6 millioner hektar intensiv dyrket landbrugsareal i monokulturer, sprøjtet og gødet, så der ikke er én eneste vild blomst at skue. Dertil kommer dén alarmerende tilbagegang i bestanden af bier i Danmark, som vi er vidne til, på grund af sprøjtning af afgrøder. Det er noget romantisk sludder.
Naturnationalparker er ren green-washing.
Og som også Carsten Rahbek har påpeget (Arbejderens online-læsermøde 25. januar 2021): Zoonoser, som coronaen er et eksempel på, opstår, fordi vi presser de vilde dyr stadig mere tilbage, derfor springer virussen til tamdyrene, og videre til mennesker. De svinefabrikker, vi har i dette land, er en ren bombe i forhold til at udløse den næste pandemi.
Og her rammer vi efter min opfattelse problemets kerne. Hvis vi skal gøre os noget håb om at rette op på biodiversitetskrisen og faren for nye viruspandemier, så kommer vi ikke uden om at se på den måde, vi producerer vores fødevarer på i dette land. Men det kræver et opgør med meget stærke kapitalkræfter i landbruget og deres endnu stærkere lobbyorganisationer. Det er der ikke mange politikere, der har rygrad til at binde an med. Så hellere sætte kikkerten for det blinde øje og kaste sig ud i en afledningsmanøvre. Naturnationalparker er ren green-washing.
Blot endnu et eksempel på dette hykleri: Den selvsamme regering, som har erklæret sig som bannerførere for biodiversitet og rewilding, er også dén regering, som har presset på i EU for at få den såkaldte Mercosur-handelsaftale i hus nu. Det er dén handelsaftale mellem EU og fire latinamerikanske lande, som skal sikre, at Brasilien og Argentina øger deres eksport af soja og oksekød til EU mod til gengæld at købe europæisk producerede biler. Med andre ord en aftale der vil sikre, at endnu større områder af skov i Amazonas-junglen bliver brændt ned for at skaffe jord til produktion af soja til den europæiske griseproduktion. En katastrofe, ikke kun for de pågældende lande og deres befolkninger. Det bliver også en katastrofe for alle os andre, når “verdens lunger” kollapser.
Så mens vi sidder og glor på dette nye hotspot, femten Noas arker i Danmark, så render de stærke kapitalkræfter i landbruget og industrien af med nøglen til vores børns fremtid.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
