Klap hesten! Skru ned for krigshysteriet! Giv freden og det gode naboskab en fair chance!
Vi oplever aktuelt et kor af journalister med våde drømme om en snarlig krig med Rusland. En krig som NATO naturligvis vil vinde lige så selvfølgeligt som succesen fra Afghanistan.
Hvis jeg arbejdede som journalist, ville jeg lægge mig i selen for at gøre det godt og sobert. Jeg ville perspektivere. Jeg ville være kritisk og konstruktiv. Jeg ville aldrig nogensinde optræde som gadesælger for en amerikansk kioskbasker. Hvad har amerikanerne for øvrigt at bestille i Ukraine? Jeg ville aldrig propagandere for had og krig.
Vi har brug for fred og dialog – og brug for at samle Europa.
Jeg ville råt for usødet fortælle om reliabiliteten af mine informationer. Nævne kilder hvor det er lovligt. Jeg ville præcist fortælle, hvor mange tropper der lige nu er på begge sider af grænsen (grænserne) mellem Ukraine og Rusland. Jeg ville høfligt fortælle, at USA har cirka 60.000 soldater udstationeret i Europa – tæt på Ruslands grænser. Tallene svinger lidt fra opgørelse til opgørelse. I 2020 havde det amerikanske kontingent i Europa 52 tusinde soldater. På rotationsbasis var 1. panserbrigade af 3. infanteridivision stationeret i Østeuropa; tre bataljoner i Polen, Rumænien og Baltikum.
Medregnet paramilitære grupper har Ukraine, næst efter Rusland, den største hær i Europa. I dag består hæren af mindst 250.000 mand. Ukraine er Europas næststørste land efter Rusland.
Det kunne tænkeligvis også være i sandhedens tjeneste at problematisere USA’s militære tilstedeværelse i Europa. Dit og mit Europa. Et Europa med et stort EU-marked, der tæller rigtig mange indbyggere; langt flere end USA, 447 millioner mod 329 millioner. Indbyggertallet i det samlede Europa er på cirka 800 millioner.
Vi har ikke brug for en krig i og omkring Ukraine. Vi har brug for fred og dialog – og brug for at samle Europa. Europa er mere end EU. Kun 7 procent af Jordens befolkning bor i EU; selvom mange journalister forveksler det med Europa.
Blod er tykkere end vand. Hvem har ringet efter USA? Hvad er det, du og jeg ikke kan klare selv? Naboer som venner – ikke fjender!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


