Min mand er lige afgået ved døden af kræft i hele kroppen som 81-årig. Vi har haft et kærlighedsliv sammen i 61 år og nåede at fejre krondiamantbryllup.
Man skal prøve at miste én, som man elsker, før at man ved, hvad det betyder. Vi vidste, han skulle dø, men jeg var ikke klar over, at jeg ville blive slået sådan helt ud af kurs.
Vi havde en smuk begravelse i Anskarkirken i Hedehusene, Her blev blandt andet sunget Kald det kærlighed af Lars Lilholt.
Ældreministeren burde træde mere i karakter, hvad har vi hende ellers til?
Når to bliver til en – hvor skal jeg få penge fra til at få ham i jorden?
Bedemand koster 24.335 kroner, ja, du ser rigtigt! Gravplads: 3.349 kroner, vi er medlem af folkekirken. Gravplade: 5.000 kroner, og så er det et tilbud, det dyreste var 8.000 kroner. Det bliver skrabet 32.684 kroner plus blomster.
Du kan måske få en hjælp på 12.500 kroner, det er noget, man skal søge om. Så er der en udgift på cirka 20.184 kroner, som skal betales med en pension på 8.510 kroner.
Min mand døde på hospice i Måløv. Det var en meget smuk død, hvis man kan bruge den betegnelse. Mine børn sov hos ham i tre nætter, han var omgivet af kærlighed til det sidste.
Mere end 65.000 danskere over 65 år betegner sig selv som ensomme, for de har ikke overskud til noget. Det er især ældre, der mister deres ægtefælle, der ender med en tilværelse i ensomhed. Ældreministeren ved vist ikke, hvad livet er for ældre. Det bunder alt sammen i den stramme økonomi.
Når man skal slås med sorgen over at miste, er det ikke let at finde overskuddet til at være social.
En handleplan for ældre i sorg kan både støtte den ældre efterladte. Og hvordan får jeg ham i jorden? Skifteretten lukker alt, din konto i banken og så videre. Banken giver ikke lån eller overtræk til en på 80 år, så jeg sidder uden midler til den 28. juni, hvis skifteretten er færdig.
Ældreminister Mette Kierkgaard burde se på begravelsesproblemet og omkostningerne, det burde ikke være så dyrt at komme i jorden. Ældreministeren burde træde mere i karakter, hvad har vi hende ellers til?
Hvem har skaffet os ældrechecken? Pia Kjærsgaard. Hvad har Mette Kierkgaard udrettet? Har aldrig hørt om Mette Kierkgaard, før jeg fandt ud af, der var en ældreminister.
PS: Måske har du selv ældre pårørende, tænk lidt over det! Det er kun ved debat, det fører til noget.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.