Analyse
I 1980 kom jeg som ung til “Danmark”, fra “Trinidad og Tobago” og blev mødt af en barsk virkelighed.
“Mobning og racisme” blev en del af min dagligdag, og jeg blev konfronteret med nedværdigende tilnavne som “sorte sambo,” “Nigger 40,” og “Kunta Kinte.”
Jeg blev ydmyget og gjort til genstand for andres latterliggørelse. Jeg blev endda stillet til ansvar for min hudfarve og blev tvunget til at forklare, hvorfor jeg var brun på huden og lys på mine hænder og fødder– blot for at opdage, at jeg var blevet sprøjtemalet på alle fire.
I Hundige, hvor jeg bl.a. voksede op var der mange grønjakker, samt Hundige rødder, som råbte efter mig på station, skrub hjem Nigger!
Når man gik igennem tunnellerne var der skrevet op over broen, “Be a hero, be a man kill a nigga, join the clan”.
Ofte stillede jeg mig selv det spørgsmål om, hvor al den had kom fra? Hvorfor var de hvide danske drenge så ondskabsfulde, og usikker? Og hvorfor havde de hele tiden brug for at definere og kommentere på min hudfarve hvergang de så mig?
Jeg gjorde det jo aldrig ved dem.
Men så indså jeg senere i mit liv, at dette var et forsøg på at underminere min selvtillid og min identitet som person.
Det var ikke altid nemt at håndtere den daglige mobning og racisme, hverken i skolen eller på gaden. De hvide drenge var misundelige på min hudfarve og den kulturelle rigdom, jeg repræsenterede.
De følte sig truet og utrygge, hvilket førte til deres behov for hele tiden at kommentere min hudfarve og mit hår. Det var som om, de var usikre på deres egen identitet og projekteret deres usikkerhed på mig.
I perioder følte jeg mig sommetider bange, isoleret og såret, og mobningen og racismen efterlod dybe ar i mit hjerte og sjæl.
Lærte at acceptere og elske mig selv
Men som årene gik, begyndte jeg at forstå, at jeg ikke kunne lade andres ord og handlinger definere mig som person.
Jeg var mere end min hudfarve, jeg var mere end de ord, de kaldte mig. Jeg besluttede mig for at vende styrken i mig selv og finde min egen værdi, uafhængigt af andres mening om mig.
Jeg lærte at acceptere og elske mig selv, præcis som jeg var.
Denne rejse til selvaccept var ikke let, men det var nødvendigt for min egen overlevelse og lykke. Jeg lærte at ignorere de negative stemmer og i stedet fokusere på de positive aspekter af mig selv.
Lade os tage denne rejse mod inklusion og forståelse sammen, så vi kan skabe et samfund, hvor alle børn kan trives og føle sig værdifulde.
Jeg fandt styrke i at cykle på BMX cykel og boksning, som var et sted jeg kunne flygte hen i, hvor jeg så senere i livet fandt, min kultur og historie, hvor jeg lærte at være stolt af min identitet.
Jeg vendte mine erfaringer med mobning og racisme til at blive en ressource for andre.
Jeg tog en uddannelse som bl.a. lærer / idrætslærer og hjalp unge med at finde deres passion for sport og motion.
Jeg arbejdede som vandringsmand i Lapland, med unge, hvor jeg inspirerede dem til at udforske naturen og finde glæde i simple øjeblikke.
Jeg fungerede som mentor, for unge kriminelle og hjalp dem med at finde en ny vej i livet.
Og nu, som voksen, bruger jeg min erfaring til at hjælpe mænd med at tackle følelsesmæssige udfordringer, gennem “Walk and Talk” og så har jeg sammen med min kone en økologisk dagpleje.
Jeg har været heldig i livet. Senere stødte jeg på nogle fantastiske og kærlige mennesker, heriblandt en kvinde, der så mig og elskede og accepterede mig som jeg var. Og hende har jeg fået fem dejlige børn sammen med.
Livet har lært, mig at jeg ikke skal lade andre definere mig og at jeg ikke skal give min magt fra mig ellers så havner jeg i deres fængsel!
Mobning og racisme eksisterer stadig
Men selvom jeg har haft en positiv udvikling, er det vigtigt at huske, på at mobning og racisme stadig eksisterer i vores samfund, den dag i dag, Især, i hjemmene og i skolerne.
Jeg mener helt klart at forældre, lærere og pædagoger skal være opmærksomme på mobning og racisme og handle aktivt for at standse det.
De skal gøre mere for at skabe et inkluderende og respektfuldt miljø, og ikke bare noget som står pænt på skolens hjemmeside at de har en mobbe politik, hvor alle børn er inkluderet og kan føle sig trygge og accepterede.
Det er afgørende, at de har tilstrækkelige ressourcer og uddannelse til at håndtere disse situationer effektivt. Desuden er det vigtigt at integrere undervisning om empati, mangfoldighed og inklusion i børnenes læringsmiljø. Børnene skal nok lære at regne, læse og stave, men jeg synes at det er endnu vigtigere at udvikle deres forståelse for forskellige kulturer og skabe sociale væsner. Dette bør være en grundlæggende del af undervisningen både i skolen og derhjemme hos forældrene.
Forældrene spiller også en afgørende rolle i at forme deres børns adfærd og holdninger.
Det er deres vigtige ansvar at lære deres børn om empati, tolerance og respekt for andre, uanset baggrund eller udseende.
Enhver form for mobning og racistiske udtalelser er uacceptabelt, og gennem aktiv deltagelse i deres børns opdragelse kan forældrene bidrage til at skabe et mere inkluderende og kærligt samfund.
Vi skal alle tage ansvar for at skabe et samfund, hvor mobning og racisme ikke tolereres. Det begynder med os som enkeltpersoner og udfolder sig til et kollektivt engagement i at opbygge en bedre fremtid for alle.
Vi skal stå sammen og arbejde mod et samfund, hvor vi ikke dømmer hinanden ud fra vores hudfarve eller baggrund, men i stedet fejre og værdsætter mangfoldigheden og inkluderer alle.
Så lade os tage denne rejse mod inklusion og forståelse sammen, så vi kan skabe et samfund, hvor alle børn kan trives og føle sig værdifulde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
