anmeldelse
Jeg besluttede for første gang i mit liv at boykotte et valg/en folkeafstemning for to dage siden. Det var en meget svær beslutning, og perspektiverne synes delvist uholdbare/uklare.
Mit valg var først og fremmest en protest mod den baggrund, folkeafstemningen blev gennemført på. Det er ingen hemmelighed på den politiske venstrefløj, at mainstreammedierne gennem to-tre måneder dagligt har serveret ensidig krigspropaganda fra morgen til aften. Mikrofonholderi af værste skuffe.
Der er uden tvivl tale om det værste eksempel på pseudodemokrati, vi har oplevet i nyere tid.
Hvorfor skulle jeg gennem stemmeafgivning være med til at legitimere en proces, som selv Goebbels i Nazityskland ville kigge på med beundring og misundelse?
Løbende diskussioner om samfundsforhold, politisk dannelse i det hele taget skal du lede længe efter.
Men – boykot valgte jeg altså i stedet for at deltage som stemmekvæg i en skueproces. Naturligvis kan man påstå, at der for mit vedkommende blev tale om en “usynlig” protest, som ikke blev refereret og diskuteret i mainstreammedierne.
Det delvist uholdbare i min beslutning skal naturligvis ses i lyset af, at borgernes stemmeafgivning stort set synes at være den eneste acceptable mulighed for at ændre samfundet grundlæggende. I hvert fald indtil hele systemet kollapser.
Jeg har flere gange i denne avis påstået, at det helt store flertal af den danske befolkning nærmest må betegnes som politiske analfabeter. Muligheden for, at flertallet med dette udgangspunkt overhovedet skulle overveje at stemme imod det etablerede system, synes derfor at være overordentlig teoretisk. Men – den teoretiske mulighed skal naturligvis være der! Hvad er alternativet?
Mainstreammediernes rolle og betydning
Jeg skal i det efterfølgende forsøge at vurdere mainstreammediernes rolle og deres betydning for, at vi er endt, hvor vi er i dag.
Indledningsvis synes det at være relevant at citere Noam Chomsky i denne sammenhæng: “I en totalitær stat er der lige meget, hvad folk tror. Regeringen kan til enhver tid kontrollere borgerne med styrke ved hjælp af en kølle. Men når du ikke kan kontrollere folk med magt, er du nødt til at kontrollere, hvad folk tænker. Standardmåden at gøre det på er via propaganda.”
Strategierne for de politiske og økonomiske magthavere er mange og komplicerede, men formålet for dem alle må være at skabe føjelige, underdanige og lydige borgere, der ikke stiller kritiske spørgsmål.
Franskmanden Sylceron Timsit har for et par årtier siden analyseret præcist disse problemstillinger. Jeg skal på den baggrund efterfølgende vurdere de væsentligste punkter, hvorpå den daglige manipulation dagligt gennemføres i mainstreammedierne:
Distraktion
Strategien går her ud på, at medierne bevidst dagligt afleder offentlighedens opmærksomhed fra væsentlige politiske/økonomiske emner. Mainstreamkanalerne i Danmarks radio og TV fyldes derfor fra morgen til aften med programmer indeholdende trivialiteter som historiequizzer, genbrugsauktioner, antikvitetsprogrammer, ligegyldige besøg hos kendte mennesker, gamle masseproducerede danske og engelske serier og så videre.
Målet er at aflede borgernes opmærksomhed fra væsentlige emner og optage folks tanker, så man overser de væsentlige problemstillinger i samfundet.
Gradualisme
Denne model går ud på over tid at manipulere borgerne til langsomt at vænne sig til at acceptere socialt tåbelige og ideologisk funderede beslutninger.
Eksempelvis er EU gennem flere årtier lykkedes med af ideologiske grunde at tvinge medlemslandene til at lukke/sælge/forære velfungerende statsinstitutioner til private firmaer. I Danmark eksempelvis Statsanstalten for livsforsikring, Dong, vaccineproduktion, bilsyn, udliciteringer og så videre. Kun hukommelsen sætter her begrænsninger.
Forskelle
Politikerne, EU, NATO, USA præsenterer upopulære beslutninger som “nødvendige”, “for en bedre fremtid”, “for vores egen skyld”.
Magthaverne får gennem massemedier borgerne til at tro, at borgernes ofre vil føre til en bedre fremtid, vil gøre en forskel.
Det helt oplagte aktuelle eksempel må her være politikernes uholdbare argumentation for, at militær oprustning er nødvendig for at sikre landet mod fallitboet Rusland.
Med en EU-hær i horisonten har udgifterne til militær på den baggrund kun én retning, nemlig opad. Konsekvenserne er nødvendigvis nedskæringer i velfærdssystemet, som borgerne manipuleres til at acceptere.
Følelseskortet
Dette kort har altid været anvendt af politikere og massemedier, der har en bestemt dagsorden.
I Danmark er de mest ekstreme eksempler i nyere tid mediemanipulationen omkring coronarestriktioner samt endnu mere eksemplarisk den aktuelle krigspropaganda for at få befolkningen til at acceptere oprustning og acceptere et ja i den netop afholdte folkeafstemning.
Dag efter dag har mainstreammedierne manipuleret befolkningen i hele EU til at tro, at alle russiske soldater er krigsforbrydere, at man bevidst har bombet børnehaver, skoler, hospitaler og så videre. At mange børn er blevet dræbt gennem tre måneders krig. Kendsgerningen er imidlertid, at antallet af dræbte børn i Ukraine gennem tre måneders krig er uhyre lavt og eksempelvis svarer til antallet af myrdede skolelever i USA på grund af våbenlovgivningen.
Mikrofonholderi, hvor journalister dagligt bevidst på TV har fokuseret på ukrainske, grædende pensionister, kvinder og børn er naturligvis blevet brugt, fordi følelsesporno appellerer langt stærkere end sterile, rent objektive fakta.
Manipulation 24-7
Hvordan var det overhovedet muligt, at danskerne i årene efter 1972 i flere tilfælde faktisk har nedstemt politikernes og mainstreammediernes ønsker om at blive et “kerneland” i EU? Ud fra min egen argumentation burde det ikke være en mulighed. Både medier og politikere har i hvert enkelt tilfælde massivt forsøgt at manipulere borgerne til at stemme for mere EU-integration.
Der synes at være mindst to væsentlige forklaringer.
A: Antallet af nej-sigere i Folketinget er decimeret til ukendelighed, og den politiske venstrefløj er i dag stort set ikke-eksisterende.
Disse kendsgerninger har naturligvis betydet langt mindre medietid til nej-sigerne.
B: Den væsentligste forklaring ligger dog efter min vurdering et helt andet sted, nemlig hos den teknologiske revolution. For syv-ni år siden blev borgernes liv (fritid og arbejde) “velsignet” med Iphones, Ipads og PC’er.
Konsekvensen heraf har været, at borgerne i Danmark nærmest lever deres liv på en telefon og diverse PC-udgaver suppleret med TV-kanaler om aftenen.
Selvom denne virkelighed også indebærer muligheder for at finde samfundskritiske debatter, artikler og så videre, er der i dag tale om massiv mediemanipulation 24-7 af samtlige borgere i Danmark.
Ganske få borgere er i stand til at frigøre sig fra deres nye teknologi og deltage i debatmøder, demonstrationer, politisk arbejde, samfundskritisk snak på arbejdspladsen og så videre.
Desuden er politiske dannelse, der i årtier har været en væsentlig del af undervisningssektoren, stort set forsvundet. Elever/studerende undervises i høj grad via pc-programmer i stort set samtlige fag.
Løbende diskussioner om samfundsforhold, politisk dannelse i det hele taget skal du lede længe efter.
Tilmed er læreres arbejdstid presset til ukendelighed, så dagens undervisning omhandler i høj grad fagfaglighed gennem pc-programmer.
Min konklusion må afslutningsvis være, at jeg bestemt står ved min noget perspektivløse afstemningsboykot. Samtidig er min skepsis omkring den politiske venstrefløjs fremtid udtalt!
Vi skal vel ikke blot sidde på hænderne fremover og afvente, at elendigheden bliver så udtalt, at borgerne endelig siger fra. Men … for mig at se er den situation desværre den eneste mulighed for, at magthaverne bliver fjernet. Denne mulighed indebærer samtidig en risiko for, at en endnu værre styreform overtager.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
