Hvad ved vi?
Kære redaktion. I mit arbejde i og omkring Dialogforum støder jeg dagligt på mange interessante påfund i ikke mindst mainstreampressen. Jeg læser dagligt i snit fire-fem russiske aviser – og jeg forsøger at syntetisere indtrykkene fra såvel mainstream- som den russiske presse. Jeg har netop fremstillet denne korte udlægning:
Mainstreampressens afløbskanaler er aktuelt fyldt med krigspropaganda, russofobi og et klart ønske om, at Europa fuldstændigt underlægger sig USA’s værdibaserede udenrigspolitik. EU må endegyldigt afslutte sin forvildede politiske pubertet og forlade rollen som prospekt til fordel for en længe ventet status som vasal.
Den lokale regeringsledelse, toneangivende politikere, hjemmedyrkede, ansete og værdsatte pletfrie eksperter udtaler samstemmende, at Rusland er en skurk med en stor og farlig angrebshær; mens USA og filialen NATO har en endnu større hær, men det er en forsvarshær. Det er intet mindre end det gode på vej til krig mod det onde. Det ondeste af det onde. En krig vil kun gøre godt – og der findes naturligvis kun ét udfald – ligesom i Afghanistan.
I krigsforberedelser er det ikke vigtigt, om noget er sandt; men det betyder utroligt meget, at det gentages i en uendelighed.
Kyklopjournalismens enøjede, subjektive, forudindtagede, bedrevidende skriverkarle magter kun at se på sagsforholdet fra én side. Der er kun én side i den fortælling. Der er ikke noget med at perspektivere, respektere og eventuelt problematisere historien, se på kulturelle forhold, den socioøkonomiske struktur i Ukraine eller den kendsgerning, at der bor otte millioner russere i Ukraine, være objektiv kritisk-konstruktiv. Ikke noget med at give døde elefanter en værdig mainstreambegravelse.
Folkeretten suspenderes til fordel USA-NATO-projektet: Opvarmning til altomfattende, altødelæggende krig i Europa; men Ukraine har ikke brug for krig. Ukraine har brug for en grundig selvstændig, politisk forårsrengøring, økonomisk og ikke mindst teknologisk støtte. EU kan ikke optage Ukraine i sin splittede familie lige nu, vel? Prøv at forestille dig, hvilken indflydelse 40 millioner borgere ville få i det eneste demokratisk valgte organ i EU – Parlamentet? Det vil under alle tænkelige, venlige, fremadrettede omstændigheder blive noget af en udfordring.
Grufulde historier om onde russere
Grufulde røverhistorier finder god plads i den panikorienterede mainstreampresse: Kæmpemæssige distraktionsdramaer lægger beslag på din mulighed for at bearbejde grundlæggende mærkværdige påfund; men materien er tilsyneladende uudtømmelig: En britisk minister afslører for åben skærm sine manglende færdigheder udi geografi og placerer de baltiske lande ved Sortehavet. En britisk minister er kommet under vejr med, at russerne nu vil anvende atomvåben under en øvelse i Hviderusland og den evindeligt gentagne påstand om, at russerne kommer. I krigsforberedelser er det ikke vigtigt, om noget er sandt; men det betyder utroligt meget, at det gentages i en uendelighed.
Under den kolde krig, da jeg var barn, fik vi at vide, at russerne spiste børn, at Østersøen var fyldt med russiske ubåde. Ubådene var sågar observeret i Peblingesøen. Der var russiske spioner overalt i sporvognene. I skolen lærte vi af velinformerede, tillidsvækkende lærere, at vi blot skulle gemme os under bordene, hvis russerne smed en atombombe over Nørrebro – og det ville de ganske sikkert gøre, for de var meget onde og direkte grusomme.
Ingen stillede spørgsmål til NATO’s hensigter
Der var ingen grænser for, hvad ellers veluddannede, respektable, ustraffede medborgere kunne finde på at rable af sig i den gode sags tjeneste. De negative, enøjede narrativer om Rusland og russere stod især i kø, når NATO skulle have flere penge i kassen med forhøjede kontingenter. Der var sjovt nok ingen, der på noget tidspunkt stillede spørgsmål til NATO’s hensigter. “Demokratiet” i NATO blev slet ikke diskuteret. NATO havde ved hjælp af det, vi i dag omtaler som det medie-militære-akademiske-industrielle kompleks tilranet sig en sikker, solid og helt uomtvistelig plads i gennemsnitsborgerens politiske bevidsthed.
Nu gælder det freden i Europa! Tag en mediediæt – og optag mindre krigspropaganda. Gå med i fredsarbejdet! Stil krav om objektivitet og perspektivering i mainstreampressen! Kun døde fisk flyder med strømmen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
