Baggrund
Jeg byder regeringens nye forslag om at bekæmpe kriminalitet blandt unge (13-17-årige) med lommepengejobs og på den måde få unge i arbejde i forskellige virksomheder velkommen. Forslaget vil have en betydning for unge, der har en kriminel løbebane, for med et arbejde kan de få følelsen af, at deres arbejdsindsats bliver værdsat af myndighederne.
Forældre har brug for professionel støtte … for at de ikke kun ser deres børn og unge som kriminelle.
I mit indlæg vil jeg gerne gøre opmærksom på, at lommepengejobs blot er en brik i et større puslespil forstået på den måde, at vi er nødt til at se det i et helhedsperspektiv. Der er mange andre forhold som for eksempel skole, uddannelse, arbejdsliv og ikke mindst familiebaggrund, som også spiller en vigtig rolle og skal tages i betragtning i et løsningsforslag om ungdomskriminalitet. Hvis vi overser vigtigheden af hele den unges liv, bliver forslaget om lommepengejobs en symptombehandling, hvilket vil betyde, at det på sigt ikke har den ønskede effekt, som regeringen har tiltænkt det.
Er vores skoler, pædagogiske institutioner og uddannelsesinstitutioner gearet til unge kriminelle?
Uden at generalisere viser det sig gang på gang, at en stor del af de kriminelle unge, jeg har arbejdet med i løbet af mine mange års pædagogiske arbejde og behandlingsarbejde, mistrives, er demotiverede for at gå i skole, bruge pædagogiske institutionstilbud og ikke mindst lykkes med at få en uddannelse. Det er ikke fordi, disse kriminelle unge ikke gerne vil gå i skole, bruge pædagogiske tilbud eller have en uddannelse. Tværtimod – de vil ligesom alle andre mennesker også gerne gå i skole, være en del af et socialt fællesskab og ikke mindst have en uddannelse, for de ved, det er en adgangsbillet til samfundets sociale fællesskab og ikke mindst til at få status i samfundet.
Vores skoler, øvrige pædagogiske institutioner og uddannelsesinstitutioner har gode intentioner og viljen til at række en hjælpende hånd til disse unge, men af forskellige grunde når de med deres gode hensigter desværre ikke ret langt i forhold til de kriminelle unges interesse for skolen, for at være med i et socialt fællesskab og ikke mindst klare en uddannelse.
Jeg mener, at vores skoler, øvrige pædagogiske institutioner og uddannelsesinstitutioner i deres handlinger over for disse unge bør lokalisere, hvad deres udfordringer er, og se, at udfordringerne både er personlige, faglige og sociale. Jeg savner ikke en her og nu-symptomløsning, men en mere holdbar og langsigtet undervisning og pædagogisk støtte til de kriminelle unge.
I det øjeblik kriminelle unge føler, at fagfolk støtter dem i deres udfordringer og ikke mindst hjælper dem med at være en del af et socialt fællesskab og få en uddannelse og helt fra starten planlægger et uddannelsesforløb, der kan imødekomme og rumme den pågældendes personlige og faglige udfordringer, får den kriminelle unge også lyst til at samarbejde med de selvsamme fagfolk.
Som nævnt indledningsvist kan ungdomskriminalitet ikke løses alene med regeringens forslag om lommepengejobs, og ud over skoler, pædagogiske institutioner og uddannelsesinstitutioner skal de unges forældre også på banen og støttes i at tage forældreansvar, for at deres unge ikke havner i kriminalitet og bandemiljø.
Unge kriminelle – et forældreansvar!
De unges forældrerelation er konfliktfyldt, og ofte bebrejder forældrene til disse unge, at de er uduelige, ingenting kan, at de er dårlige i skolen, ikke fungerer i samme grad som deres jævnaldrende og ikke kan gennemføre en uddannelse. Denne tilgang fra de unges egne forældre er blandt andet også med til, at de unge opsøger kriminelle miljøer, hvor de ikke møder bebrejdelse, men tværtimod oplever, at kriminelle tager imod dem med åbne arme og giver dem den opmærksomhed, som de har brug for, og efterhånden oparbejder de en relation til disse kriminelle/bandemiljøet. En del af disse unge bruger også det kriminelle miljø til deres egen økonomiske fordel.
Forældre har brug for professionel støtte i form af råd og vejledning, for at de ikke kun ser deres børn og unge som kriminelle, men også reflekterer over, at deres unge ligeledes har ressourcer og gode menneskelige kundskaber. For eksempel skal forældrene have fokus på, at når myndighederne hjælper deres unge med et lommepengejob, og de for eksempel kan få arbejde i det lokale supermarked, opstår der en situation, hvor både kunder og ledelsen i supermarkedet bliver glade for deres unge.
Forældrene kan få en ahaoplevelse over, at myndighederne, det lokale supermarked og ikke mindst skole og uddannelsesinstitutioner vil støtte deres unge i enten at komme ud af det kriminelle miljø eller forbygge, at deres unge havner i et kriminelt miljø. Disse unge har et enormt behov for deres forældres anerkendelse, og for at deres forældre ser dem som mennesker og ikke kun som problemer.
Det skal ses i betragtning af, at en del af disse forældre selv kæmper med en del udfordringer og også har brug for støtte. Når de får den rette støtte af myndighederne og ikke mindst arbejdsmarkedet, er det en god investering, for at de i sidste ende kan støtte deres unge kriminelle i at have et anstændigt liv og ikke mindst være en god rollemodel på en positiv måde.
Afslutningsvis skal vi som fagfolk, skole, pædagogiske institutioner, uddannelsesinstitutioner samt forældre starte med selv at udvikle nye holdbare og langsigtede pædagogiske støttemuligheder for at inkludere de unge og holde fast i dem – også selv om de i en periode viser uhensigtsmæssig adfærd. Vi skal holde fast i troen på, at kriminelle unge også har ressourcer, som andre kan bruge, og derfor skabe en helhedsindsats for de unge, indtil de er klar til at stå på egne ben.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
