Selv om medierne næsten har glemt det på grund af koranafbrændingskrisen, så er der stadig krig i Ukraine.
Selv om vi ikke ser det, fordi der ikke er bevægelser af fronten, så intensiveres krigen med stadig stærkere våben og med stadig flere angreb ind i Rusland. Det er krigens logik. Når man er i krig, så bruger man de midler, der skal til for ikke at tabe.
I foråret 22 ville Danmark sende antitankvåben, men ikke tunge og langtrækkende angrebsvåben, fordi det var for farligt. Så leverede vi alligevel artilleri, men kampvogne kunne vi ikke levere. Det var for farlig en optrapning. Så leverede Vesten alligevel kampvogne. Grænserne for, hvilke våben man kan sende, og hvad man kan gøre i krigen, flytter sig hele tiden. Stadig kraftigere våben og stadig voldsommere krigshandlinger bliver acceptable.
Nu er spørgsmålet ikke om, men hvornår Vesten leverer jagerfly.
Det er krigens logik. Når man er i krig, så bruger man de midler, der skal til, for ikke at tabe. Det gælder til den yderste konsekvens, hvis en stat ser sine vitale interesser truet.
I krig og kærlighed gælder alle kneb. Det gælder også brug af atomvåben.
Stater vil ikke sky nogen midler, hvis de føler deres eksistens truet. Det gælder alle stater, også Rusland.
Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen har sagt, at “selvfølgelig vil de [russerne] benytte atomvåben, hvis det er deres sidste udvej for at undgå at miste Donbass og Krim. Folk, der siger andet, forstår hverken krigens eller russernes logik”.
Stater vil ikke sky nogen midler, hvis de føler deres eksistens truet. Det gælder alle stater, også Rusland. Og i denne krig føler alle parter deres vitale interesser truet.
Ukraine risikerer at miste store dele af sit territorium og blive en russisk lydstat, hvis de taber krigen. Rusland risikerer at miste sin sortehavsflåde, der har hjemsted i Sevastopol på Krim.
Begge lande risikerer at skulle efterlade et stort nationalt mindretal på den anden side af grænsen.
Rusland risikerer, at Ukraine bliver medlem af NATO, og at der opstilles amerikanske a-våben i Ukraine, hvorfra de kan nå det centrale Rusland på få minutter.
Læg så dertil, at Vesten ønsker med en langvarig krig i Ukraine at svække Rusland så meget, at Rusland ikke længere kan spille en storpolitisk rolle.
For USA vil et nederlag være endnu et stort skridt i bevægelsen væk fra den verdensorden, hvor USA bestemmer som eneste supermagt.
Et nederlag truer altså både for Ukraine, Rusland og USA med at ramme så grundlæggende interesser, at alle hensyn vil blive tilsidesat for at undgå et nederlag.
I den situation har Rusland truet med at bruge taktiske atomvåben.
Vestlige kommentatorer beroliger os med, at Vesten er så teknologisk overlegen, at hvis russerne bruger atomvåben, kan NATO udslette alle russiske militære enheder i Ukraine og hele Sortehavsflåden. Man fortæller ikke, hvad Ruslands modsvar derefter vil blive i en situation, hvor russerne allerede er begyndt at bruge atomvåben. Tænk selv over det.
Med optrapning af konfliktniveauet tager den ene handling den anden med sig. Krigens logik er ubarmhjertig.
Eskaleringen af krigen er dermed en trussel mod hele Europa, klimaet og verden.
Vi er nødt til at bryde optrapningen af krigen, inden det ender i en atomkrig.
Kennedy konkluderede efter Cuba-krisen, at man ikke kan vinde en krig med en atommagt, og at man ikke skal presse en atommagt ud i valget mellem et ydmygende nederlag eller en atomkrig. Den erkendelse har politikerne også glemt i dag.
Det ser jo noget dystert ud. Hvis vi følger krigens logik, er der ikke meget håb.
Men alle krige stopper jo engang. Hvordan når vi dertil?
Vi ved, at krige stoppes, når befolkningerne bliver så trætte af krigen, at de ikke vil være med mere.
I Rusland er der efter mobiliseringen en tydelig krigsmodstand. I Ukraine tærer krigen hårdt på folks kræfter. Blandt andet viser en meningsmåling, at der er stor utilfredshed med udrejseforbuddet for krigsduelige mænd. Både i Rusland og Ukraine holdes utilfredsheden nede med undertrykkelse og krigspropaganda. Utilfredsheden er der, og den truer med at bryde igennem.
Også i resten af verden vokser krigstrætheden. Mange steder fra kræves nu forhandlinger. I USA er der både blandt demokrater og republikanere grupperinger, der synes, at krigen har kostet nok, og at det nu er tid til forhandling.
I mange EU lande, blandt andre Tjekkiet, Tyskland, Italien og Grækenland, demonstreres for at stoppe krigen, fordi folk er trætte af den energikrise og inflation, der er en direkte følge af krig og boykot.
I Danmark er folk også trætte af energikrise, inflation og manglende penge til klimaindsats og velfærd, men det er endnu ikke koblet til et krav om forhandlinger og stop for krigen.
Vi må rejse kravet. Det er nødvendigt, ikke kun for klima og velfærd. Det kan være nødvendigt for vores overlevelse.
Et gennembrud i Vesten for kravet om forhandlinger kan være afgørende for at stoppe krigen. Det betyder derfor noget, hvad danskerne og den danske regering mener. Det påvirker i samspil med bevægelserne i de andre EU- og NATO-lande, hvornår kravet at stoppe krigen slår igennem i Vesten. Det er derfor vigtigt, at vi rejser kravet om at stoppe krigen.
Vi skal og kan ikke bestemme, hvordan en fredsløsning skal se ud, eller hvilke kompromiser, der skal indgås, Det må afklares i forhandlingsprocessen.
Det, vi kan kræve, er, at Danmark skal arbejde for dialog og forhandling, for genoptagelse af forbindelser og genskabelse af aftaler og tillidsskabende foranstaltninger, og at Danmark skal støtte, at der skabes en ramme for forhandling med en neutral mægler.
Stop krigen nu, ellers ender det i en katastrofe!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
