Dansk aktivist afsted
Regeringens løfte om en langsigtet ambitiøs psykiatriplan har været formuleret så klart og er gentaget så mange gange siden folketingsvalget i 2019, at ingen har været i tvivl om, at regeringen mente det, og at løftet ville blive opfyldt. Indtil i tirsdags.
Da statsminister Mette Frederiksen blev spurgt direkte i Folketingets spørgetime, ville hun ikke bekræfte, at hun vil opfylde løftet om en 10-årsplan for psykiatrien.
Det er vi både forbløffede og bekymrede over i PsykiatriAlliancen. Vores 37 medlemsorganisationer repræsenterer bredt psykiatriens brugere og pårørende og det store flertal af de faggrupper, der arbejder i psykiatrien. De møder hver dag en psykiatri, der alt for ofte ikke formår at give mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende den behandling og støtte, de har brug for, på trods af at alle faggrupper brænder for at løfte opgaven. Eksemplerne er så talrige og velkendte, at vi ikke behøver gentage dem her.
Problemerne i psykiatrien opsummeres kort og konkret af Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg til psykiatriplanen, som de præsenterede i januar: “Den indsats, vi i dag tilbyder, er præget af manglende sammenhæng, utilstrækkelig kvalitet og mangelfulde indsatser. Hvis vi skal komme den markante ulighed til livs og gøre en mærkbar forskel for mennesker med psykiske lidelser, er det et sygdomsområde, som skal prioriteres de næste mange år”.
Kan det passe, at statsministeren ikke længere vil forpligte sig på at gøre noget ved den markante ulighed og den mangelfulde indsats for de hundredtusinder af danskere, hvis liv er ramt af alvorlig psykisk sygdom?
Det haster med et klart svar. Både for de mange mennesker, der rammes af mental mistrivsel og psykisk sygdom, for deres pårørende og for de ansatte, der skal løfte behandlingen og hjælpen.
I de tre år der er gået, siden regeringen lovede en psykiatriplan, har vi i Psykiatrialliancen været dybt involveret i forberedelsesarbejdet. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, både samlet og hver enkelt organisation, for at bidrage med vores bud på løsninger. Vi har deltaget i utallige arbejds- og følgegrupper, debatter og møder. Og vi har afleveret stakkevis af analyser og forslag. Over hele linjen har tonen og samarbejdet været konstruktivt og fremadskuende.
Da Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen præsenterede deres ambitiøse faglige anbefalinger til psykiatriplanen, var modtagelsen positiv. Styrelserne lagde al deres faglige autoritet ind i at lancere anbefalingerne. I brugernes, de pårørendes og de ansattes organisationer stod vi sammen om og bakkede op om anbefalingerne, og i Folketinget er der historisk bred opbakning.
Vi diskuterede indbyrdes og med politikere og embedsmænd, hvem og hvilke indsatser der skulle prioriteres højest og først: De voksne med de mest invaliderende sygdomme som bliver indlagt på underbemandede hospitaler og udskrevet til i mange tilfælde utilstrækkelig støtte og hjælp? De børn og unge der ikke tidligt nok får hjælp til at håndtere deres mistrivsel og begyndende sygdom? De pårørende som må tage over, hvor systemet svigter, og som får ødelagt deres familie og hverdag? De ansatte som hver eneste dag kæmper en heroisk kamp for at sikre værdighed og faglighed på hårdt belastede sygehusafdelinger og kommunale tilbud? Ønskerne og forslagene har været mange, fordi alle dele af psykiatrien har brug for mærkbare forbedringer.
Det eneste, ingen af os havde forestillet os, var, at det hele kunne munde ud i det rene ingenting. Men det er desværre det indtryk, vi sidder tilbage med, da vi hørte statsministerens svar i tirsdags.
Så kære statsminister, kære sundhedsminister, kære socialminister: Er det gigantiske og nødvendige arbejde, vi og mange andre har lagt i psykiatriplanen, spildt? Eller står I stadig ved jeres løfte om at “invitere til forhandlinger med henblik på at indgå en aftale om en 10-års plan for psykiatrien med forpligtende mål om blandt andet at mindske antallet af genindlæggelser, nedbringe ventetiden og øge gennemsnitslevealderen for borgere med psykisk sygdom”, som det står formuleret i jeres forståelsespapir med de tre støttepartier fra 2019?
Det haster med et klart svar. Både for de mange mennesker, der rammes af mental mistrivsel og psykisk sygdom, for deres pårørende og for de ansatte, der skal løfte behandlingen og hjælpen.
Med venlig hilsen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
