Læserbrev
Den udvidede artikel bag den forkortede version bragt i “Arbejderen”: “Papirtigeren i Haag”
https://www.linkedin.com/pulse/papirtigeren-i-haag-gorm-winther/?originalSubdomain=dk
Log ind for at svareDen internationale straffedomstol i Haag har for nyligt udstedt en arrestordre mod Vladimir Putin, der angiveligt er ansvarlig for en såkaldt ulovlig deportation af børn fra Ukraines territorium. Det er ganske vist – i hundredvis af ukrainske børn er blevet bragt til Rusland. De stakkels børn frister en værre skæbne end livet i krigszonerne i Donbass, på Krim eller i et ukrainsk børnehjem styret af russofobiske galninge – de kære små skal bortadopteres i Rusland – tænk sig, hvor kan disse russiske undermennesker dog gøre det! Ifølge Berlingskes debatredaktør Pierre Collignon er der “en dyb tørst efter barbari og tyranni i store dele af den russiske befolkning”, så intet under, at man finder plejefamilier og børnehjem i Rusland til de russiske børn, der har mistet deres forældre.
At den internationale straffedomstol på den måde lader sig misbruge af USA’s og Ukraines propaganda er tydeligt. Den falske anklage mod Putin og Maria Lvova-Belova hviler på et meget tyndt grundlag. Inden USA’s propagandastunt blev iværksat, besøgte den amerikanske justitsminister Merrick Garland Ukraine, hvor han mødte den internationale domstols chefanklager Karim Khan. Under Joe Bidens besøg i Polen blev den ukrainske misinformation omkring børnene bragt op af Biden.
Sandheden er, at det var en humanitær handling at redde forældreløse børn ud af en krigszone.
Påstanden om krigsforbrydelser er baseret på “et forskningspapir” betalt af den amerikanske forbundsstat. Den tvivlsomme rapport fra Yale School of Public Health’s Humanitarian Research Lab indeholder ikke objektive beviser, og den er mistænkelig uvidenskabelig på flere punkter. Man anvender ikke anerkendte videnskabelige metoder i form af kildekritik. I rapporten erkendes det, at man baserer sig på såkaldte “åbne kilder”.
Der findes ikke i rapporten et eneste gyldigt bevis eller en eneste forælder, der beretter om en bortførelse. Der er ikke tale om indsamling af fysiske beviser, kriminaltekniske undersøgelser, stikprøvetagning baseret på lister af ofre eller interview. I stedet anvender man indlæg på sociale medier (bots?), nyhedsrapporter, propagandistiske ukrainske regeringsmeddelelser og medier samt amerikanske regeringsinstitutioners propaganda. Den slags er tendentiøst.
Hvis sager om såkaldte deporterede børn imidlertid skal have de rette proportioner, er der måske fortsat nogle, der husker Clinton-administrationens Madeleine Albright, der i 1996 skønmalede folkemordet og de 576.000 døde børn i Irak. ”Det var det værd”, sagde hun.
Internationale tribunaler og domstole i Haag har ikke set det som opportunt at anklage vestlige regeringer for dokumenterede krigsforbrydelser begået i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.
NATO har tidligere indrømmet, at man kastede over 15 ton “beskidte” nedbrydelige uranbomber over Kosovo og Metohija og de sydlige dele af Serbien som Presevo, Bujanovac og Vranje. Resultatet af disse bombninger har ført til, at 30.000 mennesker hvert år rammes af kræft; hvor Serbien før bombningerne i 1999 årligt havde mindre end syv tusinde diagnosticerede kræfttilfælde.
Mere end 40.000 mennesker er døde i Venezuela siden 2017 som følge af amerikanske sanktioner, der førte til, at venezuelanske børn, voksne og ældre døde. Det viser en rapport offentliggjort i 2019 fra Center for Economic and Policy Research og den verdenskendte økonom Jeffrey Sachs. Rapporten konkluderede, at sanktionerne førte til knaphed på mad og medicin. Jeffrey Sachs bemærker, at sanktionerne bevidst var iværksat for at ødelægge Venezuelas økonomi og bane vejen for et regimeskifte. De mange dødsfald skyldes underernæring og mangel på drikkevand. Mangel på insulin, anden medicin og mangel på medicinsk udstyr og teknisk materiale, og dette er en forbrydelse mod menneskeheden. Der er tale om en subtil sadisme, hvis eneste formål er at skabe lidelse og død.
I stedet for at retsforfølge de, der er skyldige i dynger af børnelig, ikke bare i Venezuela, men også i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien, finder Den Internationale Straffedomstol det mere vigtigt at retsforfølge Putin på et bevisligt set meget tyndt grundlag.
Enestående partiskhed
I den sammenhæng kan med god ret spørge, hvorfor det for eksempel kun har været en Slobodan Milosevic og nu Vladimir Putin, man satte eller vil sætte på anklagebænken. Hvorfor så vi ikke det samme med Tony Blair, George W. Bush, Barack Obama, Donald Trump, Boris Johnson og Joe Biden? Hvordan kunne man anklage skikkelser som Ratko Mladic og Radovan Karadzic, uden at man også rettede anklage mod for eksempel Colin Powell, Donald Rumsfeld, Dick Cheney, Madeleine Albright, Hillary Clinton og på det seneste Antony Blinken og Victoria Nuland?
Chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol, britiske Karim Khan, der angiveligt skulle besidde merit indenfor international strafferet, har, siden han tiltrådte i 2021, ifølge Alfred De Zaya demonstreret en enestående partiskhed. Khan indstillede, at efterforskningen af krigsforbrydelser begået af USA i Afghanistan skulle standses. Dette afholdt ikke Den Internationale Straffedomstol fra uændret at beordre, at domstolen skulle fortsætte med efterforskningen af Taleban. Den ubehagelige sandhed for tilhængere af domstolens praksis er den, at ingen fra Vesten på noget tidspunkt, siden man oprettede denne domstol, har været anklaget og dømt.
Hverken Kina, USA eller Rusland anerkender domstolen, og det samme med Ukraine, Indien, Israel og andre lande. Ikke desto mindre samarbejder USA aktivt med domstolen og dirigerer den, så den agerer i USA’s interesse.
Den Internationale Domstol kan ikke retsforfølge en person, der befinder sig i et land udenfor domstolens jurisdiktion. Uafhængige eksperter omtaler Den Internationale Domstol som en “kænguru-domstol” (Kanguroo Court). Kritikken afdækker hastigt improviserede sager eller uregelmæssigheder omkring sagerne og domsafsigelserne. Endvidere omfatter sagerne en uærlig og inkompetent praksis, hvilket ytrer sig ved misinformation. Man udsteder politisk motiverede domme.
Domstolen har på grund af en række landes manglende accept og egen uformåenhed måttet indskrænke sig til at dømme afrikanske landsbytyraner. Vi skal her ikke glemme forløberen for straffedomstolen, det såkaldte tribunal for krigsforbrydelser i Jugoslavien. Et flertal af de dømte var serbere, mens for eksempel en muslimsk krigsforbryder som Naser Oric i Bosnien-Herzegovina senere frikendtes efter en appelsag i en bosnisk “retssal”.
Hvid mands byrde …
Domstolens etnocentricitet ligner i påfaldende grad EU’s lidt for åbenhjertige udenrigspolitiske chef, Josep Borrell, der beskrev Europa som en idyllisk “have” og resten af verden som en “jungle”. Ingen tvivl om, at det er den hvide mands byrde, der spøger her. I en moderne verden er det vestlige værdier, der skal bære al udvikling og bringe junglefolkene ind i globaliseringens tusindårsrige. Og for dem, der falder uden for det liberale gospel, er der behov for en disciplinerende moralsk overdommer for alting – Internationale tribunaler og domstole.
Så meget desto bedre er det at studere uafhængige kilders vurderinger af Ukraine-krigen. Når det kommer til folkenes ret til selvbestemmelse, er det forkert at tale om børn, der fjernes fra deres “eget land”. Befolkningerne stemte Donbass og Krim hjem til Rusland. Vælgerne ønskede sig beskyttet mod det folkemord, Ukraine har gjort sig skyldig i siden det ulovlige kup i 2014.
Alfred De Zaya påpeger, at retten til at bestemme, retten til at udtrykke sit ønske om selvbestemmelse, hvad enten det er intern eller ekstern selvbestemmelse, er en grundlæggende menneskerettighed. Denne rettighed er knæsat af FN’s internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Hvis en befolkning ønsker at afholde en folkeafstemning, er denne tilkendegivelse beskyttet af konventionen om borgerlige og politiske rettigheder.
Sandheden er, at det var en humanitær handling at redde forældreløse børn ud af en krigszone. Selv forældre, der overlevede de daglige terroristiske handlinger fra Ukraines side, udtrykte en glæde over, at Rusland reddede børnene fra den ukrainske terror iværksat med vestlig og dansk støtte.
At folkerepublikkerne Donetsk og Lugansks folkeafstemning kunne forløbe relativt gnidningsløst var et mirakel. Vælgere, der forfægtede deres demokratiske ret, risikerede at miste livet. Begge republikker afviklede valghandlingen under terroristiske bombardementer fra Ukraine, hvor en civil vælger blev dræbt. Afstemningen skete under overvågning af internationale observatører fra USA, Europa og Sydamerika.
Pressen, de sociale portaler og såkaldte eksperter herhjemme gungrer frydefuldt med i det russofobiske kor. Frederik Harhoff, tidligere dommer ved det såkaldte Internationale Tribunal for Jugoslavien, taler om, at det er en skamplet, at en præsident er anklaget for “krigsforbrydelser”. En temmelig underlig udtalelse al den stund, man må gå ud fra, at den anklagede er uskyldig, indtil andet er bevist.
Nazisme- og folkemordsbenægteren Christian Axbo Nielsen, tidligere “analytiker” ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Jugoslavien, hvidvasker den fascistoide junta i Kyjiv. Den vestlige medieverdens strøm af fupnyheder afløser kritisk journalistik. Axbo Nielsen hævder, at Ukraine ikke er mere naziinficeret end andre lande, og at den russiske befolkning ikke udsættes for forfølgelse.
Allerede før februar 2022 udtrykte vestlige kilder bekymringer over nynazismens fremmarch i Ukraine. Vestlige kilder, herunder det af USA finansierede Radio Free Europe (RFE); jødiske organisationer som Den Jødiske Verdenskongres og Simon Wiesenthal Center og Freedom House advarede om, at Kyjiv mistede magten. Folkemordet iværksat af Ukraine og tyranniseringen af den russiske befolkning og minoriteter kunne herefter foregå ustraffet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
