Et debat indlæg uden kommentarer hmm. Det er et meget aktuelt emne. Jeg har selv været igennem møllen og det er absolut ikke for folk med svage nerver. Tolv sagsbehandlere på 4 år. Igennem Ankestyrelsen flere gange men fik dog medhold. Jeg måtte til sidst hyre privat socialrådgiver som kostede mig mange penge, men hun var der hvor jeg fik støtte og ordentlig vejledning. Vi blev et team som heldigvis endte med førtidspension. Jeg har et ødelagt liv rent fysisk og savner mit arbejde så meget men må accepterer at mit liv er vendt 180 grader. Og at få Peter Hummelgaard i tale det er helt umuligt dette er prøvet adskillige gange. Kun kommer der svar fra ATS at Ministeren er glad for min henvendelse og han ser alle mails. Men han har altså travlt! Jeg tænker på alle de mennesker der må give op. Ingen skal ønske at havne i Jobcenteret. For den dag du træder ind der så har du næsten mistet al indflydelse på eget liv. Det er vist det man betegner som at være en social taber. Og hvis Du så er så uheldig at havne der på grund af en arbejdsskade så er det dobbelt så slemt for så får du kampen om erhvervsevnetab og den kamp er lige så sej og i mit tilfælde trods tilkendt erstatning af AES i 2021 så er den slet ikke færdig endnu. Så ingen erstatning udbetalt på grund af Forsikringsselskab klagede i Juli 2021 hmm. Jeg er måske naiv men hellere det end pessimist. Men jeg håber på bedring i systemet for fremtidige borgere. Vi bliver ikke regnet for borgere for vi lever jo af andres penge. Og det mener desværre mange at så burde vi bare bukke og skrabe og accepterer at vi ikke skal have lov til at have respekt og et tåleligt liv. Det lyder måske meget hårdt sadt op men sådan er det.
I maj måned bragte TV2 Østjylland historien om 28-årige Rasmus Søndermølle Dalgaard med flere autismediagnoser, der efter syv år i afklaringsforløb i Randers Jobcenter uden afslutning har fået PTSD og neurasteni. Hans læger havde forinden advaret de ansvarlige i jobcentret meget tydeligt om, at dette ville blive resultatet, hvis de fortsatte med at presse Rasmus over evne.
Det er desværre ikke et enestående eksempel på, at syge bliver behandlet dårligt i jobcentersystemet. Tværtimod har vi især siden daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens reform af førtidspension og fleksjob, der trådte i kraft 1. januar 2013, og sygedagpengereformen med ikrafttrædelse 1. juli 2014 set tusindvis af eksempler på, at mennesker er blevet endnu mere syge og belastede af at være i systemet, og at nogle også ligefrem har fået PTSD.
Vi er mange, der har skrevet eller talt om det igennem årene, og Psykiatrifonden og SIND har dokumenteret det i deres undersøgelse af syges møder med jobcenteret i 2019. Tal fra DREAM-databasen har endvidere vist, at der er mennesker, der er døde, mens de har ventet på en afklaring.
Det er afgørende, at politikerne forstår, hvad der er på spil for de sygemeldte, og hvad der belaster deres helbred og liv.
Psykiatrifonden og SIND’s hovedkonklusioner
En af de vigtigste konklusioner er, at en stor andel af de sygemeldte belastes på deres psykiske helbred og får både fysiske og psykiske stresssymptomer efter jobcenterforløb. Længden af tid i systemet er omvendt proportional med deres psykiske trivsel.
Allerede efter seks måneder belastes borgerne, og efter 1-2 år er belastningen markant. Depression og angst er nogle af de typiske symptomer. Den belastning er så voldsom, at den giver nogle af borgerne selvmordstanker. Jo længere tid de fastholdes i jobcentersystemet, og jo mere psykisk sårbare de er, desto større er risikoen for selvmordstanker.
Selvfølgelig er det svært helt at adskille, hvad der skyldes jobcentrets påvirkning, og hvad der skyldes sygdom, der findes i forvejen. Men undersøgelsen dokumenterer, at jobcentret bidrager til, at borgere får depression, angst og selvmordstanker – og at nogle rent faktisk suiciderer.
Mange sygemeldte oplever, at jobcentret ikke respekterer de lægelige vurderinger af deres helbred og skånebehov, men presser dem over evne.
Det er også velkendt, at en meget langvarig stresstilstand i sig selv kan bevirke udvikling af flere alvorlige fysiske sygdomme.
Der er mange årsager til disse belastninger. Psykiatrifonden og SIND fastslår blandt andet, at mange sygemeldte oplever, at jobcentret ikke respekterer de lægelige vurderinger af deres helbred og skånebehov, men presser dem over evne. Det truer dem på både helbred og liv, fremtidig økonomi og arbejdsidentitet. Dét er store trusler for et menneske.
Dertil kommer grundliggende usikkerhed og uvished om, hvornår der kommer en afklaring af deres sag, og hvad den vil betyde for dem. Det er slemt at være fuldstændig uden egen magt og kontrol over sit liv i så mange år. Når det lægges sammen med store begrænsninger af funktionsevnen, er man meget sårbar over for kommunale beslutninger om ens liv.
PTSD er en reaktion på, at man har været udsat for en livstruende begivenhed eller et traume eller været vidne til, at nogen anden er blevet det. Her betyder ”livstruende” oplevelsen eller følelsen af at være truet på livet – følelsen opstår i amygdala. Det er underordnet for reaktionen, om man reelt er livstruet.
Psykiatrifonden og SIND bruger ikke begrebet PTSD i deres undersøgelse. Og det kan være svært at sige, præcis hvornår en belastningstilstand går over i en posttraumatisk belastningstilstand, især hvis borgeren fortsat udsættes for traumebelastningen.
Men det er ikke for meget at konkludere ud fra undersøgelsen, at mange sygemeldte borgere erfarer jobcentersystemet som traumatiserende. Beskæftigelsespolitikken og forvaltningen heraf indebærer i sig selv et traume over for syge mennesker, og i nogle kommuner vil man kunne tale om psykisk tortur.
Messerschmidts spørgsmål til beskæftigelsesministeren
Hvorfor tillader politikere i Folketinget og kommunerne systematisk traumatisering af medborgere? Er det manglende evne til at forstå eller manglende vilje til at ændre på lovgivningen og forvaltningskulturen?
Rasmus-sagen har nu fået formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt til 27. maj at stille beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard fire § 20-spørgsmål.
Han har spurgt, (S 976) om der er et generelt problem med, at folk får PTSD på landets jobcentre; (S 978) om beskæftigelseslovgivningen er tilstrækkelig og meningsfuld; (S 977) om hvad, ministeren mener, der bør gøres for at undgå, at folk bliver syge af mødet; og (S 979) om hvad han vil gøre for at sikre, at kommunerne behandler folk ordentligt, så de ikke bliver kastebold i systemet i årevis.
Ministerens svar
Den 7. juni svarede beskæftigelsesministeren på spørgsmålene. Jeg omtaler i det følgende svarene i deres helhed (svarene findes samme sted som spørgsmålene).
Han nedtoner problemerne ved at karakterisere sager som ”ulykkelige” og ”enkeltsager”. Han vasker hænderne ved at pointere, at et jobcenter ifølge lovgivningen ikke må henvise en borger til aktiviteter, som kan forværre helbredet; og han bryster sig af justeringer af reglerne om ressourceforløb i 2018 og 2020. Bliver nogen alligevel mere syge undervejs, så er det kommunernes ansvar.
Han indrømmer, at der på kommunalt niveau er et systemisk problem: ”Historierne (…) viser dog, at systemet ikke fungerer efter hensigten”, og ” … at der er behov for at gøre noget fundamentalt anderledes.” Hvad, der skal gøres fundamentalt anderledes, konkretiserer han ikke.
Der er behov for fundamentale lovændringer hele vejen rundt.
Hans største handling i denne sammenhæng er, at han 3. juni har sendt et brev til alle landets borgmestre for at give kommunerne ”nogle sunde værdier og normer (…) i sagsbehandlingen”. Heri understreger han, at de har ”pligt til at sikre, at alle borgere mødes med værdighed og ordentlighed, samt at der tages hensyn til borgerens helbred i beskæftigelsesindsatsen”.
Derudover vil han overveje, hvilke fundamentale forandringer der skal til, og til efteråret indkalder han forligskredsen bag reformen af førtidspension og fleksjob til en kritisk gennemgang af reformen. De skal ”drøfte”, hvordan de ”kan justere reformen, så færre kommer i klemme, og flere hjælpes godt videre.”
Den gennemgang er, sammen med en kritisk gennemgang af sygedagpengereformen, noget regeringen har lovet støttepartierne i deres fælles forståelsespapir fra 2019.
Men dette er kun skildpaddeskridt og langtfra nogen ansvarlig, adækvat måde at reagere på fremkaldelsen af et så alvorligt systemproblem! Der skal tages meget større skridt.
Lovgivning og praksis
Det er også en sandhed med modifikationer, at loven forbyder kommunerne at sende borgerne ud i helbredsforværrende indsatser.
Selvom der findes passager i lovgivningen om førtidspension og fleksjob, der forbyder helbredsforværrende aktiviteter, så er der også strikse krav til kommunernes dokumentation for, at arbejdsevnen er varigt nedsat og ikke kan udvikles. Reformen har svækket respekten for den empiriske virkelighed og kompensationen for nedsat arbejdsevne.
Også efter justeringer af reglerne om ressourceforløb har Ankestyrelsen givet kommuner medhold i en række afgørelser, hvor meget syge folk med helt ubetydelig arbejdsevne var blevet tilkendt nye ressourceforløb, som de blev mere syge af at være i. Samme tendens ses i retspraksis på området.
Lad os heller ikke glemme, at Mette Frederiksen med de årlige beskæftigelsesmål i 2013-2014 forpligtede kommunerne til at leve op til måltal for maksimale antal nytilkendelser af førtidspension. Det kunne de kun gøre ved langvarigt at placere mange syge mennesker på andre ydelser, blandt andet ressourceforløb og kontanthjælp.
Derudover påvirkes den kommunale forvaltningspraksis også af lovgivning om statsrefusion til kommunerne, budgetlov og stramme økonomiaftaler mellem regeringen og kommunerne, der har presset kommunerne økonomisk igennem en årrække.
Behov for fundamentale lovændringer
Derfor mener jeg ikke, at det er godt nok med en moralsk appel til kommunerne om at opføre sig ordentligt, lidt sniksnak om en kritisk reformgennemgang til efteråret og så den toårige afklaringsret til aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, som efter sigende er en del af aftalen om en ny kontanthjælpsreform.
Der er behov for fundamentale lovændringer hele vejen rundt. De skal som minimum sikre en begrænsning af afklaringsperioden for alle sygemeldte i jobcentrets regi til maksimalt 1-2 år, og at lægevurderinger af deres helbred og skånebehov bliver respekteret.
Det burde ikke være vanskeligt at sikre syge disse grundliggende rettigheder, hvis der var vilje nok hos regeringen og forligspartierne. Den vilje har vi dog stadig til gode at få at se.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.