En væbnet afkolonisering
Vi er i dag samlet til demonstration under parolen “Ja til fred og nedrustning”.
Det er desværre blevet en al for aktuel parole, som opfordrer til en fælles kamp for en verden uden krig og oprustning.
Ruslands invasion af Ukraine bragte rigtige mange i Europa i chok. En stor set samlet vestlig presse var helt ensidigt med til at understøtte denne chokfølelse og fortvivlelse. I præcist i denne situation anvendte Mette Frederiksen chokterapiens skræmmende styrke ved at udskrive en folkeafstemning om Danmarks forsvarforbehold. Ikke på argumenter, men på følelser og frygt.
Om 11 dage, den 1. juni, skal danskerne så endnu engang stemme om et vigtigt spørgsmål, der vedrører Danmarks placering i EU.
Et flertal af Folketingets partier har i fællesskab gennemført et psykologisk og politisk overgreb mod den danske befolkning. Afstemningen om afskaffelse af det danske forsvarsforbehold er sat på dagsordenen for at udnytte den aktuelle og afmægtige følelse af frygt for krigens eskalering i den danske befolkning.
Det er magtmisbrug og politisk kynisme. For der er ingen saglige argumenter for at fjerne forsvarsforbeholdet.
Kan I huske tilbage i februar måned, da udenrigsminister Jeppe Kofod sagde:
“Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod.”
Nu har piben fået en helt anden lyd. Nu skal vi passe på ikke bare Danmark, men på hele EU.
Foto: Andreas Bülow/Fredsinitiativet
Problemet er blot, at fjernelsen af forsvarsforbeholdet ikke betyder, at der bliver “passet bedre på vores land”, for nu at bruge udenrigsministerens ord, men heller ikke Europa. Hvem er det, vi skal være på vagt overfor? Hvem er det, der i denne sammenhæng er Danmarks fjender, og hvor EU samlede militære styrke skal anvendes?
I Lissabontraktatens artikel 42, som fastlægger rammerne for EU’s militære operationer, står der:
“Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik udgør en integreret del af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område med henblik på fredsbevarelse, konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt.”
Det er lige præcist derfor, at seks ud af syv af EU’s nuværende militære operationer foregår i Afrika.
Så et ja til at fjerne forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark kan kastes ud i internationale konflikter, eksempelvis tvinges ud i Frankrigs terrorkrig i Afrika, som det beskrives i avisen “Altinget”. Det vil svække Danmarks nationale selvbestemmelse og styrke EU’s imperialistiske ambitioner. Derfor siger vi nej den 1. juni.
Regeringen og de øvrige ja-partier har udnyttet situationen til – uafhængigt af afstemningen – at sætte gang i en forstærket oprustning. Nu skal krigsbudgettet øges med 18 milliarder om året alene i Danmark. Denne støtte til krigsoprustning og dermed vækst for NATO må vække alle fredselskende til alvorlig bekymring.
Hvorfor? Fordi NATO ikke er en “forsvarspagt”, men en angrebspagt, som først og fremmest er et redskab for USA-imperialismen. Det er velkendt, at USA som global supermagt godt nok fortsat er den største og stærkeste magt, men det er en magt, som er svækket og er for nedadgående. USA-imperialismen kæmper desperat for at opretholde sin globale magt. Ikke som “frihedens flamme”, men – som en del af det imperialistiske verdenssystem – for at sikre den amerikanske militærindustri, den amerikanske monopolkapital og deres dollarmilliardærer fortsat adgang til profit og magt.
Lad os derfor gi’ hinanden hånd på at få de mange nejsigere, der endnu ikke ved, om de vil stemme, til stemmeurnerne den 1. juni.
I den aktuelle krig i Ukraine har USA da heller ikke lagt skjul på, at krigen ikke længere er et spørgsmål om Ukraines frihed, men et spørgsmål om at tilføje Rusland et afgørende både militært og økonomisk nederlag. Hvem kan det – ikke Ukraine, men det kan USA alene med NATO i ryggen.
Derfor er tiden også til at kritisere og afdække NATO’s rolle. I en situation med krig og oprustning er det aldrig “upassende” eller “et forkert tidspunkt” at kritisere hverken USA eller NATO. Det er tydeligt i dag, at krigen i Ukraine er en uretfærdig imperialistisk krig. Det er derfor, vi er modstander både af Ruslands invasion og krig i Ukraine, men også af NATO’s vanvittige krigsoprustning, deres udvidelse i Europa fra 12 til 30 medlemslande og stadig dybere deltagelse i krigen.
De virkelige konsekvenser af krigen og oprustningen vil vi se de kommende måneder og år. Ikke bare i Ukraine og Europa, men i verden som sådan. Og måske i særlig grad i Afrika. Allerede nu ser vi, hvordan konsekvenser af krigen og klimaforandringer med tørke og global usikkerhed med konsekvenser for blandt andet produktionen af korn, soja og raps vil få enorme konsekvenser. Ikke for nogle få millioner, men for mange millioner af mennesker, som desperat vil blive drevet på flugt som en konsekvens af denne alvorlige situation, hele det internationale samfund befinder sig i. Derfor er der ingen anden vej end at skabe fred og nedrustning.
Jeg skal slutte med en sidste opfordring. Vi har 11 dage til at gi’ den en ordentlig skalle i agitationen for et nej til afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Man kan frygte, at mange af dem, som ikke vil stemme, ville stemme nej, hvis de kom til stemmeurnerne. Lad os derfor gi’ hinanden hånd på at få de mange nejsigere, der endnu ikke ved, om de vil stemme, til stemmeurnerne den 1. juni.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
