Israel fortsætter med at bombe skoler, hospitaler, kirker, moskeer og flygtningelejre. De rammer områder i Libanon, Iran og Yemen og har indtil videre kostet over 42.000 palæstinensiske liv. Alligevel har de ikke været i stand til at få deres israelske gidsler tilbage. Hvordan kan Israel og Vesten påstå at vide, at gidslerne ikke befinder sig der, hvor Israel udfører sine tæppebombninger? Det virker næsten som om, de er ligeglade.
I mere end et år har kampen for at få gidslerne tilbage været en konstant politisk erklæring, hvor vestlige ledere, fra Kamala Harris til europæiske statsledere, gentager, at “vi arbejder på det”. Men hvad har det reelt ført til?
Er det acceptabelt, at ord er det eneste, vi har?
Der er blevet talt meget, men der er ikke sket noget konkret. Hvad er meningen med at gentage det samme mantra, når det ikke fører til handling? Som en pladespiller, der er gået i stå, fortsætter Harris med at insistere på, at “vi arbejder på at få en aftale”, mens israelske ledere stolt præsenterer deres kort over et større Israel.
Det virker som om, Israel er mere optaget af at udvide bosættelser og territorium samt fremvise deres “greater Israel”-kort til FN og Kongressen end af at befri gidslerne. Gidslerne bliver brugt som politiske værktøjer, og denne hykleriske retorik skjuler en manglende vilje til at handle. At “arbejde på en aftale” er blevet en politisk frasering, der dækker over denne brutalitet og manglende handling.
Verden må konfrontere dette med den alvor og retfærdighed, det kræver. Er det acceptabelt, at ord er det eneste, vi har? Er det acceptabelt at se tusindvis af liv gå til spilde, mens vi venter på en aftale, der aldrig synes at komme?
Det ville ikke undre mig, hvis enten Harris eller Trump efter valget får løsladt gidslerne og dermed hyldes som den, der fik dem hjem, mens den politiske virkelighed fortsætter uændret.
Hvis jeg var israeler, ville jeg føle dyb skam. At være i stand til at bombe al infrastruktur, være i krig med tre andre lande, tage 42.000 palæstinensiske liv og gøre det livsfarligt at være jøde – og stadig ikke kunne bringe gidslerne hjem.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.