Høring på Arbejdermuseet 6. august
Mens vi herhjemme nyder, at vinterens mørke med hastige skridt bliver fortrængt af solens livgivende stråler, er lyset for alvor ved at brænde ud for en palæstinensisk fremtid i Gaza. I syv måneder har Israel smidt bomber og raseret beboelsesområde efter beboelsesområde fra nord til syd. Ikke et eneste menneske i Gaza er uberørt af angrebenes rædsler, og langt størstedelen af befolkningen er blevet internt fordrevet flere gange siden oktober.
Intet sted er sikkert. Humanitære zoner angribes, teltlejrene, som de internt fordrevne søger ly i, patruljeres af de samme IDF-soldater, som har fordrevet dem og ødelagt deres hjem. Sundhedsvæsenet i Gaza er for længst kollapset, efter at Israel målrettet har besat og smadret alle hospitaler på nær nogle enkelte i det sydlige Gaza. Den israelske kontrol med grænseområderne betyder, at nødhjælp ikke kommer ind – heriblandt livsnødvendigt brændstof til de få tilbageværende hospitaler, som kører på nødblus. Strømsvigt sker derfor konstant med dødelige konsekvenser for de alvorligt sårede og de nyfødte.
Historien kommer til at dømme de israelske ledere og deres allierede hårdt.
Situationen er katastrofal, og nødhjælpsorganisationer og FN har længe været i desperat opråb for at få Israel til at stoppe angrebene og lade den nødvendige nødhjælp komme frem. Men i stedet er der ifølge FN blot kommet seks lastbiler med hjælp igennem til Gaza siden 5. maj. Sult og sygdom angriber civilbefolkningen side om side med den voldelige besættelsesmagt.
Nu har det israelske regime så igangsat den sidste del af planen om total destruktion af Gaza. Rafah i syd, det sidste tilflugtssted for palæstinenserne, er stik imod alle Israels allieredes opråb blevet invaderet af den israelske hær. Byen, som inden oktober var hjemsted for omkring 250.000 palæstinensere, husede i starten af maj 1,4 millioner mennesker. 600.000 af dem er nu endnu engang på flugt, omend flere af dem allerede har måtte indse, at der ikke er flere steder at flygte hen.
Den sydafrikanske delegation, der fører sagen mod Israel for folkedrab ved Den Internationale Domstol, kaldte den 16. maj Rafah for det sidste håb for en palæstinensisk fremtid i Gaza. Resten af striben er ødelagt. Angrebene fortsætter i nord, og den israelske forsvarsminister har udtrykkeligt advaret palæstinenserne om ikke at rejse tilbage til den nordlige del. Så når Rafah falder, er der ingen steder at genopbygge civilsamfundet fra.
Uanset hvor man står på spørgsmålet om områdets fremtid, er de israelske overgreb på civilbefolkningen gået for langt. Det er senest illustreret af, at anklageren hos Den Internationale Straffedomstol (ICC) har anmodet om en arrestordre på premierminister Netanyahu og forsvarsministeren. Sådan en anmodning kommer efter lang tids vurdering af et panel af jurister, og det sker altså kun i alleryderste konsekvens.
Det palæstinensiske folk i Gaza er ikke ansvarlig for Hamas’ forbrydelser mod Israel, og det er ikke længere blot civile liv, der er på spil. Det er et helt folks fremtid. Hvis palæstinenserne skal have nogen som helst chance for at genopbygge et samfund i Gaza, skal der handles nu. Israelske styrker skal ud, nødhjælp skal ind, og befolkningen skal have akut hjælp fra det internationale samfund til genopbygningen.
De nuværende omstændigheder – bevidst destruktion af sundhedsvæsenet, påtvungen sult, frarøvet drikkevand og komplet ødelæggelse af infrastruktur og beboelse – er åbenlyse forbrydelser mod Folkedrabskonventionens artikel II. Og det må være på tide, at den danske regering vågner op og stopper med at svigte menneskerettighederne og den palæstinensiske civilbefolkning.
Lars Løkke har – heldigvis – udtrykt sin omend tilbageholdende støtte til en arrestordre på de israelske ledere, hvis Den Internationale Straffedomstol godkender anmodningen fra anklageren, men hverken Løkke eller vores statsminister har på noget tidspunkt fordømt den israelske regering for de åbenlyse overgreb.
Historien kommer til at dømme de israelske ledere og deres allierede hårdt. Og hvis ikke vores magthavere her i Danmark snart åbner øjnene, ender billedet af Mette Frederiksen, der trykker hånd med Netanyahu, med at blive Danmarks bidrag til den historieskrivning.
Tiden rinder ud for håbet om en palæstinensisk fremtid.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
