Læserbrev
“Situationen har ændret sig. Regimets principprogram er blevet synliggjort, eksemplificeret ved nationalitetsloven vedtaget i 2018 eller den åbne diskussion om formelt at annektere dele af Vestbredden i 2020. Den facade Israel i årevis arbejdede på at opretholde er nedbrudt.”
Således begrundede den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem i 2021 beslutningen om at betegne israelernes behandling af palæstinenserne i Israel og i de besatte områder som apartheid. Human Rights Watch (HRW) og Amnesty International (AI) tilsluttede sig konklusionen. HRW og AI erklærede sig også enige i, at ændringen er, at regimet har synliggjort langvarig lovgivning og politik.
Når konfliktens årsager og besættelsen forties, forledes man til at tro, at palæstinensernes anvendelse af vold er motiveret af antisemitisme.
AI gør for eksempel opmærksom på, at nationalitetsloven kodificerer årtiers diskrimination af palæstinensere. Annektering af Jordan-dalen på Vestbredden vil formalisere virkeligheden af systematisk israelsk dominans og undertrykkelse, nævner HRW, mens AI tilføjer, at forslag herom blev fremsat i juni 1967. Den formaliserede virkelighed er årtiers lange bekæmpelse af det “demografiske problem”, nærmere bestemt antallet af palæstinensere i Israel og de besatte områder.
Israel ønsker at annektere de besatte områder, men ikke palæstinenserne, der vil underminere det jødisk demografiske overherredømme og derfor udskiftes med bosættere. HRW og AI angiver, at Israel fra statens oprettelse har anset palæstinenserne for en “demografisk trussel” og følgelig tilstræbt at konfiskere deres jord og ejendom, fordrive, segregere og kontrollere dem.
Ro, orden og kontrol
Ovenstående konklusioner affødte ingen reaktion. Europakommissionen antydede i januar 2023, at kritikken var antisemitisk. Måneden efter påpegede HRW, at Israel i 2022 dræbte flere palæstinensere på Vestbredden end noget andet år, hvilket ikke burde overraske, da politikken rækker mange år tilbage, hvorfor det burde være umuligt for EU at fortsætte med “at foregive, at undertrykkelsen er midlertidig”, anførte HRW og fortsatte:
“Alligevel er det præcis, hvad EU fortsætter med at gøre ved at genanvende tomme, gamle slogans om en to-statsløsning og behovet for at genoprette ro, kontrol og status quo. Alt imens enhver europæisk diplomat ved, at status quo indebærer opretholdelse af daglig undertrykkelse, ydmygelse og lidelse forbundet med at leve under apartheid.”
Det israelske regimes tilintetgørelse af det palæstinensiske folk hviler på et fundament af historiemørklægning. I december 2022 afviste EU’s medlemslande at støtte et forslag om at anmode Den Internationale Domstol om at fremsætte en udtalelse vedrørende Israels længerevarende besættelse. Tre måneder senere afstod EU-landene i FN’s Menneskerettighedsråd fra at stemme for at etablere en undersøgelseskommission med mandat til at belyse konfliktens hovedårsager, “i kontrast til deres støtte, hvad angår undersøgelseskommissioner i andre lande“, noterede HRW.
Statsministeren havde derfor ret i, at det er historieløst at sammenligne palæstinensiske og israelske ofre. Palæstinensere dræbes i stilhed. Massakren i 2014 er illustrativ. Også denne gang fik Israel grønt lys af EU til at forsvare sig. Drabene på tre israelske drenge på Vestbredden 12. juni udløste retten til selvforsvar. To palæstinensiske drenge var måneden inden blevet dræbt, men da sådanne drab er rutine, blev eskalationen dateret til 12. juni, og ansvaret var palæstinensernes.
Rabbani fra International Crisis Group skrev dengang, at “den institutionelle ligegyldighed over for palæstinensisk liv i Vesten, er med til at forklare, ikke bare hvorfor palæstinensere griber til vold, men også Israel seneste angreb på Gaza.”
I 2018 forsøgte palæstinensere i Gaza sig med fredelige demonstrationer for at blive mødt af israelske snigskytter, der skød ubevæbnede demonstranter, børn, handicappede, sundhedspersonale og journalister. Demonstranterne ønskede at gøre opmærksom på den humanitære situation i Gaza. “En kæmpe koncentrationslejr” kaldte Israels leder af sikkerhedsrådet Giora Eiland tilbage i 2004 Gaza.
Situationen i lejren blev dog værre. Ifølge den israelske journalist Amira Hass gav EU (og USA) Israel grønt lys til at “ødelægge, dræbe og påføre lidelser uden fortilfælde” i 2006, da de stod bag en boykot af den demokratisk valgte Hamas-regering. Israel iværksatte herefter en ulovlig blokade af Gaza og indespærrede to millioner mennesker på 365 kvadratkilometer.
Israel begrænsede indtil 2010 palæstinensernes kalorieindtag til et “humanitært minimum”. FN erklærede i 2012, at Gaza ville være ubeboelig i 2020. 7.783 palæstinensere, heraf 1.745 børn, blev dræbt i perioden 29. september 2000 til 7. oktober 2023, af hvad regimet kalder “græsslåning“. De kendsgerninger udelades fra den officielle historie. Palæstinensisk voldsudøvelse er det eneste, der forstyrrer roen, og Israel handler derfor pr. definition i selvforsvar.
Når konfliktens årsager og besættelsen forties, forledes man til at tro, at palæstinensernes anvendelse af vold er motiveret af antisemitisme. Ukendskab til regimets politik med at fordrive, kontrollere og segregere gør det også svært at forstå advarslen fra FN’s rapportør, der 14. oktober sagde:
“Israel har allerede udført omfattende etnisk udrensning. Igen i selvforsvarets navn forsøger Israel at retfærdiggøre, hvad der ville udgøre etnisk udrensning.” Og så alligevel ikke, for situationen har ændret sig. Regimet synliggør sit program, hurtigere end EU kan nå at mørklægge det.
Disciplin
“En af de trusler landet står overfor”, betegnede Netanyahu i 2009 en rapport fra FN, der kortlagde Israels seneste angreb på Gaza. Angrebet beskrev FN som “forsætligt disproportionalt udført med henblik på at straffe, ydmyge og terrorisere den civile befolkning.” Netanyahu frygtede, at rapporten ville delegitimere Israels ret til selvforsvar.
Det var dengang, regimet forsøgte at opretholde facaden. I dag bekendtgør regimet på forhånd dets forsæt til i bedste fald etnisk udrensning og i værste fald folkemord. “Der vil ikke være elektricitet, vand, mad eller brændstof, alt vil blive lukket. Vi bekæmper menneskelige dyr og vi vil handle derefter,” sagde den israelske forsvarsminister 9. oktober.
Det rokker ikke ved EU’s støtte. EU’s behov for orden og kontrol fordrer dog, at regimets ordrer til soldaterne om ikke at skåne nogen, men dræbe mænd og kvinder, børn og spæde, fortolkes i overensstemmelse med retten til selvforsvar. Det kræver disciplin. Information i almindelighed og Rune Lykkeberg (RL) i særdeleshed tjener som eksempel på denne disciplin. “Grænsen for Israels legitime selvforsvar er nået“, skriver RL 20. januar. Konstruktionen “legitime selvforsvar” er interessant, da krigen hverken er legitim eller udtryk for selvforsvar. RL gav selv regimet rygdækning 31. oktober, hvor han skrev:
“Israel har ubetinget ret til at forvare sig. Hvis Israel aktuelle kritikere ikke anerkender den ret, og hvis de ikke holder Hamas ansvarlig for massakren, mister de enhver autoritet i forhold til at ville holde Israel ansvarlig.“
RL har ret i, at den officielle betingelse for at holde Israel ansvarlig er at tage afsæt i tidspunktet, Israel blev angrebet. De månedlange demonstrationer rundt om i Europa er tegn på, at stadig flere afviser at lade sig belære af institutioner, der har beredt vejen for et plausibelt folkemord. Klapjagten på demonstranterne er ligesom krokodilletårerne over de forudsigelige konsekvenserne af støtten til regimet et forsøg på at opretholde egen facade og genetablere ro, orden og kontrol.
Kilder
B’Tselem: A regime of Jewish supremacy from the Jordan River to the Mediterranean Sea: This is Apartheid
Human Rights Watch: A Threshold Crossed: Israeli Authorities and the Crimes of Apartheid and Persecution, Human Rights Watch, april 2021
Amnesty International: Israel Apartheid against Palestinians: A Cruel System of Domination and Crime Against Humanity, Amnesty International, 1. februar 2022
AI s. 65
HRW s. 3
AI s. 65
Amnesty International s. 63
Eva Geddie: EU needs to acknowledge the reality of Israeli apartheid, Amnesty International, 23. marts 2023
Claudio Francavilla: EU Buries Head Deeper in Sand over Israel’s Apartheid, Human Rights Watch, 9. februar 2023
Ibid
Ibid
Emma Inge Hansen: Mette Frederiksen langer ud efter journalist: “Aldeles Historieløst”, Netavisen Pio, 11. oktober 2023
Mouin Rabbani: Institutionalised Disregard for Palestinian Life, London Review of Books, 9. juli 2014
Abier Almasri: Why the Gaza protests won’t stop, Human Rights Watch, 29. marts 2019
David Rosen: From Concentration Camp to Concentration Territory, Counterpunch, 24. november 2023
Amira Hass: A European Green Light to Kill, Destroy and Pulverize Gaza, Haaretz, 11. august 2014
The United Nations Country Team: Gaza in 2020: A liveable place? A report by the United Nations Country in the occupied Palestinian Territory, august 2012
B’Tselem, Fatalities All Data, Main Data (6. oktober 2023), United Nations: Two years On: People Traumatized During the “Great March of Return” are Still Struggling, United Nations, 6. april 2020
UN: UN expert warns of new instances of mass ethnic cleansing of Palestinians, calls for immediate ceasefire´ UNHROC, 14 oktober 2003
The Jerusalem Post: PM: Israel faces the “Goldstone Threat”, The Jerusalem Post, 23. december 2009
UNGA: Report of the United Nations Fact-Finding Mission on the Gaza Conflict, § 1893, 25. september 2009, UN Doc A/HRC/12/48
Ibid
Oliver Holmes & Ruth Michaelson: Israel declares siege of Gaza as Hamas threatens to start killing hostages, The Guardian, 10. oktober 2023
Haaretz editorial: Israel is Paying the Price for its Bigmouths, Haaretz, 12. januar 2024
Rune Lykkeberg: Danmark må gøre alt for at stoppe Israels krig – Netanyahu efterlader ingen tvivl om hvorfor, Information, 20. januar 2023
Rune Lykkeberg: Israels allierede må råbe op: Hold pause, og sæt grænser for krigen nu, Information, 31. oktober 2023
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
