Mange danskere er dybt afhængige af deres biler, fordi den offentlige transport er dyr og utilgængelig. Det er ikke bæredygtigt for vores samfund. Bedre og billigere offentlig transport i hele landet er nødvendigt for både klima og sammenhængskraft – og så ville det være inflationshjælp, der faldt på et uhyre tørt sted.
For få uger siden fremlagde Enhedslisten et fornuftigt og retfærdigt udspil om at halvere billetprisen på bus og tog som et led i inflationshjælpen. I Tyskland og Spanien har man gjort det samme med enorm succes, så nu bør Danmark følge trop. Og pengene? Ja, de skal findes i den kulsorte infrastrukturplan ved at sløjfe en række svinende motorvejsprojekter. Det er klogt at give danskerne et billigere og grønnere alternativ til privatbilismen, når vi står midt i en krise. Og selvom Enhedslistens udspil tager udgangspunkt i halv pris frem til januar 2024, så håber jeg, det bliver springbrættet til en permanent reduktion i de høje billetpriser.
Lad os køre kollektivt ud af klimakrisen!
Fremtidens transportform er nemlig kollektiv. Det er afgørende for den grønne omstilling, at vi også omstiller vores vaner. I dag, når vi kører til og fra arbejde, er der i gennemsnit 1,08 personer i hver bil. Vi sidder mutters alene og udleder i hvert vores køretøj. Og selvom vi alle er opmærksomme på den klimakrise, vi står midt i, så er antallet af biler på vejene stigende. Det er komplet uansvarligt, at der ikke er politisk fokus på at omlægge den tendens – enhver burde da kunne se fornuften i at reducere vores udledninger ved at transportere flere mennesker på mindre plads. Men nej, i stedet kan vi vente os flere motorveje, selvom vi ved, at flere veje skaber flere privatbilister.
Vi skal satse meget mere på offentlig transport. Det handler både om at sætte prisen markant ned, men også om udbygning af den kollektive trafik. I dag er der nemlig en enorm ulighed i adgangen til grønne transportformer mellem land og by. Enhver, der er opvokset uden for København, har været efterladt ved busstoppestedet. Hvis vi skal sikre bæredygtige transportformer, er det også afgørende, at de er tilgængelige – både på landet, i byerne og til udlandet.
Det puster både til uligheden og klimakrisen, at store dele af danskerne er så afhængige af deres biler. Det grønne valg skal være det nemmeste og billigste valg. Lad os køre kollektivt ud af klimakrisen!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


