Analyse
I afsnit 3) skulle have stået: det prorussiske Janukowich-styre.
AL
I Ukraine-debatten på P1 torsdag den 26. januar – hvori blandt andre Lotte Rørtoft-Madsen, formand for Kommunistisk Parti, deltog red. – fik hovedsageligt militærfolk ordet. Derfor forudsigeligt at flere våben til Zelenskij-regimet og dybere NATO-involvering inklusiv fra Danmark var vejen frem for at påføre et russisk nederlag. Totalt fraværende var følgende:
1) I Ukraine lever flere millioner russere, som, længe før Putin-regimet intervenerede, har fået frataget eller beskåret rettighederne til deres sprog, offentlige stillinger, journalistisk virksomhed, til at drive nyhedsvirksomhed, websites og senest deres virke gennem politiske partier og andre organisationer.
På den offentligt tilgængelige Myrovets-liste optegnes inden- og udenlandske “fjender af Ukraine”, herunder danske Jens Jørgen Nielsen, som er blevet fyret, da den sagnomspundne ytringsfrihed ikke gælder her, samt fredsforskeren Jan Øberg, Roger Waters fra Pink Floyd og mange flere. Når de er uskadeliggjort, overstreges deres fotos på Myrovets med stemplet ‘likvideret’.
2) Ophør af denne apartheidvirksomhed må være en del af en forhandlingsløsning. Om denne er mulig med Zelenskij-regimet ved magten er tvivlsomt, da Kyjiv-styret i tilgift åbenlyst holder mindet om Stepan Bandera i hævd som nationalt ikon.
Bandera var leder af en fascistisk organisation, der stod bag massakren på tusinder af polakker og jøder. Simon Wiesental-centret er blandt flere jødiske organisationer, der har fordømt helligdagene og mindemarcherne for Bandera. Den nazistiske Azov-bataljons indlemmelse i regeringshæren i Ukraine er velkendt.
3) I otte år siden Maidan-kuppet, som USA var impliceret i, og som omstyrtede det prorussiske Janukowich-styre – efterfulgt af blandt andet mordbrænding af et halvt hundrede fagforeningsfolk i Odessa – har Kyjivs hær bombet byer i Luhansk og Donetsk. 14.000 er dræbt her, hovedsageligt civile.
Det store russiske flertal ønskede selvstændighed/autonomi, som der var lagt op til i Minsk-aftalerne, som viste sig at være svindel fra vestmagternes side, sådan som ekskansler Merkel har afsløret det. Over 800.000 russere, der i generationer har boet i Luhansk og Donetsk og det øvrige Donbass, er flygtet. Dette nævnes ikke med ét ord, når der tales om flygtninge fra Ukraine. Tror nogen seriøst, at de er flygtet fra egne militser eller russiske soldater?
Dette kan hånligt nedgøres som “naiv pacifisme”. Men det kan også kaldes “krig mod krigen”, sådan som Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg stod for før og under Første Verdenskrig…
4) NATO’s opmarch, ‘Drang nach Osten’, efter Warszawapagtens opløsning og løfterne om stop for ekspansion over for Gorbatjov og i foraet med det nu helt misvisende navn OSCE blev ikke nævnt med ét ord. Alle véd, at etablering af NATO- og USA-baser tæt ved Ruslands grænser, også i stater som Georgien, betyder a-våben dér. Det samme åbnes der op med i Danmark med den hemmeligholdte aftale om USA-tropper her.
Der spørges ikke om a-våben, ligesom man ikke gjorde i Grønland og gør ved amerikanske skibes gennemsejling af danske farvande og anløb af danske havne (som nu for hundreder af millioner kroner gøres til landgangsbroer for USA’s militær, der får deres egen jurisdiktion). Så meget for dansk “sikkerhed”, “demokrati” og “national suverænitet” …
5) Som de fleste burde vide, kæmper Ukraine (som er en etnisk og social sammensat størrelse) og i særdeleshed Zelenskij-regimet hverken for frihed eller demokrati endsige national selvstændighed og suverænitet. Det er som anført et udpræget profascistisk apartheidregime. Derudover ønsker det vestligt militær i form af NATO-medlemskab og vestlige investeringer i landet – uden begrænsninger.
Porosjenko-regimet, med Irak-krigeren og eks-NATO-generalsekretæren Anders Fogh som rådgiver, satte landet, dets offentlige og private virksomheder, dets råstoffer og jord på brandudsalg for ret usle dollars, der var mere værdifulde for oligarkerne end den lokale valuta, der devalueredes i galop under det korrupte regime.
Med forbuddet mod stort set alle den samlede ukrainske arbejderklasses faglige, politiske og økonomiske aktiviteter/rettigheder ved lov er arbejdsmarkedet lagt til rette for den vestlige kapitals udbytning og udsugning. Disse love var allerede under vedtagelse før Ruslands intervention. Alt dette kan benævnes som både neoliberalisme og neokolonialisme.
6) Stedfortræder-krigen med NATO som den ene part vil forlænge både den ukrainske befolknings og den russiske befolknings tab og lidelser. Ligesom også jævne folk i Europa lider under sanktioner, våbenleverancer og tilhørende milliardoprustning på bekostning af velfærd og sociale ydelser og med inflation og massearbejdsløshed som en anden følge. Våbenindustrien i både USA og EU er megaprofitør. Den er ligeglad med, om mængder af våben sælges sort til bander og terrorister, blot den ikke kommer til at producere til lager.
7) Men hvordan fred og afværgelse af atomkrig? Man må knytte sine forhåbninger til krigstrætte soldater, pårørende og dyrtids- og socialt ramte i alle lande. Befolkningen og fredskræfter i Rusland kan med rimelighed kræve stop for tvangsudskrivelse af soldater og garantier/indrømmelser til deres bosiddende familie og fæller i Ukraine som et vilkår for russisk tilbagetrækning efter en våbenhvile under forhandlinger.
Den samlede arbejderklasse i Ukraine må/vil modsætte sig, at prisen for krigsførelse i NATO-regi er fortsatte krigsofre, som i tillæg betales med fattigdom og arbejdsløshed som følge af Kyjivs arbejder- og socialt fjendtlige lovgivning, mens korruptionen fortsætter. En kommende afsættelse af Zelenskij-regimet er måske mere sandsynlig, end nogen aner.
Dette kan hånligt nedgøres som “naiv pacifisme”. Men det kan også kaldes “krig mod krigen”, sådan som Karl Liebknecht og Rosa Luxembourg stod for før og under Første Verdenskrig…
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
