Mere militær, militarisme og oprustning er ikke vejen frem. Derfor siger Kommunistisk Parti nej til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen 1. juni. Vi har ikke brug for mere militær, militarisme og oprustning.
Med det nye “nationale kompromis” spekulerer den socialdemokratiske regering, Venstre, SF, Konservative og Radikale åbenlyst i at udnytte den frygt og usikkerhed, som er skabt efter Ruslands invasion i Ukraine, til at koble Danmark fuldstændigt til EU’s militarisme.
I disse dage føres der en øredøvende propaganda for at opruste og militarisere verden og Europa, som om det skulle være vejen til fred og sikkerhed. Det er den forkerte vej at gå.
Kommunistisk Parti vil – sammen med andre kræfter, der er imod militarisme og for fred – arbejde aktivt for at bevare forbeholdet ved folkeafstemningen.
Forsvarsforbeholdet er et resultat af, at det danske folk stemte nej til Unionen (Maastricht-traktaten) ved en folkeafstemning i 1992. Det var en klar tilkendegivelse af, at danskerne ikke ønskede Danmark koblet op på EU’s militarisme og ikke ønskede, at EU skulle udvikle sig til en militær union.
Men det er EU i fuld gang med. Målet er, som det hedder i Lissabontraktaten, at udarbejde “en fælles forsvarspolitik der kan føre til et fælles forsvar”. I de kommende måneder vil den proces tage yderligere fart.
Kommunistisk Parti advarer imod at afskaffe forsvarsforbeholdet. Selvom det på flere områder er udhulet, udgør det stadig en bremseklods i forhold til fuldtonet dansk tilslutning til europæisk militarisme.
Kommunistisk Parti vil – sammen med andre kræfter, der er imod militarisme og for fred – arbejde aktivt for at bevare forbeholdet ved folkeafstemningen den 1. juni.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.