Endnu en fra Enhedslisten, der skal vaske fingre for katastrofalt at have medunderskrevet en finanslov, der er med til at udhule kernevelfärden i den danske sundhedssektor, og som ikke har problemer med ansvarslöst at smide 16 milliarder efter Total et al, så de muligvis kan slippe noget af cementfabrikens CO2 ned i tömte bore – og oliestrukturer i Nordsöen. Havbunden på oliefeltet Ekofisk i norsk sektor synker eksempelvis årligt 2 cm og har gjort det siden man begynte udvinding i 1966. Så hvor stabile er kalk – og sandstrukturerne under havbunden i Nordsöen? Det ved ingen med bare nogenlunde sikkerhed.
Så 1 milliard var, hvad Enhedslisten kunne orke at skrive hjem, så Sosuer, sygeplejersker, jordmödre og andet uundvärligt godtfolk kunne få lidt ekstra i overarbejdspenge. Det er benävnt taburet – og månedslönsegoisme, men ikke på Arbejderens läseres bekostning.
Om kort tid danser vi om juletræet og synger om barnet, der blev født i Betlehem for mange år siden.
Jeg har besøgt byen og kan ikke lade være at tænke på de vilkår, som palæstinenserne lever under, når vi synger den sang. Danmark tøvede ikke med at anerkende Israel i 1948. Selvfølgelig skulle de have et land at leve i fred i.
Anderledes har det været med Palæstina. I 73 år har verden tøvet med at give palæstinenserne den samme ret – et land at leve trygt i. Debatten er aktuel, fordi fredsforhandlinger om en tostatsløsning er længere væk end nogensinde før.
Israels præsident og regering gør, hvad han kan for at sabotere forhandlingerne ved blandt andet at udbygge bosættelserne, vende det blinde øje til når bosættere ødelægger palæstinensernes huse, vandforsyninger, solceller og toiletter på den besatte Vestbred og i Østjerusalem.
Vi er nødt til at markere vores holdning til Israels handlinger klart.
Ødelæggelserne stiger og stiger. For slet ikke at tale om Gaza, der er sønderbombet flere gange de seneste år af det israelske militær. Danmark og landene i EU taler og taler og udøver diplomati. Og lige lidt hjælper det.
Sidst var Danmarks statsminister i Israel for at klappe den daværende premierminister, Benjamin Netanyahu, på skulderen under valgkampen. Desuden har regeringen investeret millioner i forskningsaftaler med Israel. EU-landene køber militærudstyr i Israel for milliarder. Hvordan skulle Israel opfatte det som andet end opbakning til deres politik?
På et samråd lige før jul med Jeppe Kofod foreslog jeg, at regeringen bør gå fra tvetydigt samarbejde og rygklapperi til konkret handling. Vi er nødt til at markere vores holdning til Israels handlinger klart. Vi kan stopper Israels privilegerede adgang til EU’s markeder eller stoppe køb af våben.
Det vil så stå stjerneklart for den israelske regering, at vi anser deres handlinger for uacceptable.
Det haster, både for palæstinensernes og for Israels skyld.
Jeg håber, at den danske regering benytter juledagene til eftertanke, så vi i det nye år kan få en klar og skarp udenrigspolitik overfor den israelske regerings folkeretsstridige handlinger og brud på menneskerettighederne.
Glædelig jul.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.