Den 6. juni ved et møde mellem russiske myndigheder og den besatte Kherson Oblasts pro-russiske militæradministration blev det besluttet, at militæradministrationen skal være ansvarlig for at afholde en folkeafstemning i Kherson Oblast i efteråret. Folkeafstemningen vil omhandle oblastens formelle indmeldelse i den russiske føderation.
Dette vil markere den første formelle ændring af Ukraines landegrænser, siden Krim Oblasten – på lignende måde – meldte sig ind i den russiske føderation i kølvandet på Euromaidan-kuppet. Begivenhederne omkring Euromaidan resulterede ydermere i den otte år lange borgerkrig i det østlige Ukraine, som den russiske stat formelt bruger som grundlaget for invasionen.
Men med sådan en erklæring om territorial ændring afsløres krigen en gang for alle for at være en erobringskrig, hvis mål er den fuldkomne eller delvise indlemmelse af ukrainsk territorium i den Russiske Føderation. Vi ser let, at sådan en folkeafstemning eksisterer blot for legitimeringen af indlemmelsen og for at opretholde den oprindelige ‘casus belli’ , der ellers kun forholdte sig til “demilitariseringen og denazificeringen” af Ukraine.
Krig er blot en fortsættelse af politik med andre midler, så meget ved vi er sandt, og den politik, der føres, er afhængig af den klasse, der regerer. Så vi må spørge os selv: Hvad er politikken bag den nuværende krig i Ukraine?
Vi lever i dag i imperialismens tidsalder – kapitalismens øverste og sidste stadie – og et af imperialismens særtegn er tilendebringelsen af opdelingen af verden i interessesfærer blandt de største kapitalistiske magter. Med hele verdensmarkedet besat af enten den ene eller den anden kapitalgruppe er imperialistisk krig udtrykket for genoptegningen af interessesfærernes grænser.
Imperialistisk krig kan tage forskellige størrelser og former, men oftest er det krig ved proxykræfter eller krig gennem begrænset indblanding, og størrelsen af krigen er som regel en indikation af størrelsen af ændringerne ønsket fra de krigsførende magter.
I stedet bør vi erklære krig imod krig og bekæmpe imperialisme uden undtagelse, startende med den danske imperialisme.
Erobringskrig er, så at sige den største type af krig før totalkrig og demonstrerer den mest absolutte og synlige ændring i interessesfæren, nemlig ændringen i den legale og praktiske landegrænse for, hvor et lands love gælder; intet siger mere, at et område nu er under en nyt herredømme, som dets anneksion.
Vi forstår den nuværende krig i Ukraine som en imperialistisk krig, altså en krig om, hvilken imperialistisk sfære Ukraine skal tilhøre: Den “vestlige”; amerikanske, britiske, franske, tyske og danske (med flere) imperialistiske sfære eller den “østlige” – primært russiske – imperialistiske sfære. I den forstand, er der ingen ændring i krigen, da der aldrig har været tvivl om, at krigen var en inter-imperialistisk krig, og at de russiske imperialister indledte denne krig med mål om at udvide deres interessesfære, men dette kunne have taget mange former. En oplagt ville være tilbagevendelse til Minsk-aftalerne (en aftale der i praksis ville dele Ukraine mellem østlig og vestlig interessesfærer ved at devaluere ukrainsk statsmagt til oblast-niveauet), som relativt set ville være til den russiske imperialismes fordel.
Derfor er udviklingen fra en indblandingskrig til en erobringskrig blot en eskalering i krigsambitionerne.
Så hvad er der at lære heraf? Og hvad skal vi gøre på denne baggrund? Og det er også klart, at dansk indblanding tjener intet andet formål end at sikre de danske imperialisters interesser, og at de står på god fod med de andre vestlige imperialistiske magter. Så der kan ikke være tale om at overlade svarene på disse spørgsmål for os. Imperialistisk krig er desværre ikke noget nyt. De sidste tyve år har dansk imperialisme – i samarbejde med de resterende vestlige imperialistiske magter – haft ualmindeligt travlt med at angribe, blande sig og besætte diverse lande for at sikre sin del af kagen i den nye verdensopdeling, der kom efter Sovjetunionens opløsning.
Hvad der dog er nyt, er det åbne og direkte annektionsmål, som kun kan være tegn på tre ting. Enten er det, fordi den vestlige imperialisme er så svag, at russiske imperialister kan agere sådan uden frygt, eller også er det direkte modsat, altså at russisk imperialisme er så svag, at den frygter tab af sfæren uden komplet kontrol over området. Og så er der selvfølgelig også muligheden for, at de russiske imperialister helt har misregnet situationen og har ageret på ren overmod. Selv der vil vi lægge mest vægt på de første to muligheder, da det giver os noget virkeligt at arbejde med og gå ud fra, frem for magtforholdene blandt kendte og ukendte kapitalister i det russiske imperialistiske borgerskab. Det vil betyde, at øst-vest-magtforholdets udvikling er et, vi skal følge nøje, hvis vi ønsker at kunne korrekt forudsige krigens udvikling og derfor, hvilke handlinger vi bør tage.
Derudover er det også vigtigt at lægge vægt på, at i denne udtalelse dér er der underlagt en enorm fordømmelse af den russiske imperialisme, men dette er ikke en hjemmel for at gøre, som den borgerlige og social-chauvinistiske venstrefløj har gjort og kræve, at det danske proletariat forener sig med det danske imperialistiske borgerskab i kampen mod det russiske imperialistiske borgerskab. Sådan en politik ville fordømme den venstreorienterede kamp til at agere som imperialisternes propagandister over for proletariatet, hvilket vi som kommunister må og skal undgå.
I stedet bør vi erklære krig imod krig og bekæmpe imperialisme uden undtagelse, startende med den danske imperialisme. Ved sådan et eksempel kan inspirere vores kammerater på den anden side af krigen til et lignende standpunkt og forvente at bekæmpe deres krigsførende borgerskab, uden at vi fremstår hykleriske og chauvinistiske.
Hvordan det helt tager sig ud i praksis kommer selvfølgelig an på omstændighederne, men i øjeblikket kunne det være kampen imod amerikanske tropper på dansk jord og imod forøgningen af militærbudgettet samt solidaritetsarbejde med kammeraterne i både Rusland og Ukraine. Så det bør være der, vi tager fat.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
