Med dette papir lægger vi op til en fælles diskussion af resultater og erfaringer fra OK 2023.
Det er vigtigt af flere grunde: Vi organiserer forskellige klubber og medlemsområder, der har forskellige løn og ansættelsesvilkår. Vi skal i denne forskellighed fortsat finde hinanden i fælles kampagner og aktiviteter.
Det er nemlig den aktive linje, der giver resultater.
Minimalløn og normalløn:
Den kritik, som blev rejst fra dele af CO-Industriområdet, rejser dybest set spørgsmålet om, hvorvidt et minimallønsystem med en ’løfteparagraf’ har overlevet sig selv. Vi har på den ene side stærke arbejdspladsklubber, der kan løfte lønnen i overenskomstperioden. Her giver det mening med de lokale lønforhandlinger. Men også inden for CO-Industri taber vi organisering og faglig kampkraft, og her står lønnen stille. Resultatet er en voksende lønspredning.
Inden for Hotel, Restaurations- og Serviceområdet giver det ingen mening at være på minimalløn. Der er så godt som ingen lokal forhandlingskraft. Arbejdsgiverne udnytter naturligvis denne situation til at undgå lønstigninger og lokale forhandlinger i det hele taget.
Dette rejser naturligvis spørgsmålet om det giver mening at gå fra minimalløn til normalløn for i det mindste at sikre lønstigninger til de lavtlønnede og ufaglærte.
I 3F København vil vi rejse dette spørgsmål i forhold de kommende overenskomstforhandlinger.
Det prekære arbejdsmarked:
Det prekære arbejdsmarked presser vores overenskomster, og ikke mindst de ufaglærte og lavtlønnede områder er særligt udsat.
Vi organiserer forskellige klubber, der har forskellige løn og ansættelsesvilkår. Vi skal i denne forskellighed finde hinanden i fælles kampagner og aktiviteter. Det er den aktive linje, der giver resultater.
John Ekebjærg-Jakobsen, formand og Søren Becher, a-kasseleder, 3F København
I den forbindelse er opgøret med de såkaldte 0-timers kontrakter især vigtigt – ikke mindst fordi de i stigende omfang erstatter overenskomster – eller endog søges indarbejdet som en legal del af en kollektiv overenskomst.
Inden for HK-området blev der ved forhandlingerne opnået enighed om et protokollat, der sætter en kæp i hjulet for brug af 0-timers kontrakter.
Der er tale om et vigtigt resultat.
3F København vil ved de kommende forhandlinger arbejde for, at der i alle overenskomster sættes en stopper for 0-timers kontrakter.
Modregningsregler:
Der er ingen tvivl om, at Hotel-, Restaurations- og Serviceområdet samlet set udgør fagbevægelsens “svage” led.
Det giver derfor ingen mening, at store dele af dette område stadig befinder sig på et minimallønsystem, og det giver heller ingen mening, at arbejdsgiverne har udstyret sig selv med en såkaldt “modregningsregel”.
En regel der betyder, at aftalte lønstigninger kan modregnes i lønnen efter arbejdsgivernes forgodtbefindende.
3F København vil arbejde for, at der tages et opgør med udhuling af overenskomsterne ved brug af den såkaldte modregningsregel.
Organisering af aktiviteter på arbejdspladser, i klubber og i fagforeninger er forudsætningen for, at der kan opnås resultater ved overenskomstforhandlingerne.
Vi har derfor brug for, at de aktive dele af fagbevægelsen finder sammen og koordinerer begivenhederne før, under og efter overenskomstforhandlingerne.
Fra OK 23 har vi fået bekræftet, hvor vigtigt det er.
Men vi har også lært, at en fælles OK-kampagne må bygge på bredde, indsigt og gensidig respekt for hinandens områder. Ingen brancheområder er vigtigere end andre.
Og det betyder, at den aktive bevægelse før en afstemning om et mæglingsforslag kan stå med forskellige anbefalinger.
Dette kan og må rummes i den aktive bevægelse. Alt andet vil udfordre solidariteten.
For at kunne drage erfaringer af OK 23 er det vigtigt, at vi har et billede af de foregående overenskomstforhandlinger. Der er en række faktorer, som har haft stor indflydelse på forløbet i 2023.
OK 2017:
I optakten til OK 17 forsøgte en række faggrupper at sætte fokus på social dumping, ikke mindst i byggeriet, men også en begyndende bekymring i andre brancher for vikarer og 0-timers kontrakter begyndte at spire frem.
Samtidig var der en klar fornemmelse af, at nu skulle arbejdsgiverne til lommerne. Efter finanskrisen havde der været tilbageholdenhed med lønstigningerne. og det skulle der rettes op på.
Da industrien præsenterede sit forlig, indeholdt det et protokollat om ”Systematisk overarbejde” – 42 timers protokollatet.
Det giver arbejdsgiverne mulighed for ensidigt at varsle overarbejde en time om dagen, i alt 5 timer om ugen, hvis ikke der kan forhandles en aftale om arbejde.
Dette protokollat blev skrevet ind i alle overenskomster og dermed også i mæglingsskitsen.
På baggrund af dette protokollat, manglende redskaber mod social dumping og for lidt i lønningsposen opstod der en meget aktiv nej-kampagne. Resultatet af afstemningen viste et klart nej i 3F på 60 procent.
77 procent nej i Byggegruppen, 63 procent nej i Transportgruppen og 51 procent nej i Industrigruppen. De store nej-procenter i 3F blev dog opvejet af klare ja-procenter i HK og Metal, og det blev et samlet ja på 56 procent.
OK 2018:
Forhandlingen på det offentlige område i 2018 var fra starten præget af stor kampgejst.
En række faktorer spillede ind. Lige fra lockouten af lærerne i 2013, arbejdsgivernes ageren i både OK 13 og OK 15, varme hænder kampagner og nej-kampagnen i 2017. Samtidig havde man blandt de offentlige forbund aftalt en musketer-ed og en enighed om at forsvare lønmodtagerrettigheder.
Endelig fremkom minister Sophie Løhde med påstande om, at de offentlige ansatte ikke var deres penge værd – dette blev bakket op af de kommunale arbejdsgivers forhandler Michael Ziegler.
Det tændte en glød og protest, som ikke var til at slukke – det var for meget.
Selve forhandlingerne, hvor forhandlerne blev klappet ind, og det store sammenhold sikrede et fornuftigt resultat.
De mange uger foran Forligsinstitutionen vil for altid være legendariske. Alle de offentlige stod skulder ved skulder. Og opbakningen fra de private faggrupper var stor. Sammenholdet mellem de offentlige og private er aldrig set større.
Siden har de offentligt ansatte i København holdt sammen i en række netværk og skabt et utal af aktioner og aktiviteter. At de private og offentlige ansatte står sammen, er grundlaget for mange aktiviteter.
Læren af OK 18 er også, at alene truslen om konflikt kan skabe resultater. Vi viste, at vi turde – hvis der skulle komme konflikt.
OK 2020:
Derfor var der 2 vigtige faktorer ved OK 20.
For det første en stærk inspiration om det sammenhold som skabte succesen for de offentlige i OK 18. Det skulle gentages på det private.
For det andet, så betød de store nej-procenter i 2017, at 3F/grupperne besluttede, at der skulle være et grundigt og aktivt forløb frem mod OK 20.
Konferencer med tillidsvalgte, medlemsmøder, spørgeskemaundersøgelser og mange andre initiativer, som skulle sikre, at medlemmerne kunne se sig selv i forhandlingerne, men forhåbentlig også i det resultat, der skulle stemmes om.
Forhandlingerne i Industrien forløb planmæssigt, og der kom hurtigt et forlig på minimallønsområdet. Ligeledes var Transportområdet ret hurtigt på plads, og der kom næsten lige så hurtigt et forlig på normallønsområdet. Der var dog enkelte kritiske røster i forhold til den økonomiske ramme.
Forhandlingerne på Byggeriet og Hotel og restauration brød sammen og måtte fortsætte i forligsinstitutionen. Der var en ret bred opbakning til, at hvis ikke Byggeriet fik noget på mindstelønnen i kampen mod social dumping, så ville vi ende i storkonflikt.
Corona:
Den 11. marts meddelte statsministeren, at Danmark skal lukke ned fra den 16. marts.
Det sætter selvfølgelig forhandlerne under pres, og efterhånden som Corona-pandemien lukkede Danmark ned, så forsvandt truslen om en storkonflikt.
Hvordan kan vi lukke Danmark, når restriktionerne i forvejen har lukket Danmark ned?
Der blev udarbejdet en mæglingsskitse, hvor arbejdsgiverne på det groveste havde udnyttet, at arbejderne havde mistet muligheden for en konflikt som kampskridt.
Enkelte fagforeninger, herunder 3F København, anbefalede at stemme nej i protest mod resultaterne og i protest mod, at arbejdsgiverne benyttede Corona som at kampvåben.
Det blev et klart ja i afstemningen, men der var også enighed om, at kampen for en højere løn til de lavestlønnede skulle fortsætte.
OK 2021:
Forhandlingerne om de offentlige overenskomster var i ekstrem grad præget af Corona-pandemien. Flere forsøgte at få udskudt forhandlingerne, men der blev forhandlet.
Men trods det, blev der lavet en række aktiviteter, såsom at klappe forhandlerne ind m.m. Der blev lavet en række forlig og flere forbund mente, at reallønnen var sikret i en usikker tid.
Sygeplejerskerne stemte dog nej, og de kom ud i en meget lang konflikt. Det er en hel anden historie, som ikke analyseres på her.
Forberedelserne til OK 23 var endnu bedre end i 2020.
Væk var Corona, de gode erfaringer med grundig forberedelse af tillidsfolk og medlemmer op til 2017 blev styrket, og der var en god stemning af, at vi vil have en overenskomst, hvor vi kunne se os selv og se, at vores krav var opfyldt.
De forskellige forbund var i endnu højere grad i kontakt med medlemmerne om optakten til OK 23.
I slutningen af februar 2022 invaderede Rusland Ukraine. Krigen resulterer i energikrise, og samtidig vokser inflationen.
Det betød en voldsom reallønsnedgang, og med yderligere inflation og høje energipriser ser det ud til at være svært at nå til enighed om nye overenskomster i 2023.
Da forhandlingerne går i gang er inflationen så høj, at en række økonomer vurderer, at hvis reallønnen skal genoprettes, så skal resultatet lande på omkring 6 procent om året.
Det skal dog bemærkes, at mange virksomheder havde haft historisk høj indtjening.
Regeringen besluttede samtidig at afskaffe St. Bededag midt under OK-forhandlingerne.
Der blev derfor snakket åbent om, at OK-forhandlingerne ret hurtigt kunne ende i en storkonflikt. Arbejdsgiverne ville selvfølgelig ikke acceptere så store krav, og vores forhandlere kunne ikke komme tilbage med et resultat, som ikke sikrede, at reallønnen blev genoprettet.
Både forbund og lokale fagforeninger gik derfor i gang med at forberede en storkonflikt.
Alle var meget bevidste om, at det er 25 år siden, at vi sidst har været i storkonflikt.
Det gav flere udfordringer. Meget få har prøvet at være i konflikt, og arbejdsmarkedet ser markant anderledes ud nu end i 1998. Men i en række fagforeninger var der stor optimisme og en parathed til konflikt.
På denne baggrund startede forhandlingerne.
Gennembrudsforliget trak ud, men det lykkedes dog parterne på Industriens område at lande en 2-årig overenskomst på minimallønsområdet.
Vi kender resultatet; to procent på pensionen, to procent på fritvalgskontoen/særlig opsparing, to gange 4,50 kroner på mindstelønnen og flere rettigheder til de tillidsvalgte.
Transportområdet fulgte efter på normallønsområdet og landede de samme to gange to procent. Timelønnen stiger med seks kroner første år og 5,75 kroner andet år og med TR-rettigheder og andre forbedringer svarer det til en ramme på ca. 12 procent over de to år.
Resultatet var samlet set acceptabelt, og vi valgte derfor at anbefale et ja i 3F København.
I de aktive dele af fagbevægelsen var der delte meninger om resultatet.
Inden for områder af Byggeriet og Industrien i 3F blev der således anbefalet et nej til mæglingsforslaget.
Som bekendt blev overenskomstforhandlingerne afsluttet med en vedtagelse af forligsmandens mæglingsforslag onsdag den 12. april.
På arbejderside stemte 79 procent ja til mæglingsforslaget og stemmeprocenten var 59,3.
Naturligvis var der variationer i de enkelte forbund. I 3F’s byggegruppe blev forslaget forkastet med en snæver margin.
I optrækket til overenskomstforhandlingerne var der bred enighed om, at overenskomsterne i 2023 primært skulle hæve “bunden”, hvilket vil sige, at ufaglærte og lavtlønnede grupper skulle løftes mærkbart.
Dette for at imødegå en voksende lønspredning mellem top og bund i fagbevægelsen. Energikrisen og inflationen i 2021 og 2022 forstærkede kravet og forventningerne blandt medlemmerne om mere i løn.
Så sent som på 3F Kongres i 2022 blev der udtrykt stor enighed om dette.
I den aktive del af fagbevægelsen blev der allerede i kølvandet på de offentlige overenskomstforhandlinger i 2021 udtrykt enighed om, at målet for overenskomsterne i 2023 var at få hævet bunden.
Denne enighed om målet gav styrken i forhandlingerne, og var med til at sætte forhandlerne under et pres.
Eller sagt med andre ord: En manglende imødekommelse af forventningen om lønfremgang for de lavtlønnede var det, der kunne udløse storkonflikten.
Gennembrudsforliget på Industriens område søndag den 19. februar satte retningen.
Hævelsen af mindstebetalingssatserne med de øvrige reguleringer fik umiddelbart fuldt gennemslag inden for de store områder på minimalløn, som udgøres af industrien, butiksansatte, rengørings- og servicepersonale samt ansatte inden for hotel og restaurationsområdet.
Alle på minimalløn og alle med mindstebetaling.
Bunden blev altså hævet mærkbart blandt de lavestlønnede på minimallønsområdet. Men også store grupper på det “stive” normallønsområde fik reguleret deres løn med satserne fra gennembrudsforliget, og de fik dermed fastholdt deres reallønnen.
Inden for visse dele af det klassiske CO-Industri blev der opfordret til at stemme nej til forliget.
Det primære argument var ikke en forkastelse af mindstebetalingssatserne, hvis gennemslag i øvrigt ikke kan mærkes inden for CO-området.
Der var tale om kritik af den overordnede lønramme, som blev udstukket af topforhandlerne.
Den blev kritiseret for at være urealistisk, idet lokale lønforhandling på arbejdspladserne skal hente markante lønstigninger.
Den manglende overbevisning om den lokale forhandlingskraft satte et spørgsmålstegn ved den såkaldte “løfteparagraf” i minimallønsystemet.
Den opfattes som mere eller mindre virkningsløs, fordi klubberne og tillidsrepræsentanterne står svækket i forhold til tidligere. Forliget vil derfor ifølge kritikken medføre øget lønspredning – eller skabelsen af et A og et B hold.
Kritikken er derfor, efter vores opfattelse, ikke primært rettet mod overenskomstforliget, men mod selve minilønsystemets bæreevne i lønudviklingen.
Aktive kræfter indenfor byggeriet gik sammen om at rejse en egentlig Stem Nej bevægelse i dagene op til urafstemningen, som blev afholdt fra den 26. marts til og med den 11. april 2023.
Bevægelsens kritik byggede i hovedsagen på manglende resultater indenfor Byggeriet – især spørgsmålet “kædeansvar” vejede tungt.
Det er naturligvis legitimt og nødvendigt at vurdere resultaterne inden for eget brancheområde. Men det fritager ikke for at foretage en samlet vurdering af alle de mål og resultater, der indrammes af mæglingsforslaget.
Det er bemærkelsesværdigt, at Stem Nej bevægelsen ikke forholdt sig til lønstigningerne inden for de store lavtlønsgrupper på minimallønsområdet og på normallønsområdet – eller til den kendsgerning, at lavtlønsbunden faktisk blev hævet.
Stem Nej bevægelsen var derfor efter vores opfattelse et initiativ, som ikke fik øje på “bredden”.
Denne forskellighed i anbefalingen af forliget afspejler i virkeligheden en forskellig opfattelse af, hvad ”bunden” er – eller en forskellig opfattelse af virkeligheden i fagbevægelsen.
Der har igennem mange år været rejst en kritik af Forligsmandslovens sammenkædnings- og afstemningsregler.
Den er blevet skabt som en spændetrøje, der primært skal gøre det næsten umuligt at nedstemme et mæglingsforslag og dermed undgå en storkonflikt.
I de aktive dele af fagbevægelsen har det givet anledning til mange og lange diskussioner, der spænder fra opsigelse af hovedaftalen, fjernelse af forligsmandsloven til sammensætning af nye forhandlingsgrupper med særskilt afstemning og konfliktmulighed.
Det sidste for at skabe et større forhandlingsrum og en bedre konfliktmulighed for de enkelte forbund og brancher.
Under alle omstændigheder var det forligsmandens sammenkædningsregler, der ved OK 23 gav gennemslaget for, at bunden blev løftet. Det var nemlig industriens gennembrudsforlig, der blev indskrevet i de øvrige forlig.
Var f.eks Hotel og Restaurationsområdet blevet overladt til sig selv, var der næppe givet lønstigninger. Området har en rekordlav organisationsprocent, og det kæmper med at opretholde en forhandlingslegitimitet.
Ideen om, at “de stærke skal kunne gå selv” i overenskomstforhandlingerne, har den pris, at de svagt organiserede områder bliver efterladt på perronen.
De vil som konsekvens blive integreret yderligere i det prekære arbejdsmarked og dermed forstærke løntrykket overalt på arbejdsmarkedet.
Det er fagbevægelsens enhed, der brækker, hvis den deles mellem en primært faglært og højtlønnet gruppe arbejdere, kernearbejderne, over for en stor gruppe af først og fremmest ufaglærte og lavt lønnede eller de såkaldte randarbejdere.
Set i det perspektiv er solidaritet og sammenhold i fagbevægelsen sat på en alvorlig prøve.
Dette kan og må rummes i den aktive bevægelse. Alt andet vil udfordre solidariteten.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Savner en mere uddybende forklaring på hvordan modregningsreglen fungerer og hvordan i når frem til at store grupper fik fastholdt deres realløn.
Det er helt rigtigt at satse på at hæve bunden markant men jeg savner tal på at det i praksis har sikret reallønnen for store grupper som i hævder, når der tages højde for modregninger og den reelle inflationsstigning som vi oplever.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
