Læserbrev
For 40 år siden var jeg blanket af og trængte til et studiejob. En af mine daværende venner fik arrangeret, at jeg kunne undervise på den daværende Hotel- og Restaurantskolen, som dengang lå i Den hvide Kødby. Jeg skulle undervise kommende kokke, tjenere og kolde jomfruer i datalære.
Udgangspunktet og forudsætningen var en ureflekteret logisk positivistisk forestilling om, at først lærer man, hvordan man gør, ved at høre eller læse fortællinger om dette i en bog, dernæst eksamineres man i, hvor god man er til at genfortælle disse folkeeventyr, og først derefter kan man få adgang til at lære det praktiske, men oftest stadig ikke under de eneste omstændigheder, som kan give relevante praktiske kundskaber, nemlig i rigtige arbejdssammenhænge med rigtig mad, rigtige kolleger og rigtige gæster.
I klartekst indebærer det, at en lærling først stifter bekendtskab med rigtigt arbejde efter afslutningen af den træning, som ellers skulle give kompetencen til at udføre arbejdet, og som for en lang række andre erhverv desuden ligger til grund for en autorisation til at udføre arbejdet.
Fordi man ikke kan foretage sorteringen direkte efter elevers, lærlinges eller studerendes sociale forhold, er man tvunget til at lade dem gå en omvej gennem uddannelsessystemet …
Også i de tidlige 1980’ere var lærlingene på Hotel- og Restaurantskolen helt uinteresserede i at sidde på skolebænken og endnu mere uinteresserede i datalære. Som i bagklogskabens grelle lys ikke alene var irrelevant, men også serveredes uendeligt kedeligt og i uendeligt kedelige omgivelser.
Ikke noget med krystalglas og hvide duge dér. Mit engagement blev meget kortvarigt, og det var godt det samme, for mage til systematisk tidsspilde skulle man lede længe efter (eller det skulle man måske desværre ikke). Især var det besværligt for lærlingene, som var kommet for at få få lov til efterhånden at blive ansat som kok, tjener respektive kold jomfru.
Men det var også en hån mod den underviser, som forestillede sig, at formidlingen spillede en rolle, og derfor gav den en skalle for at gøre faget interessant. Imidlertid havde indpakningen absolut intet med sagen at gøre, fordi det indpakkede ikke blev opfattet som relevant, og som heller ikke var det.
De unge mennesker, som sad på skolebænken, var kommet der, fordi de, med en gammelkendt og gammeldags overklasse-eufemisme, passede bedre til det praktiske end det teoretiske.
Uddannelsessystemets funktion
Fordi uddannelsessystemets funktion er at foretage og legitimere en sortering af elever, lærlinge eller studerende på en måde, som opretholder og forstærker allerede eksisterende sociale forskelle og ikke mindst at forhindre nogen i at lære noget fornuftigt, herunder især at tænke selv, svarer det foregående til at sige, at de unge mennesker pr. eufemismer påduttedes at være interesserede i at forblive i en lavere social klasse uden adgang til de samme privilegier som de højere sociale klasser.
Fordi man ikke kan foretage sorteringen direkte efter elevers, lærlinges eller studerendes sociale forhold, er man tvunget til at lade dem gå en omvej gennem uddannelsessystemet og lade eksamensresultater og eventuelle egnethedserklæringer spille en afgørende rolle.
De unge mennesker var allerede i udgangspunktet ikke det mindste interesserede i at sidde på skolebænken og deltage i et obligatorisk kursus i datalære. Skolen eller deres opvækst eller begge dele i samvirken havde allerede gjort det umuligt for dem at se det mindste fornuftige i det, blandt andet fordi de ikke kunne finde ud af, hvad skolen egentlig gik ud på og skulle gøre godt for, og hvordan man skulle gøre det, som krævedes, som de heller ikke kunne finde ud af, hvad var. Og hvis de kunne, var det meningsløst for dem. Alt dette gælder i øvrigt stadig.
De fleste opdager ganske hurtigt de hemmeligheder, der knytter sig til uddannelsessystemets funktion, jeg beskrev den ovenfor. Bortset fra de fine folk i for eksempel den såkaldte Reformkommissionen, som igen og igen bliver bedt om at foreslå reformer af uddannelsessystemet uden mindste systematisk indsigt i det, de mener noget om.
Reformkommissionen med den evige Nina Smith, som blandt meget andet er professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, i spidsen har på det seneste foreslået at fjerne tiende klasse og erstatte den med et to-årigt forløb, den såkaldte højere praktiske eksamen, hpx.
To år i stedet for et
Rationalet er udtrykt uden omsvøb, at hvis man ikke er interesseret i at gå i skole og derfor tidligere var blandt dem, der tog tiende klasse for eventuelt at komme på bedre tanker og for at slippe for gymnasiet, men uden som endnu tidligere at få en realeksamen, så skal denne genopdragelse nu tage to år i stedet for et. Den, der ikke er interesseret i at gå i skole, skal straffes med et toårigt genopdragende ophold på skolebænken.
Endnu en fuldtræffer sat ind af Reformkommissionen som ikke alene med et slag råder bod på en akut efterspørgsel efter faglært arbejdskraft, men som desuden gennemhuller en subversiv myte om, at det kunne være en fordel at vide noget om det, man mener noget om.
Allerede for 40 år siden var EFG-basisår en misforståelse, fordi det, der tiltrak lærlingene, var det praktiske og ikke endnu et år på skolebænken. Den, der har siddet bag katederet, eller hvilken eufemisme der nutildags anvendes, ved, at den, der vil være kok, tjener eller kold jomfru, ikke er interesseret i at sidde på skolebænken for at lære det, som opleves som unødvendigheder.
Præcis som universiteternes metodekurser som står i vejen for, at de studerende nogensinde kommer til at lave egne små undersøgelser, kommer hpx til at fungere som en slags skolesystemets svar på filibuster i politiske sammenhænge. De står i vejen for, at nogen får lov til at lave noget fornuftigt.
Reformkommissionen fylder samme funktion, fordi den udelukkende består af politiker-bureaukrater, som politiserer det, de ved, og kun ved noget om det, der tjener deres politiske holdninger. Det ville dog være en fordel, hvis den næste Reformkommission lyttede til eksperter, som vidste noget.
Det er stadig en hån mod enhver, der kan tænke selv, når Reformkommissionen systematisk fremkommer med disse destruktive forslag. Og det er stadig hensynsløst over for den, der bliver udsat for Reformkommissionens hærgen, hvad enten man taler om lærlinge eller studerende eller om de undervisere, der har lugtet lunten og må foretage alverdens krumspring for at forhindre, at deltagerne på hpx springer fra, fordi de for 117. gang bliver snydt for det, de egentlig er interesserede i, nemlig en introduktion til og oplæring i det relevante praktiske under relevante praktiske omstændigheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
