Verdens store problem er viljen og evnen til at dele.
Ved EU-valget 2019 deltog 2,8 ud af 4,23 millioner stemmeberettigede. 295.000 af disse stemmer var enten “ugyldige” eller sat på et parti, som ikke opnåede valg. Knap 6 ud af hver 10. er således repræsenteret i parlamentet, det ses af nogle som en succes. 102.000 af de ikke-repræsenterede stemte på Folkebevægelsen mod EU, som indgik i valgforbund med Enhedslisten, som fik 152.000 stemmer. Det er nu tre år siden, og med en valgperiode på fem år ligger det lige til venstrebenet at sige tak for nu og skifte repræsentant.
Med stemmer følger partistøtte. 2/5 af valgforbundets årlige apanage på omkring 2,7 millioner skulle man jo mene tilfaldt Folkebevægelsen. Aber nein. Råderetten over hele dynen følger mandatet, og det røde parti tilstår årligt 480.000,- til Folkebevægelsen.
De sidste 10 år har partiet været ene om at forsvare de fattigste, hvor alle andre blot har været uenige om, i hvilken hastighed og med hvilken begrundelse deres vilkår skal forringes.
Én begrundelse for denne kreative finansregulering var, at partiet mistede et mandat ved folketingsvalget og ville være nødt til at fyre nogen, hvis ikke de beholdt pengene. Det er jo en virksomhedslogik, der er til at forstå fra en succesrig forretning med lovhjemmel og alt på det rene. Og med en forretningsmodel som effektivt opsamler bortløbne socialdemokrater klarer institutionen sig glimrende uden mig. Bare ærgerligt for mig som ikke har noget sted at deltage på statens festdag.
Beundringsværdigt har det været – på sikker afstand – at observere de på papiret uforenelige utopiske og ikke mindst samtlige dystopiske socialistiske hovedretninger fungere under samme tag, hvilket vidner om en tolerance og rummelighed, jeg ikke kan prale af. De sidste 10 år har partiet været ene om at forsvare de fattigste, hvor alle andre blot har været uenige om, i hvilken hastighed og med hvilken begrundelse deres vilkår skal forringes.
Således rådvild prøvede jeg til kommunalvalget noget nyt: DR’s kandidattest! Der var tre spørgsmål, jeg ikke kunne svare på, hvilket viste sig netop at være grænsen for at kunne bestå prøven. Resultatet var Kommunisterne. De var så i valgforbund med både Enhedslisten og surrealistisk holgerparti, så jeg vil med en smule ret hævde, at jeg stadig har aktier i den – besværget uvæbnede – socialdemokratiske arm ELSF.
Enhedslisten anno 2021
Positivt opstemt over at DR vidste, at kommunisterne fandtes, zappede jeg løseligt gennem nogle af de efterfølgende valgte byrødder, som blandt andet udæskes angående deres politiske forbilleder. I Gentofte fremhæver Enhedslistens repræsentant anarkisten Emma Goldman, og således yderligere opstemt trawlede jeg partiets byrødder i hele landet. Det var en enlig svale, hvis man stringent holder sig til den anarkisme, som har sin rod i arbejderbevægelsen, men jeg godtager Greta Thunberg og Frank Zappa som hver er repræsenteret med en byråd.
Der viste sig en klar top tre bestående af Johanne Schmidt Nielsen, Preben Wilhjelm og Nelson Mandela. Ved at medtage regionsrepræsentanterne kan en vinder udpeges: NM: 16, JSN:14 og PW: 13. Marx, Che, Gandhi og Per Clausen er favorit for tre byrødder hver. Rigtig mange svarer ikke på DR’s selskabsleg, mange svarer, de har flere, og en svarer, “jeg har ikke politiske, men menneskelige forbilleder”, hvilket med længder er det bedste svar. Excuse-moi, jeg fik ikke noteret dit navn.
Af de 114 + 14 valgte er 42 også akademiske kandidater, hvilket de naturligvis skal rives i næsen med, når resultaterne udebliver. De manglende resultater skyldes nok også en smule manglende flertal i kommunalbestyrelserne, som Per Bregengaard er inde på i en af sine redegørelser på Solidaritet.dk. Men nu befinder jeg mig i den ende af skolegården, hvor vi finder akademikerbashing kosteligt.
Forretningsudvalgets argument om de manglende penge grundet det udeblevne mandat ved folketingsvalget er under alle omstændigheder væk. Vigtigere er det, at en nogenlunde neutral og partiuafhængig kandidat repræsenterer den danske EU-modvilje. Det kan være svært at forstå, især for en ung urban kosmopolit som kun vil verden det bedste, at så få lytter til Enhedslisten. Og kønt er det ikke at være allieret med oligarkernes og monarkisternes to hvide partier. Men disse er også repræsenteret i blå stue, som ved valget 1. juni udgør resten af partierne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.