Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Om morgenen i dag den 23. september afholdtes en af de største faglige blokader, som vi har set længe. Målet var noget helt særligt: Børsen-byggeriet, hvor bygherre er selveste Dansk Erhverv.
Sagen er, at to virksomheder, Domus Ejendomsservice og DK Akustik, begge er sympatikonfliktet, fordi de ikke har en overenskomst og derfor ikke garanterer deres arbejdere de basale rettigheder, som de burde være sikret. Domus Ejendomsservice er endda på “konfliktlisten”, en liste over virksomheder som Dansk Erhverv ikke samarbejder med, og som i øvrigt fremgår på deres hjemmeside.
De faglige krav skal afspejle styrkeforholdene, og vi skal være langt mere villige til at være ambitiøse, når vi står så stærkt, som vi stod i dag.
Aktivisterne bag blokaden stillede to primære krav: At disse to underentreprenører skulle underskrive en overenskomst, og at fagforeningen skulle have adgang til pladsen, som de ellers var blevet nægtet. Mit argument i dette skriv er, at kravene var for konservative og spildte de kræfter, der succesfuldt var mobiliseret til kamp.
Et centralt krav i fagbevægelsen i de seneste år har været kravet om kædeansvar. Kædeansvar betyder kort sagt, at bygherren hæfter for underentreprenører i tilfælde af, at de går konkurs og ikke kan betale lønnen, eller hvis de ansætter arbejdere under dårlige vilkår, for eksempel uden overenskomst. I dagens blokade blev dette krav ikke stillet – af uklare årsager. I stedet valgte man udelukkende at kræve, at Børsen-byggeriet stoppede med at arbejde med de to specifikke underentreprenører.
Så kom blokaden – flot planlagt og udført – og en af de største i nyere dansk tid. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet lignende. Jeg havde ikke mulighed for at se alle porte, men mit gæt er, at der var omtrent 200 arbejdere. Det var i sandhed en inspirerende aktion. Men hvad blev resultatet?
Dansk Erhverv gik til bordet og sagde, at de to virksomheder allerede havde gennemført det arbejde, de skulle, og at de ikke ville få lov at udføre yderligere arbejde uden at skrive overenskomst. Derudover fik fagforeningen betinget adgang til pladsen, under forbehold af at de meldte deres ankomst på forhånd.
Dette resultat kan ses som en sejr, men givet styrkeforholdene repræsenterer det et delvist nederlag. De mange hundrede mennesker var rigeligt til at blokere pladsen, så længe som det krævede, og der var ingen årsag til at lade sig spise af med løfter og god vilje.
Dansk Erhverv har tydeligt bevist, at de ikke holder deres aftaler, og det ville kun være retfærdigt, hvis der var blevet krævet kædeansvar på denne plads. De har skam også pengene til det! Det var på ingen måde et urimeligt eller urealistisk krav – og gevinsten havde været stor.
Hvis Dansk Erhverv var gået med til det, ville det sende et klart signal om, at dette krav hverken er urimeligt eller utopisk. Og hvis de havde valgt at kæmpe imod den stærke blokade og nægte kædeansvar, ville de ydmyge sig selv og tabe en stor moralsk sejr til fagbevægelsen – og med gode chancer ville vi vinde kampen i det lange løb.
Vi havde tallene, vi havde en stærk kampånd, og vi var klar til at føre blokaden videre, til dagen var omme. Hvis de ikke gav sig, kunne vi vende tilbage i morgen eller en anden dag. Vi var så mange, at selv en fjerdedel havde været rigeligt til at dække alle porte solidt, og det taler for, at vi kunne have holdt blokaden meget længere, selv hvis nogle måtte tage hjem eller på arbejde i mellemtiden.
Når vi skal vurdere en kamp som den, vi så i dag, må vi stille os selv de svære spørgsmål: Er vi i færd med at vinde eller at tabe kampen for gode arbejdsvilkår, ordentlig løn og imod social dumping?
Hvis vores krav til faglige blokader skal give os styrke og bære frugt, må vores ambitioner afspejle styrkeforholdet mellem os og kapitalen. Hvis grænserne for arbejderklassens krav går ved at få et firma her og der til at skrive overenskomst, så får vi aldrig opfyldt de mål, vi i fællesskab stiller os.
Kort sagt: De faglige krav skal afspejle styrkeforholdene, og vi skal være langt mere villige til at være ambitiøse, når vi står så stærkt, som vi stod i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
