24. februar 2022
Alle er vågnet i morges med nyheden om, at russiske styrker har krydset grænsen til Ukraine. Rapporter fra alle sider er på nuværende tidspunkt uenige om detaljerne, men det vides, at den russiske invasion af Ukraine er et faktum. Det meldes, at Senkivka nær Kiev allerede nu er på russiske hænder. På trods af dette er kritik og skepticisme over for medier fra alle sider nøglen til en nuanceret, sandfærdig og korrekt analyse af situationen.
Vi i DKU tager stærk afstand fra denne aggressive handling.
Rusland som imperialistisk magt og reaktionær entitet er ikke en stat, vi som kommunister kan, bør eller vil støtte. Vi fordømmer denne invasion og den russiske imperialisme som helhed.
Samtidig nægter vi at stille os på den ukrainske regering og militærs side, da disse ligeså er reaktionære i natur. Til dette formål tager DKU ingen side i denne konflikt mellem reaktionære elementer, og i tilfælde af en intervention ledt af NATO tager vi ej heller deres side i sagen.
Vores sympati ligger blot hos folket i Ukraine, Donetsk, Luhansk, og Rusland.
For ligesom kommunister ikke tager side i reaktionære konflikter, gør vi det heller ikke i inter-imperialistiske krige. Folket i udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk må og skal modtage vores tværfolkelige støtte, idet at disse republikkers ret til selvbestemmelse er hævet over alle geopolitiske interesser i området.
Minoriteterne i Donbass-regionen oplever kraftig undertrykkelse fra den ukrainske stat og fortjener ret til selvbestemmelse i overenstemmelse med folkerettens principper.
Altså tager Danmarks Kommunistiske Ungdom stærkt afstand fra enhver imperialistisk og reaktionær aggression og nægter at tage en side i denne krig.
Desuden fordømmer vi lige så stærkt enhver videre provokerende eller aggressiv adfærd fra vesten og NATO, så som oprustning og mobilisering af militær eller placering af tropper i strategiske lokationer.
Vores sympati ligger blot hos folket i Ukraine, Donetsk, Luhansk, og Rusland; da det er folket som vil lide først og sidst i denne krig, som i alle lignende krige. Vi anerkender også, at folket uanset resultatet af denne krig fortsat vil lide under kapitalismens åg, og under reaktionære kræfters dominans; indtil de frigøres af egen vilje og handling i en proletarisk revolution.
Danmarks Kommunistiske Ungdom står med folket, først og sidst. Aldrig med de reaktionære og imperialistiske magthavere og deres borgerlige diktatur i inter-imperialistiske krige.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

