State of the Union-tale
Tænkningens historie går langt tilbage i tiden. Det var først med grækernes mere systematiske arbejde, at tænkningen blev en videnskab.
Vores civilisation rummer mere end 2000 års erfaringer med en stadig større erkendelse, som for idealismens vedkommende kulminerer med Hegels filosofi i det 19. århundrede. I denne lange og righoldige udvikling kan vi ikke undvære et eneste led, fordi det ville medføre en forkvaklet forståelse af tænkningens historie.
Den kan kun forstås som en stadig fremadskridende proces, hvor tænkningen, både i spring og gradvis, opnår det stade, den har i dag.
Når jeg bruger denne fremstilling, skyldes det en tendens blandt marxister til at forkaste idealismen som noget overflødigt og fortidigt.
Denne opfattelse strider med dialektikken, for hvordan skal vi kunne forstå nutidens brydninger uden at kende hele forhistorien?
Vi oplever helt åbenlyst en modsætning mellem folkets krav og behov og den faktiske udvikling, der modarbejder deres realisering.
Filosofiens og erkendelsesteoriens historie er både spændende og dramatisk, fordi den viser menneskets stadig rigere udvikling og evnen til at udvikle teknikken.
Det er i dette spændingsfelt, at tænkningen udvikler sig mellem de stadig større krav til vores abstraktionsevne og teknikkens nyeste frembringelser. Denne opfattelse er karakteristisk for materialismen, fordi den ser tænkningen som et spejl af virkeligheden. Men der skulle mange forsøg til, inden man nåede så langt i tænkningens historie. Tænk blot på brydningerne mellem materialisme og idealisme i antikken.
Efter Sovjetunionens sammenbrud har vi set et paradigmeskift i tænkningens historie. Mens det 20. århundrede var præget af brydningen mellem de to hovedretninger i filosofien, er der sket en meget dramatisk udvikling de senere årtier.
Materialismen er over en bank blevet forkastet og erstattet af de seneste stadier i idealismens udvikling. Det vil sige i spændingsfeltet mellem Kant, Fichte og Hegel, en epoke der spænder over hele oplysningstiden og den klassiske tyske filosofi.
Men noget tyder på, at denne udvikling bagud ikke stopper her, men søger endnu længere tilbage til Hume og Berkeley med flere.
Dette skifte i tænkningens historie har stor betydning for vores forhold til virkeligheden. Den videnskabelige holdning inden for filosofien erstattes af voluntarisme og spontanitet, hvor man prøver sig frem, indtil man opnår de tilsigtede resultater eller det modsatte.
Vi ser det stadig tydeligere inden for en lang række fagområder. For eksempel i økonomien hvor der er lige så mange opfattelser, som der er økonomer, eller også forsøger man eklektisk at kombinere dele af forskellige skoler.
… livsnødvendigt at indføre materialismen som en disciplin på uddannelserne og i forskningen.
Konsekvensen er stor usikkerhed og manglende forståelse af de konsekvenser, der fremkommer af den økonomiske politik. Det så vi med al tydelighed under den økonomiske krise i 2008. Liberalismen blev pludselig forkastet og erstattet af statslige løsninger, hvor skatteyderne betalte regningen for en vanvittig spekulation.
Vi ser den samme udvikling inden for naturvidenskaberne, hvor man overvejende har forkastet dialogen mellem filosofi og det videnskabelige arbejde. Som på det økonomiske område prøver man sig frem, indtil man opnår den “ønskede” virkning, men uden at opdagelserne og deres betydning gøres forståelig for en bredere offentlighed.
I virkeligheden sætter man demokratiet ud af kraft, fordi man udelukker befolkningen fra at få en reel indsigt i forskningens indhold og målsætning.
Det kan på længere sigt få alvorlige konsekvenser for samfundet, fordi det er overladt til en snæver kreds i de store koncerners ledelser at bestemme udviklingen.
Derfor er det livsnødvendigt at indføre materialismen som en disciplin på uddannelserne og i forskningen. Det må ske gennem en beherskelse af hele menneskehedens udvikling inden for tænkningen, så vi lærer af de fejl og erfaringer, der er sket undervejs.
Hvorfor skal vi leve med tilbageslag, der kan få skæbnesvangre konsekvenser, hvis vi kan undgå dem. Det gælder særligt i forholdet mellem krig og fred.
Det vil i øvrigt være i overensstemmelse med demokratiske principper, at tænkningen udvikler sig som et resultat af en fri meningsbrydning, frem for som det er nu med et monopol for idealismen og positivismen.
Hvor skal denne fornyelse af tænkningen komme fra? Den kan kun komme et sted fra, nemlig fra arbejderbevægelsen. De var arbejderbevægelsen, der fra midten af det 19. århundrede bar materialismen frem og tvang tilhængerne af idealismen til at forklæde sig som marxister.
Denne udvikling begyndte allerede i 1880’erne i Tyskland med revisionismen, der bredte sig til andre europæiske lande, herunder Danmark.
Sådan er virkeligheden, at de filosofiske spørgsmål er en del af klassekampen, fordi tænkningen ikke udvikler sig løsrevet fra klasseforholdene, men som en del af dem.
Arbejderklassen har en åbenlys interesse i at afdække modsigelserne og nå ind til sagens kerne, mens modparten forsøger at skjule de egentlige modsætninger og forsøger at forsone materialisme og idealisme.
Hvis tænkningen støder imod bestemte privilegier, vil deres ejermænd gøre alt for at modvirke dem. Tænk blot på videnskabens nyeste opdagelser på Galileis tid, der anfægtede kirkens magt og enevælde. Den havde ingen interesse i, at mennesket kom frem til nye erkendelser og en videnskabelig forståelse af universet.
Arbejderbevægelsen står ikke alene i kampen for at skabe fremgang for materialismen. Hele folkets skæbne er afhængig af denne fremgang. Derfor er det arbejderbevægelsens opgave at skabe den bredest mulige enhed med andre progressive kræfter, der er interesserede i at løse opgaven.
Vi oplever helt åbenlyst en modsætning mellem folkets krav og behov og den faktiske udvikling, der modarbejder deres realisering.
Særligt ungdommen vil kunne se behovet for at gøre op med forældede tankeformer, fordi de er mest vågne og skeptiske over for alle bortforklaringer og dobbeltmoral. Derfor kan arbejderbevægelsen vinde store dele af ungdommen for et materialistisk syn på tilværelsen. På længere sigt handler det om at gøre arbejderbevægelsen til en samfundsforandrende kraft, der kan skabe en mere fredelig og socialt retfærdig verden.
Men før vi kan nå dertil, er der et omfattende ideologisk arbejde at udføre, der skal gøre materialismen til en afgørende retning inden for filosofi og erkendelsesteori.
Arbejderbevægelsen har vundet mange sejre på det nationale plan, både fagligt og politisk.
Kan man overhovedet tillade sig at anvende udtrykket dialektikkens triumf? Arbejderbevægelsens historie rummer både sejre og nederlag. Der er kredse, der gerne vil fremstille arbejderbevægelsen som noget fortidigt og udlevet. Dermed undervurderer de alle de mange skabende mennesker, som skaber værdierne i vores samfund.
Hvis man ser på historien, er der sejre, som har båret bevægelsen frem til at være den største politiske kraft i nutiden. Dannelsen af 1. Internationale i London i 1864, hvor det lykkedes at formulere et grundlag, der kunne samle arbejderne på tværs af nationale, racemæssige og andre skel.
Man kan sige, at vi i nogen grad har glemt internationalismen og faldet tilbage til tidligere stadier, det var det, jeg var inde på i indledningen. Men det har modparten ikke, tværtimod har den lært af arbejderbevægelsen og taler om brede alliancer, der skal sikre deres målsætning; for eksempel i Koalitionen af Villige med videre.
Den anden store sejr var Oktoberrevolutionen i 1917, som slet ikke kunne være foregået uden anvendelse af dialektikken.
Det at et parti, som var undertrykt med de mest brutale midler, kunne samle folket omkring revolutionære krav, siger noget om arbejderbevægelsens styrke og dens videnskabelige grundlag.
Den tredje store sejr var sejren over fascismen i 1945. Der er kredse, som bestræber sig på at nedgøre kommunisternes alliancepolitik, der blev formuleret på den VII. Verdenskongres i Komintern.
Vel var der mangler og tvivlsomme paroler i organisationens historie, men de blev overvundet, og det, at Sovjetunionen i forbund med arbejderklassen i alle lande kunne stoppe fascismen, var en historisk sejr. Her kan vi lære noget, der kan hjælpe bevægelsen i en tilsvarende vanskelig situation i nutiden.
Den fjerde store sejr var, da det lykkedes arbejderbevægelsen og fredsbevægelsen at stoppe driften mod en altødelæggende krig i 1950’erne. Som eksempel på fredskræfternes mange initiativer kan nævnes Stockholm-Appellen for at forhindre en atomkrig, der vandt stor udbredelse.
Denne politik havde ikke været mulig, uden Sovjetunionens bestandige forslag om fred og nedrustning.
Arbejderbevægelsen har vundet mange andre sejre på det nationale plan, både fagligt og politisk. Her er kun nævnt de sejre, der har skabt verdenshistorie.
Sejren i Anden Verdenskrig blev fulgt op af dannelsen af FN, som dannede grundlaget for at frigøre de tidligere kolonier og for et omfattende opsving i sociale og demokratiske rettigheder, noget vi i vidt omfang har sat over styr i nyere tid.
Derfor er der god grund til at lære af erfaringerne og finpudse det instrument, der skal bære os igennem store prøvelser – den dialektiske tænkning.
Thi de besejrede af i dag er sejrherrerne af i morgen.
Jeg slutter med Bertolt Brechts digt Til dialektikkens pris:
Uretten går i dag fremad mod sikre skridt.
Undertrykkerne indretter sig på titusind år.
Magten forsikrer: Alt vil forblive som det er.
Ingen stemme høres udover de herskendes stemme
Og på markedspladserne siger udbytningen højt:
Først nu tar jeg for alvor fat.
Men af de undertrykte siger mange nu:
Det vi vil, går aldrig.
I som endnu lever, sig aldrig aldrig!
Det sikre er ikke sikkert.
Intet vil forblive som det er.
Når de herskende har talt
Vil de beherskede tale.
Hvem vover at sige; aldrig?
Hvem afhænger det af, hvis undertrykkelsen fortsætter?
Af os.
Hvem har ansvaret, hvis den blir knust?
Ligeledes af os.
I, som blir slået ned, rejs dig!
I, som er fortabt, kæmp!
Den der først har erkendt sin situation,
hvordan skal han kunne standses?
Thi de besejrede af i dag
er sejrherrerne af i morgen
Og aldrig blir til; endnu i dag!
Bertolt Brecht
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
