Tale
Vi er samlet her i dag for at kæmpe for de lande, der er ofre for imperialismen. Og lad os slå én ting fast – klart og uden forbehold:
Det handler om folks ret til selvbestemmelse. Retten til at vælge deres egen vej. Retten til et fredeligt og retfærdigt liv – uden militære trusler, uden sanktioner, uden bomber.
Når et folk insisterer på at kontrollere deres egne ressourcer og fremtid, bliver de et angrebsmål.
Imperialismen handler ikke om moral. Den handler om magt og kontrol over ressourcer.
Det er den samme imperialistiske logik, vi ser igen og igen.
USA og deres allierede taler om demokrati. Men deres handlinger afslører sandheden:
Brud på folkeretten. Antidemokratiske beslutninger om invasion og intervention. Uskyldige mennesker dræbes. Og de samme løgnehistorier gentages: narkotika, sikkerhed, “humanitære” bombninger.
I Venezuela blev fortællinger om narkosmugling brugt som påskud. Men når kontrollen over olien er på spil, falder maskerne.
Imperialismen handler ikke om moral. Den handler om magt og kontrol over ressourcer.
Denne gang forsøgte USA knap at skjule det. Det var en åbenlys magtdemonstration – et signal til Venezuela og andre folk:
Ret jer ind, eller betal prisen! Venezuela betaler allerede – ligesom Cuba er under angreb.
USA har næsten 80 militærbaser og enklaver i Mellemamerika, Caribien og Sydamerika.
Militariseringen stopper ikke dér. Nu har USA også et fast fodfæste i Norden – Danmark, Sverige, Finland. De havde allerede baser i Norge og Grønland.
USA behøver ikke NATO – NATO tilpasser sig USA. Og lad os sige det, som det er:
Vores medborgere bliver på ingen måde oplyst. Pressen udfylder slet ikke sin rolle. Alt for ofte fungerer den som statens forlængede arm. Når regeringen taler krig, gentager pressen ordene. Når NATO leverer fortællingerne, viderebringes de ukritisk.
Der bliver ikke spurgt: Hvem tjener på krigene? Hvem betaler prisen? Hvem dør? Når bomber falder, kaldes det “sikkerhed”.
Når folkeretten brydes, kaldes det “nødvendigt”. Når befolkninger straffes med sanktioner, kaldes det “uden alternativer”.
Oplysning er blevet en del af modstanden. Sandhed er et våben. Uden oplysning – ingen modstand. Uden modstand – ingen fred.
For lad os se ærligt på os selv: Danmark er ikke uskyldigt. Danmark fungerer i dag som krigsnation. Den danske våbenindustri er dybt integreret i USA’s krigsmaskine. Vi producerer vitale dele til kampfly og militær teknologi, som anvendes i folkeretsstridige krige. Og her spiller Mærsk en central rolle.
Mærsk er ikke bare et civilt rederi. Mærsk er rygraden i USA’s globale forsynings- og transportapparat. Fra tropper til våben til materiel – uden denne flåde ville USA’s evne til at føre krig svækkes.
Det er ikke tilfældigt. Det er et bevidst samspil mellem kapital, militær og stat. Samtidig har Danmark indgået baseaftaler, der underminerer suveræniteten. Derfor er der indgivet stævning mod staten og søgt fri proces. Kan en regering lovligt give fremmede militærstyrker vidtgående beføjelser uden demokratisk kontrol?
Folkeretseksperter er ikke i tvivl: USA’s trusler mod Venezuela er i strid med FN-pagten. Når Danmark politisk, militært og økonomisk understøtter det, pådrager vi os medansvar.
Den danske regering taler om fred, men handler for profit. Taler om demokrati, men binder Danmark til USA’s krige. Imperialistiske alliancer varer i årtier, men de ændrer sig, når kapitalens interesser kræver det.
Heldigvis er folkenes solidaritet anderledes. Den er hverken midlertidig eller betinget. Den stopper ikke ved grænser.
Derfor står vi her i dag: I solidaritet med det venezuelanske folk. I solidaritet med alle folk, der kæmper for selvbestemmelse. Og i modstand mod et imperialistisk system, som vores regering er en del af.
Verdens befolkninger må samle sig – i fælles international kamp for fred. For nedrustning. For alles ret til et liv i retfærdighed.
Tak for ordet.
Denne tale blev holdt foran USA’s ambassade i København den 7. februar 2026.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
