Ikke dømt for chikane
Jeg vil godt starte med og sige, at det er mig en stor ære at få lov til at være med i aften, ikke mindst for at hylde og vise vores store respekt til de af vore mange kammerater, som dengang måtte lade livet i kampen mod besættelsesmagten. Men også de mange af vores kammerater som kom hjem med lidelser på krop og sjæl, og som trods det fortsatte med at kæmpe for en verden uden fremmedhad og med fred på vor Jord, de fortjener at blive mindet en aften som den i aften. Den indsats, den danske modstandsbevægelse ydede i disse år, var uden tvivl med til at få Danmark på det europæiske landkort for den samlede modstand mod den nazistiske forbandelse, som Europa dengang var forpestet med! Det skal vi fejre, det skal vi være stolte af!
Det er vigtigt, at vi på møder som disse fejrer de resultater, som den aktive modstand mod besættelsesmagten gav os! Det er vigtigt, at vi på disse møder deler hinandens sorg for de mange familier, som har mistet! Men endnu vigtigere er det, at vi husker, hvad som skete i disse for vort land så mørke år. For det gav os nogle erfaringer, ganske vist dyrekøbte erfaringer! Man siger gerne, at historien aldrig vil gentage sig, men, kammerater, kigger vi ud over Europa i dag, ja så er der frygtelig meget fra dengang, som vi kan genkende i selv samme region i dag!
I dag som dengang ser vi, hvordan de sociale nedskæringer trumfes ned over befolkningerne i alle landene, hvordan man sætter ind mod arbejderklassens organisationer.
I dag som dengang ser vi, hvordan de sociale nedskæringer trumfes ned over befolkningerne i alle landene, hvordan man sætter ind mod arbejderklassens organisationer. Vi ser et EU: – Der med sin antifolkelige karakter er kapitalens redskab vendt lige imod os. – Som fra sin spæde fødsel var en åben konfrontation mod de socialistiske lande, mod fagbevægelsen, mod arbejderklassens tilkæmpede rettigheder, mod den antiimperialistiske kamp og imod arbejderklassens kamp for afskaffelsen af den frygtelige udbytning af mennesket. – Som er i fuld gang med sin sidste afmontering af det, vi har tilbage.
Kære kammerater!
Jeg holdte en lignende tale til et 4. maj-arrangement i Aarhus tilbage i 2015. Der sagde jeg følgende: Seneste så vi, hvordan EU og USA, to aggressive imperialistiske centre, økonomisk støttede et fascistisk kup i Ukraine. Her er der altså snak om, at man støtter nogle meget sorte kræfter med at afsætte folkevalgte præsidenter, præcis som man gjorde det i Chile. Er de folkevalgte ikke til nytte for imperialismens fremmarch, ja så sætter man den sorte hær ind.
Nu står vi så her 2022 og kan se på den højaktuelle situation i Ukraine, hvor de aggressive imperialistiske centre, både den russiske, NATO og Vesten, netop slås om ressourcer og markeder om hver deres imperialismes interessesfære. Vi kan se, hvordan man bevæbner meget sorte kræfter i Ukraine fuldstændig på samme måde, som man finansierede de sorte kræfter i Tyskland tilbage i 1940’erne, da den vestlige kapitalisme dengang som i dag så det som en mulighed for at udvide sit imperium.
Intet lært, det er koldt og kynisk. Og ofrene er den ukrainske befolkning og alle andre, som kommer til at mærke konsekvenserne ved deres farlige krig om ressourcer og markeder.
Den unge generation er den generation, som i hele Europa angribes hårdest.
Kære kammerater!
I mine øjne er krig ikke kun, når det foregår med militært isenkram. Jeg mener, den værste form for krig, der kan føres, er at føre befolkninger ud i nød og fattigdom. Præcis som vi ser det i Europa, dengang som i dag. ifølge Eurostats egne tal så lever 117 millioner mennesker i Europa nu i reel fattigdom alene på baggrund af jagten på profit til de få. Det svarer til 23 procent af Europas befolkning, altså hver fjerde europæer.
Det er altså her, den reelle fare ligger samtidig i en tid, hvor militærbudgetterne er de eneste, der kan få tilført midler.
Nogle kalder vores unge generation for den ligeglade generation eller de forkælede. Det skal vi og de ikke finde os i, vi må og skal tage skeen i den anden hånd.
Hvem var det, der kunne få en læreplads? Det kan de ikke! Hvem var det, der kunne få efterløn? Det kan vi ikke! Hvem var det, der kunne få dagpenge i op til syv år? Det kan vi ikke! Hvem var det, som kunne træde ud af arbejdslivet i ordentlig tid? Det kommer vi ikke til!
Det smuldrer i det, vi har muret, det har vi selv forvoldt, lød det fra Carl Scharnberg, og han havde ret.
Siden systemkrisen, også kaldet finanskrisen, satte ind i 2008, har EU’s medlemslande indført over 400 reformer, hvis eneste formål er at gøre arbejdsudbuddet større, tvinge mere fleksibilitet ind på arbejdsmarkedet og ikke mindst gøre arbejderklassen sultne og undertrykte til gavn for profitmagernes umættelige jagt på mere profit.
Den unge generation er den generation, som i hele Europa angribes hårdest. Under de nuværende betingelser af kapitalens systemkrise, som banker på døren, er der et generaliseret angreb på arbejderklassens rettigheder og de historiske bedrifter, som arbejderklassen har opnået. Det kommer specielt til at gå ud over den unge generation. Kapitalen vil have, at den nye generation af arbejdere skal være fleksibel, billig og undertrykt. De udnytter arbejdsløsheden, den svage organisering og manglende erfaring.
Fedtspilleriet går ikke længere, meld jer ind i fagforeningerne og tag aktiv del i kampen!
Man er i gang med at forme den fremtidige generation til at være nogle underkuede stakler, som blot er til gavn for profitmagerne. Vi mærker det på erhvervsskolerne og universiteterne på den måde, at uddannelsesinstitutioner bliver omformet til et sted, hvor man ikke får dannelse i menneskenes og samfundets behov, men alene får dannelse i at være til gavn for profitmagerne, så man bliver hurtigere og bedre til at gavne det forbryderiske erhvervslivs umættelige jagt på profit.
Det kalder i høj grad på et kollektivt svar om organisering, kammerater! Fedtspilleriet går ikke længere, meld jer ind i fagforeningerne og tag aktiv del i kampen!
Vi ved med de erfaringer fra dengang, at den krig, pengemagten fører mod befolkningerne, giver fødsel til disse sorte og brutale kræfter, som ingen midler skyr for med kapitalinteresser i ryggen at bevare magtfordelingen i vores samfund, hvor de rige blive rigere, og de fattige bliver fattigere, i udvidelsen af deres imperier. Det, synes jeg, er den vigtigste erfaring, vi må tage med os til den kamp, som vi skal kæmpe i dag mod de mørke kræfter. For kampen mod fascisme er uomgåeligt en kamp mod det bestående samfundssystem. Kriser og fascisme går hånd i hånd med det politiske system, vi lever under.
Dengang vores forræderiske regering uden modstand lod besættelsesmagten besætte vores land, udleverede danske mænd i hænderne på tyskerne til en uvis skæbne, som dog for manges vedkommende betød døden, gik regeringen og kongen ud med parolerne, at det var nødvendigt at opretholde ro og orden, at man skulle tilpasse sig situationen. Alt for mange tilpassede sig.
Vi kommer til at ofre meget hårdt arbejde, kammerater. Men vi må stå fast, også i disse tider. Stå fast på vores grundholdninger selv om de er upopulære.
Men mange opretholdte ikke ro og orden. De blev kaldt terrorister. Terrorister kaldte man dem, som ikke ville affinde sig med ikke at være herre i eget hus. Terrorister kaldte man de mennesker, som vi i dag hylder som vores stolte modstandsbevægelse. Tænk på det i dag, kammerater, når journalister og Christiansborg-politikere i dag kalder vores brødre og søstre i andre lande for terrorister. Det kunne jo være, at det var folk, der lige som os kæmpede for at opnå fred og selvstændighed i deres eget land. Tænk bare på palæstinensernes utrættelige kamp.
Arbejderklassen må tage skeen i den anden hånd, komme ud af sin ideologiske blinde forførelse, så kan de ikke bekæmpe os.
Afslutningsvis vil jeg sige, at den modstand, som vores kammerater i modstandsbevægelsen førte mod besættelsesmagten, må være vores stolthed, når vi kigger tilbage. Men det er i den grad vores håb, når vi skal kigge fremad, for kampen mod de mørke kræfter er jo, som vi alle ved, ikke ovre, den kommer tættere og tættere på os, for hver dag vi affinder os med at lade os kue af dette folkefjendtlige politiske system.
Det betyder kun én ting for os, kammerater: Vi må være klar, vi må ikke blive ved med at lade os kue.
Men forvent ikke, at tingene vil normalisere sig af sig selv, at kapitalismen vil falde eller kollapse af sig selv, den vil bestå uanset, hvor råddent det end bliver, lige så længe at arbejderklassen ikke spiller en ledende rolle i udviklingen. Arbejderklassen må tage skeen i den anden hånd, komme ud af sin ideologiske blinde forførelse, så kan de ikke bekæmpe os.
Vi kommer til at ofre meget hårdt arbejde, kammerater. Men vi må stå fast, også i disse tider. Stå fast på vores grundholdninger selv om de er upopulære. For selv om der for tiden ligger en tung krigsretorik og skygger over os, så vil vi – bevæbnet med revolutionær optimisme – før eller siden få solen til at skinne over os igen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
