Det er foruroligende at observere den stigende grad af indblanding fra EU-lande, England, USA og andre magtfulde nationer, ofte omtalt som “den hvide verden”. Disse nationer har taget drastiske skridt for at straffe nationer, der ikke følger deres doktriner og regler om, hvad et demokrati skal være.
Det er uacceptabelt, hvordan Frankrig, England og USA forfølger deres politiske agendaer ved at pålægge økonomiske sanktioner, som de pålagde visse afrikanske lande som følge af konflikten mellem Ukraine og Rusland.
Dobbeltmoral er tydelig, da vestlige magter taler om suverænitet og retfærdighed, men kompromitterer disse principper for deres egne interesser. Hvorfor støtter de Ukraine, men ikke de afrikanske lande i deres ret til suverænitet?
Det er på tide, at vi undersøger magternes adfærd nøje og stiller spørgsmål ved deres sande hensigter. Politikere bør arbejde for at sikre, at suverænitet og retfærdighed gælder for alle nationer.
De taler om demokrati og selvbestemmelse, men fortsætter med at udnytte disse landes ressourcer …
Den chokerende dobbeltmoral i USA’s historiske militære interventioner i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien kan ikke ignoreres. De hævder at fremme demokrati og bekæmpe terror og statskup, men støtter samtidig opposisionsgrupper i Afrika og andre steder. Dette har bidraget til politisk uro, global usikkerhed og store flygtningestrømme.
Det er på høje tid, at danske politikere konfronterer den skandaløse neokolonialisme, som de vestlige nationer praktiserer med sanktioner i tidligere kolonier. De bør respektere disse landes ret til selvbestemmelse og suverænitet.
Sammenligningen med at prædike kærlighed og tilgivelse i kirken og begå mord og vold bagefter illustrerer de vestlige nationers hykleri. De taler om demokrati og selvbestemmelse, men fortsætter med at udnytte disse landes ressourcer uden hensyntagen til den skade, de tidligere har forvoldt. Det er på tide, at dette stopper!
Historisk baggrund
Historien tyder på, at den franske regering har været involveret i drab og systematisk plyndring i Niger. Dette brud på menneskerettighederne er især klart i to skræmmende episoder, hvor to fremtrædende afrikanske ledere, Thomas Sankara fra Burkina Faso og Patrice Lumumba fra Congo, blev myrdet.
Thomas Sankara, en lysende skikkelse i Afrikas antiimperialistiske bevægelse, blev brutalt myrdet i 1987. Der er dybe mistanker om, at Frankrig, sammen med interne politiske aktører, havde en interesse i hans død.
På samme måde blev Patrice Lumumba, Congos første valgte premierminister efter uafhængighed fra Belgien i 1960, myrdet i 1961 under Congos politiske uro, hvor Belgien og USA mistænkes for involvering, da de længe har forsøgt at mørklægge sagen.
For at tilføje til grusomhederne blev Patrice Lumumbas krop parteret og spredt over hele Congo, og hans guldtand blev i 2022 overdraget til hans familie. Disse barbariske handlinger blev udført for at advare andre afrikanske ledere om konsekvenserne, hvis de udfordrer deres kolonimagter.
Det er en tragedie, at så mange ledere har mistet livet i kampen for frihed og selvbestemmelse.
Det er en tragedie, at så mange ledere har mistet livet i kampen for frihed og selvbestemmelse. Verden må erkende de begåede rædsler og arbejde sammen for at forhindre gentagelse.
I denne dystre historie er der også lyspunkter. På det afrikanske kontinent er der en bølge af opstand og vækkelse, især i lande, der tidligere var besat af kolonimagter som Frankrig, inklusive Burkina Faso, Mali og Niger.
Lad os se på nogle eksempler:
1. Burkina Faso har kæmpet for selvbestemmelse og retfærdighed, stået imod den tidligere kolonimagt og arbejdet for at forme deres egen skæbne uden ekstern indblanding.
2. Mali har oplevet folkets oprør mod kolonial indflydelse og eksterne magters dominans som et symptom på Afrikas vågen. De har rejst sig for at udfordre de gamle kolonimagters greb om deres land og ressourcer.
3. Flere afrikanske lande har kastet de gamle kolonimagters byrde af sig, hvilket viser en bevægelse mod retfærdighed og frihed fra Frankrigs, Englands og USA’s vedvarende indblanding på kontinentet. Det er en kamp for retfærdighed og frihed, der viser, at fortiden ikke længere kan diktere fremtiden.
Disse eksempler viser, at der er håb og vilje til forandring på det afrikanske kontinent. Det er en påmindelse om, at mennesker verden over har ret til at forme deres egen skæbne og kræve retfærdighed, uanset deres historie.
Frustreret over fortsat udenlandsk militær
Det er dybt frustrerende at iagttage den fortsatte udenlandske militære tilstedeværelse, især fra nationer som USA og Frankrig, i lande som Niger. Befolkningen i disse lande har gentagne gange givet udtryk for deres ønske om, at de udenlandske tropper forlader deres jord og lader dem håndtere deres egne anliggender.
Det er afgørende at understrege princippet om suverænitet og selvbestemmelse, når det kommer til spørgsmålet om udenlandsk militær tilstedeværelse i et land. Hvorfor skulle Danmark, USA eller Frankrig have ret til at bestemme over et afrikansk lands forsvar og sikkerhed? Det er en klar overtrædelse af suverænitet og et udtryk for dobbeltstandarder i international politik.
Alle beslutninger vedrørende sikkerhed og forsvar skal træffes af det pågældende lands eget folk og regeringen. At have udenlandske styrker på deres jord kan kun føre til øget ustabilitet og modstand. Disse styrker repræsenterer en ekstern magt, der ikke nødvendigvis tjener landets egne interesser, og det kan skabe misforståelser og konflikter.
Ethvert land har ret til selvbestemmelse og suverænitet, hvilket inkluderer retten til at beslutte, om de ønsker udenlandsk militær tilstedeværelse på deres territorium. Ignorering af befolkningens ønsker om tilbagetrækning er en klar krænkelse af denne grundlæggende rettighed.
Så spørgsmålet forbliver: Ville Danmark, USA eller Frankrig acceptere en lignende situation i deres eget land? Det er afgørende at tænke over, hvorfor dobbeltstandarder stadig er så udbredte i international politik, og arbejde imod dem for at fremme ligebehandling og respekt for suverænitet i alle nationer.
På tide at USA og Frankrig tager til efterretning, at befolkningerne i disse lande ønsker dem ude.
Det er på tide, at USA og Frankrig tager til efterretning, at befolkningerne i disse lande ønsker dem ude. De bør respektere disse ønsker og lade landene håndtere deres egne sikkerheds- og forsvarsspørgsmål. Den fortsatte udenlandske militære tilstedeværelse kan kun skabe mere konflikt og ustabilitet i regionen. Det er i alles interesse, at USA og Frankrig trækker sig tilbage og giver plads til fredelige løsninger og selvbestemmelse i de berørte lande.
Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvorfor tøver EU-landene ikke med at indføre sanktioner mod USA og Frankrig, især når disse nationer overvejer at invadere et suverænt land som Niger? Det er endnu mere chokerende, at de beskytter deres allierede, det såkaldte hvide broderskab i EU-landene, USA og på trods af deres handlinger.
Det mest alarmerende er Frankrigs planer om at intervenere i Niger for at støtte en såkaldt demokratisk valgt præsident, Mohamed Bazoum, som tilsyneladende er blevet indsat af den franske præsident for at beskytte franske interesser, selv om befolkningen i Niger ikke ønsker, at han fortsætter ved magten.
Dette virker som en endeløs cyklus af magtspil og kolonial indblanding, der går på tværs af folkelig vilje og demokratiske principper. Det er på tide, at verdenssamfundet handler konsekvent og resolut for at beskytte nationernes suverænitet og respektere befolkningens ønsker. Det er skamplet, at sådanne indgreb fortsat finder sted i dag.
Dette minder mig om, at hvis du er blevet skilt fra din ægtefælle, har du ikke ret til at diktere, hvordan de skal leve deres liv.
Hykleriet i valgstandarder
Det er skandaløst at se hykleriet i visse vestlige lande som EU-landene, England og USA, når de taler om internationale valgstandarder. Eksempler taler for sig selv:
Storbritanniens nuværende premierminister, Rishi Sunak, blev indsat uden en reel folkeafstemning som erstatning for den tidligere premierminister, Liz Truss. Befolkningen ønskede ham tydeligvis ikke som leder, og magtovertagelsen fremstår som en politisk manøvre snarere end en autentisk folkebeslutning.
Ligeledes er den tidligere præsident Donald Trump i USA blevet sigtet for valgsvindel, hvilket er et eksempel på, hvordan USA har kæmpet med valgsvindel, inklusive tidligere præsidents perioder. Hykleriet og dobbeltstandarderne i forhold til at dømme andre nationer for valgpraksis er tydelige og uomtvistelige.
Det er på tide, at landene i den vestlige verden lever op til de standarder, de prædiker for andre. Dette rejser spørgsmålet om, hvornår afrikanske landes valgobservatører og faktatjekkere vil blive inviteret til at observere, om EU-landene, amerikanerne og englænderne faktisk overholder internationale valgstandarder?
For multinationale selskaber handler det udelukkende om, hvor de kan placere deres penge og sikre økonomiske gevinster.
De europæiske, amerikanske og engelske ledere, sammen med de multinationale selskaber, er først og fremmest drevet af økonomiske interesser, når det kommer til afrikanske landes magtspil. Det er en beskæmmelse, hvor tydeligt dette kommer til udtryk:
For multinationale selskaber handler det udelukkende om, hvor de kan placere deres penge og sikre økonomiske gevinster. Deres prioritet er økonomisk, og de ønsker en leder ved magten, der vil beskytte og fremme deres interesser.
Denne interesse i at påvirke, hvem der styrer i afrikanske nationer, er en sørgelig påmindelse om, hvordan økonomiske incitamenter ofte overskygger bekymringen for folkets ve og vel. Det er en påmindelse om, hvordan politiske beslutninger ofte tager hensyn til økonomiske interesser på bekostning af samfundets trivsel.
Der skal sættes spørgsmålstegn ved denne praksis, og der skal kræves mere gennemsigtighed og ansvarlighed fra både multinationale selskaber og verdensledere i deres interaktion med afrikanske nationer og deres ledere.
Multinationale selskabers rolle i fattigdom
De multinationale selskaber, der opererer i Afrika, bidrager sjældent til landenes udvikling. De fokuserer på at fastholde fattigdomsniveauet i stedet for at bidrage til fremskridt.
Disse selskaber undlader ofte at investere i afgørende samfundsinfrastruktur som hospitaler og skoler. De burde hjælpe med at opbygge stærke samfund, men de prioriterer status quo og bidrager ikke til landets udvikling.
Endnu værre udnytter de arbejdskraften i disse regioner uden rimelig kompensation. Dette holder folk fanget i fattigdom og forhindrer økonomisk vækst.
Disse multinationale selskaber skal stilles til ansvar og begynde at bidrage positivt til de samfund, hvor de opererer. Afrikanske folk fortjener retfærdighed og mulighed for økonomisk fremgang, ikke udnyttelse til fordel for selskabernes interesser. Det er tid til handling og forandring.
Mens europæiske nationer hævder at yde ulandsbistand til udviklingslande, fortsætter de med at udnytte Afrikas naturskatte.
Afrikas rige naturressourcer, herunder diamanter, guld, sølv, uran, kobber og andre værdifulde mineraler, bør bruges til at fremme afrikansk udvikling og hæve levestandarden for dens befolkning. Det er på tide at afslutte praksissen, hvor europæiske, amerikanske og britiske nationer beriger sig på bekostning af Afrika ved at udnytte deres naturressourcer.
Mens europæiske nationer hævder at yde ulandsbistand til udviklingslande, fortsætter de med at udnytte Afrikas naturskatte. Hvis Europa, England og USA beholder deres ulandsbistand, som de bruger til at retfærdiggøre det absurde, bør Afrika i stedet beholde sine naturskatte til fordel og gavn for sin egen befolkning.
Manipulation af medier og skjulte dagsordener
Det er med en indestængt vrede, at jeg igennem årene har observeret, hvordan magtfulde nationers ledere benytter medierne som et effektivt redskab til at male et ensidigt og negativt billede af andre lande. De anvender de samme udtjente undskyldninger, når de søger at blande sig i et andet lands anliggender, udelukkende for at tilegne sig deres værdifulde ressourcer eller forfølge deres egne dagsordener. Denne grufulde praksis gentages igen og igen i løbet af de seneste årtier, hvor ulovlige invasioner og interventionsaktioner er blevet gennemført af USA, England, Danmark, Tyskland og Frankrig i lande som Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien.
Det er hjerteskærende at se, hvordan misinformation og mediepropaganda bruges som forberedelse til indgreb og krig i suveræne nationer under påskud af at fremme demokrati og menneskerettigheder. Disse gentagne krænkelser af suverænitet og retfærdighed har efterladt hele regioner i kaos og ødelæggelse.
Det er simpelthen uudholdeligt at betragte, hvordan misinformation og mediepropaganda bliver misbrugt som en skamløs præludie til interventioner i suveræne nationer, alt imens de påberåber sig at fremme demokrati og menneskerettigheder. Disse gentagne overgreb på suverænitet og retfærdighed har konsekvent efterladt hele regioner i ruiner og kaos.
Arrogance og dobbeltmoral skaber kun fjendskab og misforståelse.
Bare se på det tidligere Jugoslavien, hvor opdelingen af landet har ført til vedvarende spændinger i befolkningen. I Irak blev der hævdet, at Saddam Hussein var en diktator og havde masseødelæggelsesvåben, som desværre aldrig blev fundet. Afghanistan og Libyen er også eksempler på nationer i kaos efter USA, NATO og alle deres allieredes udenlandske interventioner. I Libyen blev Gaddafi fjernet, hvilket førte til udbredt ustabilitet.
Dette er blot nogle få eksempler på, hvordan nationer som USA og deres allierede, det såkaldte hvide broderskab/kammeratskab, har invaderet lande uden tilstrækkeligt grundlag. Resultatet er, at løgne og propaganda har efterladt alle disse nationer i ruiner, vedvarende kaos og enorme strømme af flygtninge, som disse samme nationer nu skal tage ansvar for.
Dette rejser det presserende spørgsmål: Hvordan kan nogen tolerere sådan arrogance fra ledere i de vestlige og europæiske lande? Ægte lederskab kræver respekt for andre nationers suverænitet og retten til at bestemme deres egen skæbne. Arrogance og dobbeltmoral skaber kun fjendskab og misforståelse.
For at opbygge meningsfulde forhold og samarbejde på globalt plan må vi insistere på ærlighed, retfærdighed og respekt som grundlæggende principper for vores handlinger og politik. Det er på tide at udfordre status quo og arbejde sammen for en mere retfærdig og harmonisk verden.
Konklusion
Konklusionen er klar og ufravigelig: Vores verdens ledere må træde ud over deres tomme retorik og tage ansvar for deres faktiske handlinger. I dagens verden er det afgørende, at vores ledere erkender, at de er bundet af deres handlinger og ikke blot deres ord. De må engagere sig i ægte demokratiske bestræbelser globalt.
Det er på høje tid, at dette ansvar ikke indebærer brugen af militær magt eller sanktioner, der alt for ofte rammer uskyldige mennesker og efterlader landene i kaos. Det er et paradoks, når vi først sanktionerer og isolerer et land og derefter sender valgobservatører for at kontrollere, om valget var fair og retfærdigt.
Det svarer lidt til, at man stripper et menneske for alt det, det har og ejer, hvorefter man beskylder det for ikke at klare sig godt nok.
Vores ledere bør forpligte sig til en mere retfærdig og fredelig tilgang til internationale anliggender. Ægte demokrati kan ikke opnås gennem tvang og magtanvendelse, men derimod gennem dialog, samarbejde og respekt for suverænitet. Det er på tide, at de handler i overensstemmelse med disse principper og arbejder for en bedre fremtid for hele verden.
Afrika har brug for en model, der først og fremmest tjener afrikanerne selv uden indflydelse eller kontrol fra USA, England eller Europa.
Vi er nødt til at råbe det højt og tydeligt!
Lad os stoppe med at underminere nationer og støtte bæredygtige og fredelige løsninger for at fremme ægte demokrati og stabilitet. Det er utilgiveligt at lade lande lide på grund af vores egne handlinger og indblanding.
Afrika har brug for en model, der først og fremmest tjener afrikanerne selv uden indflydelse eller kontrol fra USA, England eller Europa. Det er påtrængende nødvendigt, at kontinentet udvikler og følger en bæredygtig vej, der prioriterer afrikanske interesser, ressourcer og fremtidig velstand.
Det er på tide, at verdenssamfundet anerkender behovet for at respektere suverænitet og støtte nationers egne bestræbelser på at opnå demokrati og bæredygtig udvikling. Dette bør være en prioritet for vores ledere, og de bør træffe handlinger i overensstemmelse hermed i stedet for at forfølge egoistiske interesser på bekostning af nationers og menneskers trivsel.
Kilder
– Arbejderen: Solidaritet og støtte til folket i Republikken Niger
– Mandag Morgen: Ida Strand “Frankrig fører Europas ‘ressourcekrig i Afrika'”
– Forudsigelig fiasko – konflikten med Irak og Danmark som besættelsesmagt – af Jan Øberg
– Joshua Maponga III: “African Question & Solutions: Farmers of Thought” – “You Are The 8th Wonder Of The World: Discover your Tripartite Alliance for success”
– Information: “Den congolesiske frihedshelt Patrice Lumumbas guldtand”
– Horace G. Campbell: Ekspertise inden for politik i Afrika og internationale relationer.
– Vijay Prashad: Forfatteren til “The Darker Nations: A People’s History of the Third World”
– Jeffrey Sachs: “The End of Poverty: How We Can Make It Happen In Our Lifetime”
– “America’s Wars and the US Debt Crisis,” “America’s Ongoing Civil War,” “Ending America’s War of Choice in the Middle East”
– “How Many More Governments Will American-Trained Soldiers Overthrow?”
– Siddharth Kara: – Forfatter af bøger om forholdene i Niger, Mali osv.: “Bonded Labor: Tackling the System of Slavery in South Asia,” “Modern Slavery” – Bog: “Cobalt Red”
– Ann Brown: “9 African Leaders That Were Assassinated With US Government or Western Intelligence Support”
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
