En af de hurtigste højredrejninger man kan opleve, er Enhedslistens – og i dag kan det med hensyn til retorik og politik være svært at høre og se forskel på Enhedslisten, Venstre, konservative og Socialdemokratiet.
I forhold til EU er der vendt 180 grader, og endda i en sådan grad, at Enhedslisten ifølge Information gerne ville deltage i EU’s militære operationer i Afrika. Enhedslisten vil bidrage til endnu mere imperialisme.
Dermed kommer Enhedslisten til at føre den politik, som Ruslands beskyldes for, nemlig ikke at respektere andre landes selvstændighed, herunder valg af for eksempel styreform og alliance samt deres militærstruktur.
EU’s drøm om at bliver en stærk super- og militærmagt på denne jord – med alt dette af dårligdomme der følger, støttes tilsyneladende af Enhedslisten.
Enhedslisten har accepteret den mest rabiate liberalistiske økonomisk politik – som blandt andet har bidraget til den øgede og mere synligt ulighed og fattigdom i Danmark. Dertil skal der tillægges de væsentlige drastisk nedskæringer af velfærdsydelser, besparelse på sundhedsområdet for ikke at glemme udhulingen af den sociale sikkerhed – og fastholder 225-timers-reglen og efterlader mange i fattigdom.
Man burde forvente, at det er klogt kun at anvende midler, der kan indfri de ønskede formål.
Det er sket næsten konsekvent i de sidste 30 år, (og det er ikke underligt, at en højreorienteret i Deadline kalder denne periode for den bedste i Danmarkshistorien).
På grund af øgede militærudgifter, der giver øget profit til våbenindustrien, og våbnene skal bruges i Vestens kamp mod Rusland, og som Enhedslisten støtter fuldt ud. Enhedslisten går helhjertet ind i sanktionerne mod Rusland og ville endda være skrappere end de borgerlige.
Det selvom undersøgelser og erfaringer har påvist, at sanktioner ikke opnår de tilsigtede formål, som dem i Enhedslisten der anvender sanktioner, påstår.
Det har vist sig med alt tydelighed, at sanktionerne kan blive meget dyrt for befolkningen, og det rammer stort set et stort mindretal i befolkningen, som “tilfældigvis” er de økonomiske ressourcesvagest stillede borgere. Man burde forvente, at det er klogt kun at anvende midler, der kan indfri de ønskede formål.
Det er et faktum, at borgernes demokratiske muligheder for at få indflydelse på de retsregler, der regulerer deres levevilkår, er næsten ikke-eksisterende.
Derimod er det ikke-folkevalgte, som ikke er underlagt demokratiske kontrol eller kan drages politiske til ansvar af befolkningerne, der har lovgivningskompetence eller har oversete kommandobeføjelser, når for eksempel danske soldater eventuelt skal bruges ved anvendelse af militære magtmidlet over for blandt andet et afrikansk land.
Det er tankevækkende, at den massive dækning i blandt andet TV-Avisen og dækningen af krigens gang i DR1 blev henholdvis skåret ned og fjernet lige efter folkeafstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Pelle Dragsted noget lunkne holdning til, at Enhedslistens anbefalede nej, bidrog til et ja.
Blandt andre DR underholdte om det massive ja – og glemte, at over 32 procent ikke stemte.
Det kunne ikke tænkes, at højredrejningen i Enhedslisten, at der er nogle i Enhedslisten, der har fået drømme om en dag at kunne få ministerposter.
Det var denne vej, SF valgte, og selvom Holger K Nielsen har skrevet i sin erindringsbog, at dette var hele det værd, så tror jeg næppe alle dem, der mærkede konsekvenser af liberalistisk økonomisk politik, sidder tilbage med den samme opfattelse.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.