Mindretal af modstand
Den 18. april afslørede The New Yorker i en omfattende reportage den største sag om spionage i et EU-land. Den canadiske organisation Citizen Lab havde dokumenteret spionage mod 65 uafhængighedsvenlige catalanere med Pegasus- og Candiru-programmerne. Sagen blev døbt #Catalangate.
Diktaturer spionerer. Washington Post anslår, at omkring 50.000 mobiltelefoner på verdensplan har været ofre for Pegasus. Men det kan ikke være en acceptabel praksis i lande, der hævder at være demokratiske og respektere rettigheder og frihedsrettigheder. Derfor kom det som et chok at opdage, at Polen og Ungarn havde udspioneret modstandere med det israelske firma NSO Groups flagskibsprogram, som hævder, at det kun sælger det til stater til bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet.
Nu chokerer det EU, at Spanien (hvilken anden stat kunne det være?) ulovligt har udspioneret et stort antal af sine borgere siden 2017. Og det har den ikke gjort på grund af truslen om terrorisme eller kriminalitet, men fordi den har krænket privatlivets fred for personer, der er en del af en politisk bevægelse, som er helt legitim, ikke-voldelig og demokratisk, selv om den er i strid med den spanske nationalismes interesser.
Den catalanske konflikt har drevet den spanske nationalisme til vanvid.
Der er 65 dokumenterede tilfælde (parlamentsmedlemmer, medlemmer af den spanske kongres og det catalanske parlament, advokater, journalister, aktivister og så videre), men mange flere kan være berørt. Faktisk har jeg selv, som ikke er nogen vigtig person, mistanke om, at min mobiltelefon var inficeret, fordi den i august 2019 gjorde mærkelige ting, for eksempel optog telefonsamtaler og sendte endda en besked, som jeg ikke skrev, til en slægtning.
I virkeligheden er vi catalanere ikke overraskede over at være blevet udspioneret, og det er heller ikke det mest alvorlige, der er blevet gjort mod os. Den catalanske konflikt har drevet den spanske nationalisme til vanvid, som gennemsyrer statens strukturer og ikke engang overvejer en demokratisk løsning. De bruger statens magt og løftestænger til at forsøge at finde deres løsning, at ødelægge vores politiske bevægelse. I 1980’erne mod ETA skabte Spanien terrorgruppen GAL for at myrde baskerne, hvilket domstolene flere år senere beviste med domfældelser og efterfølgende benådning af de skyldige. Mod den catalanske uafhængighed, som er en fredelig og demokratisk bevægelse, tyer de ligeledes til beskidt krig.
De sendte 10.000 politifolk til Catalonien for at forhindre folkeafstemningen i 2017, hvor de slog og sårede 1.065 fredelige vælgere. De dømte lederne til 9-13 års fængsel for at have gennemført et statskup (forkert, for hvis vi med 2.300.000 aktivister havde forsøgt et statskup, ville der have været dødsofre, og vi ville muligvis være uafhængige, men vi er en demokratisk og fredelig bevægelse). Efter fire år måtte de benåde de fængslede, fordi sagen ikke ville have holdt til at blive indbragt for EU’s retsinstanser. Ligeledes er mere end 3.500 aktivister, der har verserende domme, blevet retsforfulgt. Og Revisionsretten krævede på grundlag af en hypotetisk underslæb en kaution på 9 millioner euro fra cirka 40 uafhængighedsforkæmpere, som er blevet nedsat til 5,6 millioner euro, og som vil ende med at blive henlagt, inden sagen når frem til EU’s retsinstanser, fordi de ikke kunne bevise underslæb, men især fordi formålet ikke var at undersøge noget som helst, men at ødelægge uafhængighedsforkæmperne økonomisk med disse ublu kautioner.
Indtil nu har EU set den anden vej og har tilladt Spanien at gøre alt dette.
Så vi var sikre på, at de også ville angribe vores privatliv. De millioner af uafhængighedsforkæmpere har levet i bevidstheden om, at vores privatliv kunne blive krænket. Ikke kun for at skaffe beviser mod dem, der er under efterforskning, eller for at få kendskab til planer og strategier, men muligvis også for at opnå mere ubeskrivelige forbrydelser: At skaffe kompromitterende oplysninger om lederne for at afpresse dem og bremse bevægelsen.
Men det mest foruroligende ved Cataluña er reaktionen fra den spanske presse, som fra første dag skjulte oplysningerne. Og da de ikke længere kunne skjule det, præsenterede de det ikke som noget alvorligt, men som noget normalt og acceptabelt mod en bevægelse, som de tolker som en trussel mod Spanien. Desuden tog de den spanske regerings erklæringer om at have noget med sagen at gøre, som de tog for givet. Kort sagt følger medierne og politikerne den linje, der går ud på at skjule og retfærdiggøre alle de overgreb, de har begået mod catalanerne, over for den spanske befolkning, og hvordan dette er blevet en umenneskeliggørelse, som er typisk for regimer fra andre tider. På denne måde synes det umuligt for de spanske borgere at forstå sagens alvor og kræve ansvarlighed.
Indtil nu har EU set den anden vej og har tilladt Spanien at gøre alt dette. Altid med musikken at man ikke kan blande sig i en medlemsstats indre anliggender. Nu, hvor denne ulovlige spionage chokerer den vestlige verden, vil vi trække tråden op for at afsløre alle de uretfærdige handlinger, som Spanien har udført, hvilket er helt i strid med EU’s standarder, og for at gøre det klart, at det catalanske nationale mindretal ved at påberåbe sig den “retfærdige sag” har ret til at frigøre sig fra denne underordning under Spanien, der plyndrer og underkaster sig et moderne, pluralistisk samfund med sin egen måde at gøre tingene på, som for eksempel det catalanske folk.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
