Læserbrev
I centrum for konflikten mellem Rusland og USA er NATO’s ekspansion mod øst, og Ukraine er kun en del af dette.
Russerne kan ikke se nogen anden logisk forklaring for denne ekspansion end et forsøg på at smadre dem. Vi forstår Ruslands bekymring om sin sikkerhed. Der findes næppe en normal person, som tror, at Rusland har tænkt sig at erobre Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn eller Bulgarien. Så det logiske spørgsmål er, hvem er det mon, disse lande nu skal forsvares imod? Og da der ikke er nogen at forsvare imod, er disse landes rolle åbenbart at styrke denne såkaldte forsvarsalliance?
Måske er det fordi, at uden disse lande vil den mulige aggressor måske knuse NATO’s militære maskine – verdens største? Men da dette er åbenlyst nonsens, er den eneste reelle forklaring, at USA ønsker at bringe offensive våben så tæt på Rusland, at de kan udføre et atomvåbenangreb, uden at Rusland får mulighed for at svare igen. Med dette formål er det meget vigtigt for USA, at Ukraine bliver medlem af NATO. Med dette formål sponserede USA statskuppet (Maidan) i Ukraine baseret på de pro-fascistiske elementer, som er deres eneste mulige allierede.
… forlanger vi en opløsning af NATO og opfordrer til i dets sted at oprette et kollektivt sikkerhedssystem i Europa med deltagelse af Rusland. Varig fred kan ikke blive opnået uden Ruslands deltagelse.
I dag implementerer Ukraine ikke den Minsk-aftale, som landet har underskrevet, og som er konfirmeret af FN’s Sikkerhedsråd – noget landet aldrig ville havde gjort, hvis det ikke var blevet godkendt af USA. For Rusland og dets overlevelse er det vigtigt, at Ukraine er – om ikke venligsindet, så i det mindste neutral. Øgede våbenleverancer til Ukraine fra forskellige NATO-lande, troppebevægelser nær den russiske grænser, våbenraslen og trusler gavner ikke Ukraine.
Dermed bliver Ukraine faktisk et gidsel for den amerikanske ekspansive politik. Men det store offer er hele det ukrainske folk, som allerede er splittet af en omfattende nationalisme, som udgør grundlaget for en morderisk intern konflikt mellem brødre, med daglige tab og fattigdom. Både nylige udtalelser fra NATO-ledere og Ukraines voksende oprustning viser, at USA og deres NATO allierede er klar til at føre krig mod Rusland til den sidste ukrainer.
Det bør være klart, at ligesom USA ikke kunne tillade sovjetiske missiler at blive opstillet på Cuba i 1962, kan Rusland i dag ikke tillade amerikanske missiler i Ukraine. Dengang fik vi den caribiske krise, og verden var tæt på at blive brændt ned til grunden. Husk derfor Putins udtalelse: “Kan der tænkes en sådan verden, hvor Rusland ikke findes?”
I dette kritiske øjeblik lever Bulgarien med succes op til rollen som vasalstat. Spanien besluttede at sende fly til Bulgarien. Denne beslutning er taget af den spanske regering – ikke af den bulgarske. Og vi bliver blot orienteret herom gennem medierne. Den spanske regering! Og ikke fra den bulgarske. Holland vil gøre det samme. Og Boris Johnson vil nu beære os med et skib i Sortehavet.
Den bulgarske regering bør undgå ethvert engagement fra vores lands side i den yderligere militære eskalering. Vi må klart melde ud, at problemerne i Ukraine bør løses på grundlag af Minsk-aftalen, og at NATO’s udvidelse mod Rusland udgør en reel trussel mod freden i Europa. Når vi ser på NATO’s rolle i de senere år, må vi konstatere, at NATO for længe siden er holdt op med at spille den rolle, for hvilken den blev skabt, og har ændret sig fra en forsvarsalliance og spiller nu rollen som aggressor.
I forlængelse af dette forlanger vi en opløsning af NATO og opfordrer til i dets sted at oprette et kollektivt sikkerhedssystem i Europa med deltagelse af Rusland. Varig fred kan ikke blive opnået uden Ruslands deltagelse.
Oversættelse ved Mikael Hertoft og Aksel Carlsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
