Malvinas-sagen er overset i Europa, men påtrængende i Argentina og Latinamerika samt i de mange lande, der har en fortid som kolonier. For konflikten mellem Storbritannien og Argentina om suveræniteten over øgruppen Las Malvinas i Sydatlanten er en uløst forbrydelse fra kolonitiden.
Den danske Malvinas Dialog-Komité udtrykker sin klare støtte til Argentinas krav om, at Storbritanniens besættelse af øerne og den efterfølgende kolonisering bringes til ophør gennem en fredelig dialog mellem de to stater – sådan som FN’s generalforsamling og andre FN-organisationer har besluttet og henstillet i talrige resolutioner.
2022 ville symbolsk være et passende år.
2022 ville symbolsk være et passende år, og Malvinas Dialog-Komité, Danmark opfordrer sammen med komitéer, organisationer, regeringer og personligheder over hele verden til, at dette 40-år for den tragiske krig – i Europa kendt som Falklandskrigen – mellem Argentina og Storbritannien fra april til juni 1982 må gå over i historien som året, hvor det afgørende skridt frem mod en fredelig og retfærdig løsning blev taget. Året hvor parterne sætter sig til forhandlingsbordet – efter 40 års pause på grund af britisk boykot af forhandlingerne.
Hvis det skal ske, må der lægges et politisk pres på den britiske regering, der indledte året 2022 med at sende nyt militært udstyr til sin base på øerne.
Argentina har protesteret ihærdigt og påpeget, at denne militære oprustning er i strid med både resolutioner fra FN og internationale erklæringer om, at Sydatlanten skal være en ’zone for fred og samarbejde’, sådan som landene i Afrika og Sydamerika med kyster til Atlanterhavet har bestemt. Og i strid med en enstemmig udtalelse fra CELAC – alle stater i Syd- og Centralamerika samt Caribien – om, at alle konflikter i regionen skal løses med fredelige midler, og at man ønsker fremmede militærbaser i regionen afviklet.
Den danske Malvinas Dialog-Komité opfordrer den danske regering, medlemmerne af Folketinget og dets relevante udvalg samt danske medlemmer af EU-parlamentet til at støtte kravet til den britiske regering om i respekt for resolutionerne fra FN at genoptage forhandlingerne om suverænitetskonflikten med Argentina – med det mål at enes om en fredelig løsning, der både tilgodeser de nuværende indbyggeres interesser og er i overensstemmelse med international ret, FN-pagten og alle staters forpligtelse til at afslutte kolonitidens uretfærdigheder.
Således vedtaget af Den danske Malvinas Dialog-Komité den 9. juni 2022. Komitéen samler en række politiske partier, fagforeninger organisationer og enkeltpersoner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.