Filmfestival
Vi lever i en tid, hvor besættelse og krig er blevet hverdag for store dele af menneskeligheden. Disse forbrydelser imod menneskeheden og den foragt for livet, som de repræsenterer, bliver ofte negligeret i den vestlige verdens dagspresse.
Kampen for det palæstinensiske folks frigørelse fra apartheid har stået på i 74 år. Kampen for det kurdiske folks selvstændighed har stået på i 102 år.
Kampen for et frit Vestsahara har stået på i 47 år.
Kampen for Yemens selvstændighed har kostet mange lidelser i over syv år. Og dette er blot et lille udsnit af de retfærdige kampe, som i de sidste mange årtier, sågar endda århundreder er blevet ført for selvstændighed fra besættelse og krig.
Nu er der krig i Europa, og vores statsledere står klar til at hjælpe til med alt, de har. Hvor var denne sympati, da det palæstinensiske folk gennem de sidste 74 år har råbt på hjælp?
Alle disse mennesker, som har mistet brødre, søstre, fædre og mødre i kampen for selvstændighed, bliver i dag afskrevet som gemene forbrydere og terrorister, alt imens vores statsapparat frivilligt og glædeligt støtter undertrykkelsen af disse mennesker.
Nationer, som bryster sig på idéer om demokrati og frihed, står forrest i kampen for blodig undertrykkelse og frihedsberøvelse.
Vi hjælper aktivt til, når den israelske besættelsesmagt nægter at vaccinere den palæstinensiske befolkning, som holdes i fangenskab, og vi tilbyder sågar at købe deres vacciner.
Vi hjælper til, når Vesten forbryder sig mod det kurdiske folk i Mellemøsten, mens vi overfladisk snakker om det ukrainske folks ret til selvbestemmelse.
Vi snakker om menneskerettigheder, men sprøjter millioner af kroner i Saudi-Arabiens militær, der dagligt skaber lidelse i det besatte Yemen.
Man føler i Vesten en obskur berettigelse til at skulle bestemme i lande, som er så langt fra hjemmet. Det lader ikke til, at vi er kommet videre fra den kolonialistiske tankegang om at skulle civilisere de uciviliserede og skulle redde dem fra deres egen uduelighed.
Vi afsætter ledere og skjuler det bag paroler om fred, og vi sender styrker ind i selvstændige lande på stabiliseringsmissioner, og alle, som modstår dette, udsulter vi med økonomiske sanktioner, som leder til hungersnød og elendighed.
Nu er der krig i Europa, og vores statsledere står klar til at hjælpe til med alt, de har. Hvor var denne sympati, da det palæstinensiske folk gennem de sidste 74 år har råbt på hjælp?
Vi tror, at fred i Europa er en naturlov. Vi tror, at kapitalismen og vores system er den styrke, som skaber freden. Nej! Freden bliver ikke skabt gennem krigsdeltagelse og underminering af suverænitet. Fred kommer, når folk ikke skal gå sultne i seng, når broderfolk ikke spilles op mod hinanden af stormagternes politiske spil, når økonomier ikke udhules af sanktioner, og når folk har retten til selvbestemmelse.
Kampen for fred er retfærdig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
