Kære udvalgsmedlemmer
Vi skriver til jer i forlængelse af vores brev fra den 9. april, hvor vi udtrykte bekymring og kritik af trappemodellen, det forslag til nyt dagpengesystem som blev fremlagt fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Vores kritik af trappemodellen går kort sagt på, at det er en model, der tilgodeser de stærke grupper på arbejdsmarkedet på bekostning af grupperne med svagere tilknytning og med mere og længere ledighed.
I regeringens nye forslag Danmark kan mere 1 – overtages FH’s forslag. Dog er regeringens udspil lidt højere på niveauet, da de foreslår en udgave, hvor maksimal dagpengesats er hævet med 5.000 kroner per måned i de første tre måneder af ledighedsperioden.
Vi har brug for et robust dagpengesystem, der giver tryghed – især når krisen melder sig med massearbejdsløshed.
Der er meget godt at sige om Danmark kan mere 1. Vi vil især fremhæve følgende positive forslag, der alle berører uligheden på arbejdsmarkedet.
Vi hæfter os positivt ved:
- Nye lærlingeklausuler.
- 110 procent dagpenge ved uddannelse af arbejdsløse.
- Nedsættelse af elafgiften til gavn for dem med de laveste indtægter.
- Initiativer til grøn omstilling.
- Afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt for pensionister.
- Et stærkere organiseret arbejdsmarked med øget fradrag for fagforeningskontingent.
- Forslag til bekæmpelse af social dumping.
- Forslag til at regulere den frembrusende ’platformsøkonomi’.
Men forslaget rummer også tidsler, der øger uligheden. Ud over forslaget om trappemodel gælder det primært:
- En lavere dimittendsats samt en halvering af perioden til kun ét år. Det vil blandt andet betyde, at mange nyuddannede stik mod hensigten ikke vil melde sig ind i en a-kasse. Forslaget vil ikke udelukkende ramme de akademisk uddannede, men også unge med en erhvervs- og lærlingeuddannelse. Hvor de akademisk uddannede med dette forslag kan se frem til en mindre stigning, end de ellers ville have fået, når de går fra SU til dimittendsats, så vil de faglærte opleve et fald i indtægten, når de rykker fra slutlærlingelønnen og ned på den dimittendsats, der er lagt op til.
- Forslaget om 37 timers arbejdspligt til bestemte sårbare grupper bygger på en forfejlet borgerlig ide om, at sociale og kulturelle problemer kan løses med tvang og fattigdom. Endvidere vil forslaget erstatte mange 3F-job på overenskomst med statsfinansieret social dumping.
Vi mener stadig, at det mest negative i forslaget er trappemodellen, som er usolidarisk og ødelæggende for den danske flexicuritymodel. De stærke grupper på arbejdsmarkedet får mere tryghed på de svages bekostning. Det er i den sammenhæng bemærkelsesværdigt, at forslaget Danmark kan mere I ikke har forslag, der hjælper de langtidsledige.
Vi har brug for et robust dagpengesystem, der giver tryghed – især når krisen melder sig med massearbejdsløshed. I kriseperioder rammes mange af mere end tre måneders ledighed og trues på hus og hjem. Der er grupper på arbejdsmarkedet med lav ledighed, grupper hvor man forholdsvist hurtigt kan komme i job igen, hvis man har mistet sit arbejde. Det er udelukkende denne gruppe, der vil profitere af trappemodellen. Vores opfattelse er, at et dagpengesystem, hvis det skal fungere som et sikkerhedsnet, reelt skal indrettes, så det også tilgodeser de grupper, der har øget risiko for at blive ledige, og de grupper, der har svært ved at få et nyt job, når krisen kradser.
Derfor ønsker vi en generel stigning af dagpengene.
Vi medsender i den forbindelse et notat fra Cevea, der fremlægger nye nøgletal for, hvad det reelt vil koste med en generel stigning af dagpengene med 4.000 kroner om måneden.
Det viser sig her, at Finansministeriet konsekvent har overdrevet udgifterne og underdrevet indtægterne – hvorfor der er er plads til en generel stigning af dagpengene, uden at landets økonomi sættes over styr. Tværtimod er det vores opfattelse, at et mere trygt dagpengesystem vil være til gavn ikke bare for de ledige, men for samfundets økonomi.
Vi håber, I vil læse notatet fra Cevea og lade jer inspirere til at støtte vores forslag.
Med venlig hilsen
Finn Jenne, 3F Frederikshavn, Allan Busk, 3F Aalborg, Per Kjeldsen, 3F Midtvendsyssel, Ole Christensen, 3F Randers, Thorkil Jansen, 3F Aarhus TLB, Hans A. Sørensen, 3F Horsens, Peter Thuesen Andersen, 3F Kolding, Henning Boye Christensen, 3F Ringkøbing-Skjern, Henning Vestbjerg Pedersen, 3F Midtjylland, Jacob Lassen Meier, 3F Esbjerg, Jakob Lykke, 3F Esbjerg T, Brian Andersen, 3F Aabenraa, Torben Knudsen, 3F Bygningsarbejderne Fyn, Claus Westergreen, 3F BJMF, John Ekebjærg-Jakobsen, 3F København.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.