En væbnet afkolonisering
Til statsministeren, justitsministeren, Folketingets Europaudvalg, dagblade og medier og offentligheden.
Undertegnede, der i sin tid var medsagsøgere i den såkaldte “Lissabon-sag”, der handlede om, hvornår der afgives suverænitet til EU, ønsker at fremføre følgende:
For det første:
Regeringen mener ikke, der afgives suverænitet, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Det baseres på en redegørelse fra Justitsministeriet, som især henviser til, at alle afgørelser skal træffes ved enstemmighed (vetoret), og at der derfor ikke kan “ske” noget, uden at Danmark siger ja.
Derfor anvender man ikke fremgangsmåden i Grundlovens § 20, der handler om at afgive suverænitet.
Men er det rigtigt, at “vetoret = ingen suverænitetsafgivelse”? I al fald ikke altid.
Ganske vist er EU’s målsætning ikke opfyldt endnu, men kan man politisk, moralsk, etisk og juridisk forsvare at skrive under på en målsætning, som vi ikke kan opfylde?
Den nævnte “Lissabon-sag” handlede blandt andet netop dette spørgsmål, idet en lang række sagsområder i forbindelse med Lissabon-EU-traktaten overgik fra enstemmighed til flertalsafgørelser. Vi sagsøgere mente, at det var en suverænitetsafgivelse. Højesteret slog imidlertid fast, at det ikke var tilfældet. Der var tale om …. “ændringer i den mellemfolkelige myndigheds (EU’s, red) ………. afstemningsregler …..“
Sagt på jævnt dansk fastslog Højesteret, at suveræniteten på et område – selv om der er vetoret – i Grundlovens forstand kan være afgivet alene ved den blotte benævnelse i EU-traktaten. Når/hvis vetoretten så siden afskaffes helt eller delvist, er det “kun” en ændring af afstemningsreglerne, som ikke kræver godkendelse efter Grundlovens regler.
Så spørgsmålet er, om der (skønt Justitsministeriet ikke mener det) afgives suverænitet allerede i det øjeblik, Danmark ophæver sit forbehold og dermed tiltræder Lissabontraktatens bestemmelser om EU’s forsvar?
For det andet:
Desuden er det et problem, at Danmark ved afskaffelsen af forsvarsforbeholdet i princippet godkender teksten med EU’s målsætning på forsvarsområdet (traktatens artikel 42) om at endemålet for EU’s forsvarspolitik er “… et fælles forsvar …” som “sikrer Unionen …… militære midler“, som “Unionen kan anvende … i forbindelse med opgaver uden for Unionens område …“
Men det har aldrig været undersøgt, om et sådant endemål i givet fald er i strid med Grundlovens § 19, der kræver Folketingets godkendelse af sådanne anvendelser af militære magtmidler. Umiddelbart synes målsætningen ikke forenelig med Grundloven.
Ganske vist er EU’s målsætning ikke opfyldt endnu, men kan man politisk, moralsk, etisk og juridisk forsvare at skrive under på en målsætning, som vi ikke kan opfylde? Bør man ikke undersøge, om dette traktatfastsatte endemål er i strid med Grundloven? Og melde ud til både offentligheden og EU, om vi overhovedet er i stand til at opfylde den målsætning, vi skriver under på?
Uddybning om Grundloven og forsvarsforbeholdet
Afgives der suverænitet, hvis forsvarsforbeholdet afskaffes?
I bemærkningerne til lovforslaget om folkeafstemningen læser vi:
…… det fremgår af Justitsministeriets notat af 29. marts 2022 om, hvorvidt en ophævelse af det danske forsvarsforbehold forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20, …. at det er vurderingen, at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet kan ske, uden at proceduren i grundlovens § 20 skal iagttages.
Af Justitsministeriet notat fremgår som begrundelse blandt andet at “Hvis der skal etableres et fælles forsvar, kræver det, at Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom”
Det betyder, at Justitsministeriet ikke mener, at der afgives suverænitet ved en ophævelse af forbeholdet, fordi der er krav om enstemmighed (vetoret) i forhold til at etablere et fælles forsvar.
Men er det korrekt, at “vetoret = ingen suverænitetsafgivelse”? I al fald ikke altid.
Højesteret fastslår nemlig i dommen i den såkaldte “Lissabonsag”: … Der kan efter Højesterets opfattelse ikke….af Grundlovens § 20 …… udledes noget krav om, at der efter Danmarks overladelse af beføjelser til en mellemfolkelig organisation (EU, red.) skal iværksættes en ny procedure efter Grundlovens § 20, når der sker ændringer i den mellemfolkelige myndigheds organisering, arbejdsmåde, afstemningsregler og forvaltning i øvrigt ….“ Og det selv om (i Højesterets formulering i pressemeddelelse) “kravet om enstemmighed er ændret til et krav om kvalificeret flertal ….. i Rådet …“ (Det vil sige, vetoretten afskaffet, red.)
Det betyder, at suveræniteten på et område – selv om der er vetoret – i Grundlovens forstand, kan være afgivet alene ved den blotte benævnelse i EU-traktaten. Når/hvis vetoretten så siden afskaffes helt eller delvist, er det “kun” en ændring af afstemningsreglerne, som ikke kræver godkendelse efter Grundlovens regler.
Vi frygter derfor, at der ved ophævelse af forsvarsforbeholdet (skønt Justitsministeriet ikke mener det) alligevel afgives suverænitet, idet “forsvarsområdet” derved “bliver afgivet til EU” (blot for Danmarks vedkommende forsinket i forhold til Lissabon-traktatens øvrige bestemmelser). Og at en senere ændring af EU’s “organisering, arbejdsmåde, afstemningsregler og forvaltning i øvrigt ….“ (for eksempel vetorettens afgivelse, vores bemærkning) derfor ikke er at betragte som yderligere suverænitetsafgivelse.
NB. Allerede ved Danmarks eventuelle tilslutning til EU’s fælles forsvar er der indført flertalsafgørelser vedrørende nogle tilknyttede instrumenter: Det såkaldte Forsvarsagentur og etablering af den militære integration (PESCO), se art. 41, 45 og 46 i traktaten. Så selv om vi ophæver forsvarsforbeholdet, kan vi så overhovedet tiltræde disse instrumenter uden at afgive suverænitet? (Og en politisk bemærkning: Hvis ikke – hvad er så meningen med det hele?)
Desuden er der muligvis et uafklaret forfatningsretsligt spørgsmål vedrørende Grønland og Færøerne, der ikke er medlemmer af EU; men som – da forsvaret er et rigsanliggende – sandsynligvis påvirkes af en ophævelse af forsvarsforbeholdet. De får endda ikke engang lov til at deltage i afstemningen den 1. juni.
Kan vi overhovedet overlade forsvarsområdet til EU, hvis/når den traktatfæstede målsætning er implementeret?
Af bemærkningerne til lovforslaget om folkeafstemningen fremgår desuden følgende:
Det bemærkes ….., at en afskaffelse af forsvarsforbeholdet ikke vil ændre på, at regeringen, bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker, ikke uden Folketingets samtykke kan anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat, jf. grundlovens § 19, stk. 2.
Det betyder, at regeringen ikke mener, at Grundlovens krav om, at Folketingets samtykke kræves til at anvende militære magtmidler mod en fremmed stat, bliver sat ud af kraft.
Selv om dette helt sikkert gælder i EU i dag, synes det dog klart, at ovenstående analyse ikke inddrager EU’s målsætning på området, som den fremgår af følgende centrale uddrag af traktatteksten, artikel 42, stk. 2 og 1.
Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik omfatter gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik. Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom. Det henstiller i så fald til medlemsstaterne, at de vedtager en sådan afgørelse i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.
Rækkevidden af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: Den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik ……. sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler. Unionen kan anvende disse i forbindelse med opgaver uden for Unionens område ………. Udførelsen af disse hverv bygger på kapaciteter tilvejebragt af medlemsstaterne.
Et fælles forsvar, som “sikrer Unionen en operationel kapacitet, der gør brug af civile og militære midler” og som “Unionen kan anvende … i forbindelse med opgaver uden for Unionens område …” vil vel kunne komme i konflikt med Grundlovens § 19, stk. 2, hvis der – som det må formodes – indgår danske “kapaciteter” i Unionens operationelle kapaciteter.
Til underbygning anføres fra Max Sørensen, Statsforfatningsret 1969 side 280: “Hvis …… styrken anvendes til at iværksætte tvangsforanstaltninger mod en fremmed stat, (“vil“, min bem.) en …… generel bemyndigelse næppe være forenelig med Grundlovens par. 19, stk. 2, idet denne bestemmelse må forstås således, at Folketingets samtykke kræves i hvert enkelt tilfælde”.
Vi kan derfor – hvis det forfatningsmæssige skal være i orden – næppe tage alle de skridt, der implementerer målsætningen fuldstændigt, så Unionen får “fuldmagt” til at bruge danske soldater. Det vil i givet fald, jf. ovenstående, være i strid med Grundlovens § 19, stk. 2 og derfor tillige indebære en suverænitetsafgivelse, som vi – selv ved overholdelse af proceduren i Grundlovens § 20 – måske slet ikke kan afgive på grund af Folketingets “prærogativ” i henhold til § 19, stk. 2.
Selv om det er klart, at en sådan situation – på grund af kravet om enstemmig tilslutning fra EU’s medlemslande – ikke kan opstå, uden hvis Danmark undlader at benytte sin vetoret i påkommende tilfælde, rejser det efter vores opfattelse alligevel en betænkelighed:
Ved den blotte tilslutning til EU’s forsvarssamarbejde tilslutter Danmarks sig vel også målsætningen og er dermed forpligtet på endemålet? En forpligtelse, som man måske ikke kan opfylde, jf. ovenstående. “Kan” man det? Bør det ikke undersøges?
Med venlig hilsen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
