En væbnet afkolonisering
I debatten om mulighederne for at rejse og gennemføre berettigede krav i fagbevægelsen og andre bevægelser, er der mange der overser, at det borgerlige demokrati er erstattet af den korporative stat.
Det er ikke den korporative stat som i 1920´erne og 30´erne, men med et formaliseret samarbejde mellem stat, arbejdskøbere og fagbevægelsen.
Det betyder at den frie forhandlingsret er sat ud af kraft og erstattet af løndiktater inden for en 2 % ramme, der dækkede den tidligere inflationsrate. Hvis man alligevel forsøger at kæmpe for de rejste krav, griber regeringen ind med et lovindgreb. Det så vi med lærerne i 2013, med sygeplejerskerne i 2021, og det vil vi også se, hvis der kommer en storkonflikt i foråret.
Denne udvikling betyder, at fagforeninger og arbejdspladser må skifte strategi og taktik i kampen for forbedringer. Det er nødvendigt med alternative netværk, som vi så det med Formandsinitiativet i 1970´erne og 80´erne.
Man kan ikke stole på fagbevægelsens top, fordi den er bundet af samarbejdspolitikken og de rammer som EU fastsætter. Derfor må arbejderklassens kamp også rette sig mod EU-medlemskabet, fordi det sætter demokratiet ud af kraft.
En forudsætning for fornyet fremgang og genopretning af vores samfund, er et brud med EU og en udmeldelse.
