Reportage
Ynkelig myndighedsadfærd
Hvilken status har beskeder på Twitter, Facebook, Instagram og så videre som legitimt kommunikationsmiddel i det officielle system?
|
Det teknisk-faglige udtryk decorum officiale sikrer standarden i myndighedssammenhæng: Der skal udvises værdighed og respekt. Det er latin og stammer fra Romerretten.
Princippet er gennem årtusinder håndhævet over for statens undersåtter. Her længe efter, at enevælden er afskaffet, lever princippet videre. Ikke kun i straffelovens bestemmelser om straf for trusler og anden utilbørlig optræden over for offentlige myndigheder, men også ved den udbredte forsigtighed, nervøsitet, ja endog ærefrygt, som masser af almindelige mennesker præges af, når de “stedes for” eller på anden måde har kontakt med for eksempel skattemyndigheder, politi, socialforvaltningen og sundhedsvæsnet.
Væk med skrankepaveriet
Helt galt går det, hvis en minister stiger ned fra tinderne og er ude for at besigtige hverdagen. For slet ikke at tale om ”panikken”, hvis der samtidig er royal tilstedeværelse!!
Bortset fra det med straffeloven er det naturligvis et højst udemokratisk fænomen. Offentlige myndigheder har til opgave at betjene borgerne bedst muligt, og den myndighedskontrol, som udøves, skal ske til varetagelse af almenvellets interesser. Når overtrædelse af reglerne skal påtales, sker det af hensyn til alle medborgerne. Så væk med “skrankepaveriet”.
Et ofte overset aspekt ved decorum officiale er imidlertid, at de personer, der beklæder et offentligt embede har pligt til at optræde ordentligt og med ydmyghed over for den funktion, de udfører i demokratiets tjeneste.
Tidligere var myndighedspersoner præget af alt for meget opstyltethed og selvhøjtidelighed. Det har i sig selv været en opgave for demokratiske forbedringer at få det fjernet, ligesom bureaukratiets labyrinter og det berygtede kancellisprog, som myndighederne henvendte sig til borgerne på, har været igennem vridemaskinen mange gange. Og med god ret!
Det forekommer ret uklart og skaber forvirring om borgernes retsstilling og er dermed et angreb på retsstaten.
Alt det kommer jeg til at tænke på, når nu landets statsminister og justitsminister vrider og vender sig for at forsvare de seneste forviklinger i minksagen omkring brugen og sletningen af SMS’er og den sprogbrug, som i den forbindelse er kommet for dagen.
Hvilken status har udsagn på Twitter, Facebook og så videre?
Tidligere var myndighedsudøvelse meget præget af formalitetskrav, som reguleringer, lige fra love og til det mindste cirkulære, skulle leve op til og konkrete beslutninger (forvaltningsakter) samt skrivelser til og fra borgere ligeså. Det samme gjaldt kommunikation indbyrdes mellem ministerier og offentlige myndigheder i det hele taget.
Men i dag, hvor e-mails for længst er blevet inddraget som legitimt kommunikationsmiddel, har man ikke blot SMS’er, men også beskeder på Twitter, Facebook, Instagram og så videre og så videre samt udsagn på pressekonferencer. Hvilken status har de i det officielle system?
Det forekommer ret uklart og skaber forvirring om borgernes retsstilling og er dermed et angreb på retsstaten.
Jeg er to gange inden for de sidste fire måneder ved henvendelse som advokat til ministerier om retstilstanden efter politiske aftaler på konkrete områder (hjemtagelse af kvinder og børn fra lejrene i Syrien og evakueringen fra Kabul) af afgørende betydning for nogle af mine klienter fået det svar, at det af pressen var fremgået, hvad der var fastlagt som gældende ret.
Jeg fandt dog andre veje til at søge retstilstanden konstateret og havde for travlt til at klage op i systemet.
Tør man håbe, at den verserende rigsretssag får bragt fornøden klarhed over pressemeddelelsers retlige status, og at ministre tvinges til større omhu med, hvad de mener af rent politiske hensyn at kunne diktere?
SMS’er og de andre tilsvarende meddelelsesformer forekommer at være uegnede som formelt kommunikationsmiddel, i hvert fald så længe de ikke er omfattet, også i praksis, af journaliseringspligten og lov om offentlighed i forvaltningen og på anden måde er bragt ind i systemet på en forsvarlig måde.
Ministres og myndigheders sprog overfor borgerne
Og så er der sproget. Det falder mange for brystet, at der blandt ministre og topembedsmænd åbenbart bliver brugt så grove udtryk. Én undskyldning er fremkommet. Én. Det var for udtrykket ”lukke lortet” om minkerhvervets eventuelle nedlægning.
Men ellers har statsministeren kastet sig ud i et voldsomt forsvar for sin egen departementschefs og andres nedsættende og sårende udsagn. Den tone er såmænd også hendes egen, erklærede hun frejdigt.
Og ved samme lejlighed smed justitsministeren sig selv ind under bussen i et uhørt loyalt solidariseringsforsøg over for sin dobbeltchef (regeringsleder og partiformand). Man måtte forstå, at når han talte med folk, så var det af samme skuffe. Han tog udtrykkeligt afstand fra “ny-klassistisk” og “bibelsk” sprogbrug.
Det kunne forlede til at foreslå, at Folketinget herefter ikke længere skal diskutere mistillidsvotum til ministre, man vil af med, men i stedet bruger det mere mundrette “fyr fæhovederne” eller i endnu bedre harmoni med den her anlagte ministerstil “fuck fjolserne”.
Lad det ikke komme dertil. En spade skal kaldes en spade. Men der bør respekteres et vist mindstemål i ministres og andre myndigheders omtale af og henvendelser til borgerne.
14. november 2021 | 10:06
