hvordan anser vi historien?
Videnskabsfolk i oprør
Mens klimakrisen medfører katastrofer over hele planeten, bliver forskere ved med at slå alarm, men politikerne bliver ved med at gøre ingenting. Derfor er en lang række videnskabsfolk nu begyndt at ændre taktik og kræve klimahandling gennem civil ulydighed.
|
Videnskabsfolk er i klima-oprør! I april måned i år besatte over 1000 videnskabsfolk gader og bygninger i København, Washington D.C., London, Torino, Madrid og en masse andre byer: Mange af dem blev arresteret.
I oktober samledes over 100 videnskabsfolk fra hele Europa i Berlin og München, hvor de afbrød politiske taler og besatte ministerier og virksomheder. Og for kun få dage siden blokerede 129 videnskabsfolk indgangene til flere end 11 lufthavne med privatfly, hvilket førte til endnu en runde af anholdelser af videnskabsfolk i massevis.
Videnskabsfolk taler nu direkte til offentligheden om, hvor meget vores egne regeringer har svigtet os ved at have forårsaget katastrofale temperaturstigninger.
Hvorfor? Videnskabsfolk i oprør kræver, at regeringerne erkender, at de har svigtet os, og at vi nu har overskredet den “klimasikre zone”, der blev aftalt som en del af Paris-aftalen. De kræver også øjeblikkelige sikkerhedsforanstaltninger for at styre os væk fra et totalt klimakollaps.
Men burde videnskabsfolk ikke bare “blive ved deres læst”? Forskere har advaret om klimaforandringer i mere end tre årtier nu og har skitseret i detaljer, hvordan politikerne kan styre os væk fra afgrunden, for eksempel gennem veludbygget offentlig transport til overkommelige priser og et forbud mod ny fossil infrastruktur. Alligevel har reaktionen fra den politiske elite været tavshed og afledningsmanøvrer.
Den 27. årlige FN-konference om klimaforandringer, COP27, har netop fundet sted. Denne gang var det i Egypten, hvor hundredvis af mennesker blev arresteret, inden konferencen overhovedet begyndte, for at forhindre eventuelle protester.
636 lobbyister fra olie- og gasindustrien på COP27
I år var COP’en sponsoreret af Coca Cola – verdens største plastikforurener. Og denne gang var det i høj grad et møde for lobbyister: Olie- og gasindustrien havde 636 repræsentanter – en stigning på 25 procent i forhold til sidste år – kun overgået af værtsnationen for næste års klimakonference.
Denne gang er det også gået op for de akademiske kredse, at vi er blevet snydt. Definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente forskellige resultater. At gøre det samme 27 gange er, ja … du forstår det nok.
Så videnskabsfolk taler nu direkte til offentligheden om, hvor meget vores egne regeringer har svigtet os ved at have forårsaget katastrofale temperaturstigninger, som vil fortsætte årtier frem i tiden. Dette gælder i øvrigt også for Danmark, hvor støtten til fossile brændstoffer i høj grad fortsætter.
For blot to måneder siden fejrede vores statsminister indvielsen af gasrørledningen Baltic Pipe. Selv om vedvarende energi er blevet ni gange billigere end gas, insisterer vores regering på at bygge endnu mere infrastruktur til fossile brændsler og bidrager dermed til at fremskynde klimakollapset.
De danske fossile brændstoffer er også sivet ind i vores akademiske institutioner. For eksempel har DTU indgået en aftale på én milliard kroner om forskning i øget olie- og gasudvinding med Total Energies – en af de 20 største CO2-udledere i verden. I sidste uge demonstrerede forskere og studerende derfor på universitetets centrale græsplæne.
Videnskabsfolk fortsætter kampen for klimaet
Men mister videnskabsfolk ikke deres troværdighed ved at deltage i den slags aktivisme? Forskning viser, at aktivisme ikke fører til, at videnskabsfolk mister deres troværdighed. Offentligheden forventer faktisk, at forskere er aktivt involverede i samfundsproblemer i kraft af deres videnskabelige ekspertise.
Forskere som Niels Bohr, Florence Nightingale, Stephen Jay Gould, James Hansen og endda Albert Einstein har deltaget i aktivisme gennem historien og støttet store progressive bevægelser for at give dem troværdighed i offentligheden.
Denne gamle praksis er gået i glemmebogen i løbet af de sidste årtier, efterhånden som vores universitetssystemer har fået virksomhedsstrukturer. Det er nu op til os at støve de gamle bøger om samfundsændringer af.
Vil videnskabsfolk så fortsætte med at lave aktivisme? Højst sandsynligt ja; indtil regeringerne ændrer kurs, vil vi se en stigende tilstedeværelse af videnskabsfolk på gaderne.
Og ja, vi vil hellere være i laboratorier eller klasseværelser, men med en stigende risiko for at samfundet bryder sammen som følge af klimaforandringer, vil disse akademiske rum sandsynligvis ikke eksistere meget længere – medmindre vi handler nu.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. november 2022 | 06:01
