anmeldelse
Vi skal ikke acceptere at betale oprustningens pris
Lad os ikke stikke os selv og hinanden blår i øjnene. For det første: Oprustningen kommer med en pris, og hvis den får det omfang, som der lægges op til, er intet, absolut intet område fredet på forhånd, skriver Lotte Rørtoft-Madsen i denne blog.
|
Statskassen bugner. Det økonomiske råderum vokser og vokser. Overskuddet på de offentlige finanser ligeså. Så der er ingen som helst grund til at bekymre sig for, hvordan de astronomiske udgifter til oprustning, som bevilges i disse måneder og år, skal finansieres:
Det kommer ikke til at ramme dig og mig.
Så når statsministeren for en måneds tid siden sagde “køb, køb, køb”, blev der ikke i samme åndedrag sagt “betal, betal, betal” til den danske befolkning. Vi skal trygt overlade det til magthaverne at finde måder at finansiere oprustningen, som nok kommer til at koste, men som grundlæggende set ikke kommer til at true kollektive rettigheder og velfærd.
Lidt hårdt tegnet op: Lad os lave win-win ud af oprustningen, gøre den socialt bæredygtig, ja måske til og med grøn og klimavenlig.
Hvis ovenstående ikke var så bedragerisk, var det latterligt og komisk.
Lad os ikke stikke os selv og hinanden blår i øjnene. For det første: Oprustningen kommer med en pris, og hvis den får det omfang, som der lægges op til, er intet, absolut intet område fredet på forhånd. For det andet: At forestille sig en socialt ansvarlig eller socialt bæredygtig eller grøn oprustning er en illusion.
Det er meget vanskeligt at opgøre helt præcis, hvor stor regningen for de mange oprustningsbevillinger vil blive. De finanspolitiske konsekvenser på statsbudgettet udgør komplicerede regnestykker. Nogle udgifter er varige og indvirker på én måde på statsbudgettet, mens andre udgifter er driftsudgifter og påvirker på andre måder. Og så fremdeles. Et helhedsoverblik er vanskeligt at tilvejebringe.
Men nogle få centrale tal er sigende.
Lige nu udgør forsvarsudgifterne 2,4 procent af bruttonationalproduktet. Hvis forsvarsudgifterne skal længere op end 3,5 procent af bruttonationalproduktet, kan det økonomiske råderum ikke dække mere – så skal der anden finansiering til. Og lige nu tales der om stigninger, så udgifterne når op på mindst 3,5 procent, 4 procent, måske 5 procent, som NATO’s generalsekretær Marc Rutte har gjort sig til talsmand for.
Med andre ord: Der skal “anden finansiering til”.
Så det er ikke underligt, at bekymringen breder sig, ikke mindst i arbejderklassen og især dens mest underbetalte og sårbare lag. Mange arbejdere er bekymrede og usikre over, hvordan oprustningen vil gå ud over velfærd og kollektive rettigheder.
I forbindelse med KL’s topmøde forleden trådte formanden Martin Damm meget forsigtigt. I stedet for at tale om at skære direkte i velfærd, offentlige ydelser eller ansattes vilkår, gjorde han sig til talsmand for at skrue ambitionsniveauet ned. Staten skal lade være med at pålægge kommunerne nye opgaver og udgifter, og han nævnte som eksempel forsøg med skolemad og tiltaget med gratis tandlæge til unge mellem 18 og 21 år. Som om det er flødeskum eller nice to og ikke need to, som det hedder i kommunal jargon!
“Vores budskab er, om man kunne lade være med det for en stund og måske skrue noget af det tilbage”, er Martin Damm citeret for at sige.
Så er slagsmålet om de årlige forhandlinger med regeringen om en økonomiaftale i gang. Og uanset al tale om en bragende god økonomi med oprustningen som en mørk skygge.
I det hele taget er der allerede luftet adskillige mere eller mindre kreative forslag til at finansiere oprustningsvanviddet. Fra politikerarsenalet kan nævnes: krigsskat (gerne socialt ansvarlig), tilbagerulning af skattelettelser, reduceret udviklingsbistand, mådehold i det offentlige forbrug, besparelser på efterløn og Arne-pension, besparelser på udlændinge og flygtninge….
Vi må naturligvis vende os mod og kæmpe med næb og kløer mod ethvert tiltag, der forringer vores vilkår. Vi møder derfor op på Bertel Thorvaldsens Plads, når Folketinget den 22. april skal førstebehandle forslaget om at hæve pensionsalderen til 70 år. For også pensionsalder og Arne-pension er blevet kastet ind i det store slagsmål om, hvem der er udset til at betale. Tak til “Ret til et værdigt liv – Efter arbejdslivet” for initiativet!
Vi er nødt til at melde os under fredens faner. Det er – grotesk nok – kontroversielt. Men det er dødhamrende nødvendigt. Begynd et sted! Skriv for eksempel under på: “Vi vil fred og velfærd – ikke krig og bomber“. Og tag diskussionen på din arbejdsplads, på dit uddannelsessted, i din familie og i din vennekreds. Det er nødvendigt og ikke forgæves.
Og ikke mindst: Smid frygten væk! “Russerne” står ikke i vores baghave, og de er faktisk heller ikke på march i den retning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
25. marts 2025 | 11:43
