Nyhedskommentar
Vi har brug for seniorernes erfaringer
Professorer og præster kan efter pensionering kalde sig emeritus og fastholde en tilknytning til den tidligere arbejdsplads. Ordningen kan med fordel tænkes ind på velfærdsområderne – ikke mindst på sundheds- og ældreområdet, skriver Kirsten Normann Andersen.
|
Er du professor, så kan du ofte pensioneres, mens du bevarer din tilknytning til den institution, som du pensioneres fra. Det kan altså noget.
Mange seniorer oplever nemlig, at overgang til pension kan være en ret brat overgang – hvor man den ene dag stadig er vigtig for samfundet, mens man den næste dag er overladt til sin egen helt nye virkelighed, hvor gode intentioner om at holde kontakt til de tidligere kolleger let løber ud i sandet – og der er ikke længere nogen, som efterspørger de kompetencer, som var så uundværlige i går.
Sådan oplever mange ansatte i sundhedssektoren også deres overgang til seniorlivet. Og det står i skærende kontrast til professoren eller præsten, som efter “udtjent værnepligt” på arbejdsmarkedet – kan kalde sig emeritus professor, præst eller hvad man nu har bag sig af akademisk uddannelse.
En anerkendelse og aflastning
Betegnelsen er en anerkendelse af lang erfaring. Men især det forhold, at man stadig kan have tilknytning til arbejdspladsen – og måske bidrage med en forelæsning i ny og næ – gør overgangen mindre brat – men det aflaster også på arbejdsmarkedet – især på områder, hvor manglen på ressourcer er størst.
Og apropos manglen på ressourcer så kan ordningen med fordel tænkes ind på velfærdsområderne – ikke mindst på sundheds- og ældreområdet. For her står vi med udsigt til en katastrofal mangel på ressourcer i den nærmeste fremtid.
Mens regeringens bedste bud er at uddanne og rekruttere indiske og filippinske social- og sundhedshjælpere, så afviser regeringen samtidig at se på andre muligheder for at fastholde seniorer. Det var ellers en kæmpe succes at lade sundhedspersonale på efterløn fortsætte med at arbejde på det antal timer, som den enkelte magtede eller havde lyst til.
Mens regeringens bedste bud er at uddanne og rekruttere indiske og filippinske social- og sundhedshjælpere, så afviser regeringen samtidig at se på andre muligheder for at fastholde seniorer.
Eksempelvis var en del efterlønnere fastholdt i et mindre ugentligt timetal i psykiatrien i Aarhus. De måtte alle forlade jobbet, da ordningen ophørte. Resultatet var desværre bare endnu større mangel på kendt og erfarent personale. Det var uklogt!
Vi skal se sundhedspersonalets erfaring som lige så eftertragtet som professorens. For erfaring gør en forskel – også i sundhedssektoren – og i øvrigt også på rigtig mange andre erhvervsområder.
Det er den erfarne, som har håndelaget. Og det er den erfarne, som kan vurdere en situation og handle både kvalificeret, rationelt og effektivt. Og den erfarne er guld værd for nye medarbejdere – når det gælder gode råd til, hvordan man bedst får tingene til at fungere i en travl vagt.
Sikkerhed for indtægt
Modsat professoren, så er der til gengæld en risiko for, at man i andre erhverv kan tilføje fysisk nedslidning til sin status som emeritus. Derfor er der også et behov for at tage fysiske hensyn til seniorerne. Det er ikke en naturlov, at alle kan arbejde på fuld tid, eller for den sags skyld kan have timer nok til, at man kan forsørge sig selv – frem til pensionsalderen.
Med efterlønnen som sikker indtægt – gav man seniorerne muligheden for, at de kunne bidrage – når de havde kræfterne og lysten til det. Og andre tidlige pensionsordninger kunne sagtens fungere på samme måde. Ja – det ville betyde, at man kunne opretholde to indtægter – men jeg garanterer, at man ikke bliver millionær af det. Til gengæld ville det også betyde mere fast og erfarent personale på områder, hvor manglen på personale er stor.
Alderisme er angiveligt blevet det nye ord for ældre, som både har svært ved at opnå ny ansættelse, hvis de som seniorer mister arbejdet – men det er også blevet et udtryk, som skriger på nødvendig og rimelig anerkendelse af den livslange arbejdserfaring. Alt sammen mens, at vi også mangler arbejdskraft.
Det skal vi gøre bedre – og helst lige så godt – som man gør det for akademikere på universiteterne. Emeritus sygeplejerske eller social- og sundhedshjælper, det kan faktisk give noget til velfærdsinstitutionerne – som man kun kan få af medarbejdere med en faglig uddannelse og mange års erfaring.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. september 2025 | 09:14
