Landet Rundt
Vesten er blevet alvorligt syg, og prognosen er dyster
Prognosen er mørk på grund af den uhelbredelige fornægtelse af virkeligheden, som forhindrer, at man kan føre en smart politik.
|
Op gennem den moderne verdenshistorie har stormagter, imperier og civilisationer afløst hinanden. Ingen har holdt sig på toppen i det uendelige – der sker en fødsel, det nye vokser kreativt og materielt op, til det når et toppunkt og måske begynder at slappe af, og derefter går det før eller senere ned ad bakke – i forhold til nye magter, der vinder frem – for siden at miste lederrollen helt og blive én blandt mange i en ny verdensorden.
Gruppetænk opstår, når en lille gruppe over tid udvikler en fælles forståelse af verden og successivt afskærmer sig fra enhver information, der ikke passer til medlemmernes fælles billede.
Det er det globale samfunds – menneskehedens – naturlov, og den er ret ubønhørlig. Nedturen kan have mange (kombinationer) af årsager, her er nogle af de klassiske i makrohistorien:
Svækkelse af innovation og økonomisk vækst; overmilitarisering og tabte krige; man vil helst styre hele verden, men savner den nødvendige ledelseskapacitet til det; vigende legitimitet i andres øjne; andre lærer af os, men kommer på nye samfundskonstruktioner, som fungerer bedre.
Det går også hurtigt nedad, når man kun arrogant belærer andre, men ikke vil lære noget af dem. Og er man desuden et system, der bygger på mission – på at få de andre til at gøre, som vi vil, at de skal, eller blive som os – ja, så går alting meget hurtigere ned ad bakken.
Der er i hovedsagen to måder at gå ned på. Typisk maksimerer man den type af magt, hvor man er relativt stærk. Er der tale om en stadig svagere økonomi og mangel på nytænkning, men man stadig er stærk på det militære område – ja, så maksimerer man militæret, men det fremskynder blot forfaldet, fordi militarisme og krig er til direkte skade for den civile økonomi. Andre spillere, der klogere satser på social og økonomisk udvikling, vil så vinde i økonomisk status, det vil sige skabe bedre liv for de mange – hvilket militæret og krigshandlinger som bekendt ikke kan. Det hele bliver selvdestruktivt, en ond cirkel.
Imperier kan gå ned stille og roligt (implodere indefra) eller med et brag (eksplosion, konfrontation, krig – tabte krige). Det gamle Sovjetunionen imploderede i slutningen af 1980’erne, og det skal vi være russerne og deres sidste præsident Mikhail Gorbatjov meget taknemmelige for.
For hvad gør man, når/hvis man indser, at spillet er slut – at vores tid er omme? Den kloge tilpasser sig det nye og fremtidens verdensorden – “if you can’t beat them, join them” (kan du ikke slå dem, så tilslut dig dem, red.) – og bidrager til fællesskabet. Men den dumme fornægter virkeligheden (som en alkoholist, der nægter at indse sin afhængighed af flasken) eller udvikler det, som socialpsykologer kalder “gruppetænk”.
Gruppetænk opstår, når en lille gruppe over tid udvikler en fælles forståelse af verden og successivt afskærmer sig fra enhver information, der ikke passer til medlemmernes fælles billede og værdier, og til sidst mener, at de er ufejlbarlige og er de eneste, der kan tænke og kender hele sandheden.
Lige netop dér træffer gruppen i overmod en beslutning, som viser sig at blive katastrofalt forkert. De sad jo inde i boksen uden virkelighedskontakt – i en situation, hvor de havde mere brug for analyser udefra end nogensinde. Helt typisk beslutter gruppen at gå i krig, for vi har jo ret, er stærke og vil vinde. Og så taber man. Imperiet er slut med et brag af dumhed i stedet for med smart tilpasning.
Den smarte klarer sig normalt helt fint i den nye globale struktur, mens den dumme bliver en periferi, ingen har lyst til at omgås: Krig, folkemord, arrogance, konfrontation, dæmonisering, militarisme, vi-alene-vide, censur, udelukkelse, løgn, (selv)bedrag, propaganda, trusler, missionsvirksomhed med enten en bibel eller med et sværd – nej du, godt at de endelig havner på historiens mødding!
Hvis du ovenfor tænkte, at det var en aktuel Diagnose for Vestverden, USA/NATO og Danmark, så er det ikke helt galt. Prognosen er mørk på grund af den uhelbredelige fornægtelse af virkeligheden, som forhindrer, at man kan føre en smart politik, som kunne lede til Helbredelse.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. oktober 2024 | 06:52
