Digt
Velfærden forsvinder, hvis vi ikke går sammen i protest
Vi bliver nødt til at gøre oprør mod en udvikling, der er ved at gå helt skævt, hvis vi ikke skal lade hinanden og særligt de svageste i stikken. Og vi skal gøre det sammen. Alternativet er, at velfærdssamfundet forsvinder. Uden vi egentlig har besluttet det.
|
Velfærd må ikke blive noget, vi taler om i datid. Men lige nu smuldrer velfærden med uhørt stor fart. Det er ikke længere givet, at man som borger kan få den hjælp, man har været tryg ved, hvis man skulle få brug for den.
Udhulingen af velfærden sker bredt i både regioner og kommuner, og det rammer alle.
Skoler bliver lukket, forebyggende indsatser for børn og unge spares væk, ældreplejen skal spare, og vuggestuer og børnehaver mangler pædagoger i en sådan grad, at mange forældre er bekymrede over at skulle aflevere deres børn og tage på arbejde.
Hvis flere og flere føler sig nødsaget til at vælge private løsninger, så udhules det offentlige og dermed den lige adgang for alle.
Og så er der sundhedsvæsenet. Aldrig har jeg været vidne til så massive besparelser med så store konsekvenser for patienter, borgere og medarbejdere. Lige nu skal hver enkelt afdeling på de nordjyske sygehuse finde mindst 4 procent i besparelser. Og rundt omkring begynder man at nedlægge stillinger og fyre personale – selv om der i virkeligheden mangler ansatte.
I september turnerede regeringstoppen rundt i Danmark under titlen “Sammen om et bedre Danmark”. På mødet i Aalborg blev Mette Frederiksen spurgt, om danskerne skulle til at have lavere forventninger til sundhedsvæsenet. Det svarede hun klart nej til: Det er kun rimeligt at forvente, at man kan få hjælp i vores sundhedsvæsen, hvis man bliver syg.
Men er det ikke bare tomme ord? Lange ventelister, for lidt tid til pleje og omsorg fordi der blandt andet er for få sygeplejersker. Et sundhedsvæsen der er så presset, at flere og flere søger væk, fordi de ikke kan blive ved med at gå på arbejde med ondt i maven over det store ansvar, det er at stå med andres liv i hænderne, når der ikke er tilstrækkeligt kolleger at dele ansvaret med.
En mor skrev forleden i et læserbrev, at hendes datter skulle udredes for ADHD, men at Region Nordjylland først havde en tid i januar 2025. Det er helt uholdbart. Ikke bare for den mor og hendes datter. Men faktisk også for samfundet – og alle os, der risikerer, at vi selv eller en af vores kære får brug for udredning og hjælp.
Heldigvis for den her familie har de ressourcer til at køre til Odense, hvor der er plads om fire uger.
Men hvad med alle dem, der ikke lige kan tage en dag fri og køre fra Frederikshavn til Odense? Det skaber en ulighed, der ikke er rimelig i 2023. Det har ikke bare konsekvenser for de svageste. De lange ventelister, utrygheden, de lukkede skoler og den manglende hjælp til for eksempel sårbare unge får – forståeligt nok – de ressourcestærke til at søge private løsninger. Det ville jeg også gøre, hvis det var mit barn. Eller mit knæ.
Jeg har ikke noget imod privathospitaler, privatskoler og så videre. Men hvis flere og flere føler sig nødsaget til at vælge private løsninger, så udhules det offentlige og dermed den lige adgang for alle. Det har jeg noget imod.
Jeg kunne godt tænke mig at ændre regeringens turnéslogan til “Sammen om at sige stop”. Stop for flere velfærdsforringelser og sammen om at protestere.
Som fagforening har vi arrangeret protester, når for eksempel Regionsrådet i Nordjylland diskuterer endnu en spareplan eller et helt utilstrækkeligt budget.
Men vi bliver nødt til at protestere endnu mere – og vi bliver nødt til at gøre det sammen. Som for eksempel da regeringstoppen var på besøg, og en lang række fagforeninger, forældreorganisationer og forskellige interesseorganisationer var gået sammen i en fælles protest. En rigtig god oplevelse med flere hundrede fremmødte på pladsen foran Musikkens Hus i Aalborg.
Vi skal måske ikke ud med høtyve og fakler, men vi bliver nødt til at gøre oprør mod en udvikling, der er ved at gå helt skævt, hvis vi ikke skal lade hinanden og særligt de svageste i stikken. Og vi skal gøre det sammen.
Alternativet er, at velfærdssamfundet forsvinder. Uden vi egentlig har besluttet det.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
30. oktober 2023 | 06:00
