Velfærd koster penge
Politikerne lover gang på gang bedre velfærd uden at sætte flere penge af til det. Senest så vi det med aftalen om kommunernes økonomi næste år.Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Alligevel er det, som om politikerne prøver på det, når de gang på gang lover bedre velfærd, men samtidig ikke sætter flere penge af til det.
Vi så det senest med kommuneaftalen, som trods mange års debat og politiske forsikringer om forbedringer af vilkårene for mennesker med handicap ikke gav en krone mere til det sociale område.
Vi ved, at et overvældende flertal af befolkningen ønsker offentlig velfærd af høj kvalitet.
Og vi så det med den en milliard kroner store besparelse på beskæftigelsesindsatsen, som skal finansiere den i øvrigt fornuftige ret til tidligere pension.
Hvis man, som politikerne hævder, gerne vil forbedre indsatsen for ledige, er en kæmpe besparelse på området ikke den bedste start. Tværtimod er der en overhængende risiko for, at det vil gå ud over især de mest sårbare ledige, som har brug for en meget tæt kontakt med en socialrådgiver, der har tid til at koordinere de forskellige typer af hjælp, følge op og være der, når den enkelte har brug for det.
Offentlig sektor er meget effektiv
Billedet har gennem de seneste mange år været det samme. På den ene side lover politikerne, at de vil løfte børnene, de ældre, de syge, de socialt sårbare og mennesker med handicap.
På den anden side har de med undtagelse af sidste år strammet grebet om kommunernes økonomi.
Ja, der er ting, som kan gøres smartere, bureaukrati der kan afskaffes. Men generelt er den offentlige sektor i Danmark meget effektiv, og forestillingen om en masse overflødigt fedt, der kan skæres væk uden konsekvenser, er falsk.
Faktum er, at kommunerne i en lang årrække har fået færre penge til velfærd, end presset fra flere børn, ældre og behov for hjælp og støtte på det sociale område kræver.
For få hænder
Derfor er der for få hænder til at løfte velfærdsopgaverne. Vi ved fra socialrådgiverne, at de mange steder mangler tiden til at prioritere den tidlige, forebyggende indsats, både når det gælder børn og voksne. Det er hverken i orden eller klogt, for jo hurtigere vi kan give den rette hjælp og støtte, desto større er chancen for, at behovet og dermed udgifterne ikke stiger i fremtiden.
Vi ved, at et overvældende flertal af befolkningen ønsker offentlig velfærd af høj kvalitet.
Hvis ikke politikerne for alvor begynder at rette op på det store økonomiske efterslæb og sikrer, at kommunerne får mulighed for at investere i og udvikle velfærden, risikerer vi, at opbakningen ryger.
Det vil være skidt for os alle, men en katastrofe for de mest sårbare.