Støtteerklæring
Fire forskellige valg
Den sidste tid har budt på mange interessante valg; i Tyskland, Georgien, Moldova og USA. Det skriver Henrik Stamer Hedin om i denne blog.
|
Når dette læses, er det amerikanske præsidentvalg (måske) afgjort. Det har fyldt meget i de danske medier – også urimelig meget, selv om USA er en stormagt, der ikke er til at komme uden om, hverken på godt eller (især) på ondt.
Valgkampen har været ualmindelig beskidt. Herhjemme beskyldes politikere ofte for “mudderkastning”, men hvis danske politikere kaster med mudder, hvad skal man så kalde det, de to amerikanske præsidentkandidater har kastet med? Ja, de siger det jo selv – garbage, affald.
Forskellen mellem de to er heller ikke stor politisk. Af interesse for resten af verden er først og fremmest, at en sejr til Kamala Harris vil betyde fortsættelse af krigen i Europa, mens en sejr til Donald Trump måske vil betyde dens afslutning. “Måske”, fordi Donald Trump i sin tid som præsident tabte sine ellers så lovende afspændingsinitiativer over for Rusland og Nordkorea på gulvet på grund af sin manglende vilje (eller evne?) til at levere, da det gjaldt.
Valg i Georgien
Der er et andet valg, som på det seneste har fået næsten lige så stor opmærksomhed i danske medier: Parlamentsvalget i Georgien – eller Grusien, som det lille transkaukasiske land også hedder. Valgkampen her har været knap så beskidt som den amerikanske, men ikke mindre central for de kommende års udvikling i verden.
Hvis den østeuropæiske EU-begejstring nogen sinde har været andet end et propagandanummerr, hvormed egenmægtige politikere retfærdiggør deres handlinger, er den åbenbart i aftagende.
Som et lille kristent land mellem større muslimske naboer har Grusien altid søgt beskyttelse hos stærkere trosfæller. Traditionelt har det været Rusland, men en mere end almindeligt aggressiv og fanatisk opposition forsøgte ved dette valg at kaste landet i armene på EU. Lykkeligvis ser det ud til, at de har tabt, selv om de (selvfølgelig) bestrider valgresultatet.
Det er nu ikke, fordi alternativet er så meget bedre. Det sejrende regeringsparti kalder sig Georgiens Drøm – et navn uden mindste antydning af, hvad partiet vil. Stemmende hermed forsøger partiet at ride på to heste, Rusland og EU. Det vil næppe lykkes, da EU og Rusland i dag reelt er i krig. Alligevel må man glæde sig over regeringspartiets valgsejr; for en sejr til EU-fløjen (som trods alt fik ikke mindre end 37 procent af stemmerne) kunne have gjort Grusien til et nyt Ukraine.
Venstreorienteret modspil i Tyskland
Mere opmuntrende end disse to valg var landdagsvalget i nogle østtyske länder. Det, der især vakte opsigt (og bestyrtelse i medierne), var en kraftig fremgang til Alternative für Deutschland (AfD, der almindeligvis rubriceres som højreekstremistisk for ikke at sige nazistisk. Men det startede som EU-modstanderparti og har vendt sig mod støtten til det fascistisk inficerede styre i Ukraine.
Men det opmuntrende ved landdagsvalgene i Sachsen, Thüringen og Brandenbirg var, at AfD fik venstreorienteret modspil i form af Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW). BSW har navn efter sin stifter, der kommer fra Die Linke, i hvis forgænger PDS hun var leder af den såkaldte Kommunistiske Platform. Partiet markerer sig først og fremmest ved sin krigsmodstand. Sahra Wagenknecht har desuden afvist at deltage i fordømmelsen af DDR. Det synes at være en cocktail, der falder i (øst)tyske arbejderes smag, og det helt nye parti tordnede ind i alle tre landdage.
EU-afstemning i Moldova
Der er et fjerde valg, som fortjener interesse: I det lille og fattige Moldova (tidligere sovjetrepublik som Grusien og Ukraine) har præsidenten (som er rumænsk statsborger!) søgt borgernes tilslutning til at skrive i forfatningen, at landet skal søge optagelse i EU. Det fik hun – med 0,46 procents forspring for nej-siden ved en valgdeltagelse på omkring 40 procent! Med andre ord: Hver femte moldaver vil ind i EU; resten er enten imod eller ligeglade.
Hvis den østeuropæiske EU-begejstring nogen sinde har været andet end et propagandanummerr, hvormed egenmægtige politikere retfærdiggør deres handlinger, er den åbenbart i aftagende. Det er godt. Det er på tide, at vi herhjemme slutter os til denne tendens ved at følge op på vores afvisning af Amsterdam-traktaten, den uredigerede unionstraktat, og melder os ud af det dødsensfarlige projekt.
I det lille halve århundrede, hvor det vestlige og nordlige Europa stod splittet og Østeuropa samlet bag Sovjetunionen, havde vi fred i Europa – den længste fredsperiode i Europas historie. Nu, hvor det er omvendt, har vi krig og har haft det stort set uafbrudt i 30-40 år.
Og USA? Nogle mener, det er i opløsning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
05. november 2024 | 08:11
