Frygt for storkrig
Værdighed til hvem?
Hvis værdighed skal være andet end en overskrift, kræver det, at vi tør indrette hjælpen efter dem, der ikke kan tilpasse sig systemet – frem for hele tiden at tilpasse systemet til dem, der i forvejen bedst kan finde ud af at bruge det.
|
Regeringens værdighedsreform taler om en særlig samfundskontrakt med de 12.000 “mest udsatte”, hvor ret sættes før pligt ud fra en erkendelse af, at man ikke kan piske en mand, der ligger ned, til at rejse sig – der skal en hjælpende hånd til.
Det lyder både ambitiøst og sympatisk. Men bag ordene gemmer sig en række dilemmaer, som vi er nødt til at forholde os kritisk til.
Først og fremmest: Hvem afgør, hvem der er “mest udsat”? Og hvor præcis er det tal på 12.000? Ifølge regeringens egne tal bygger det på registerdata fra 2022, hvor man har defineret de mest udsatte som personer uden for arbejdsstyrken med mindst to af følgende problemer: svær psykisk lidelse, misbrug og hjemløshed. Men virkeligheden er sjældent så firkantet.
Vi skal turde acceptere, at værdighed også handler om at blive mødt, før man råber. Ikke efter.
Vi ved fra praksis, at der sagtens kan være dobbelt så mange – måske 30.000 – som lever i dyb udsathed uden at passe ind i datamodellens kasser. Jeg kan garantere jer for, at ikke alle med psykisk sygdom er diagnosticeret, og langt fra alle har erkendt, at de har et misbrug og er derfor ikke kendt af systemet.
Problemet med en så snæver afgrænsning er, at den risikerer at udelukke netop dem, som har allermest brug for hjælp – dem, der ikke råber op, som ikke søger ind i systemet, og som ikke formår at stå i kø til den hjælp, der kræver ressourcer at få.
Hvis vi kun prioriterer de mennesker, vi kan identificere statistisk, og som er “håndterbare”, så er det ikke nødvendigvis de mest udsatte, vi hjælper. Så er det de mest ressourcestærke blandt de udsatte, der får adgang til de hjælpeindsatser, der nævnes i reformudspillet.
Denne skævhed bliver særlig tydelig i reformens satsning på “Gadens Huse”. Det lyder tilforladeligt: én samlet hjælp tæt på borgeren. Men hvis kommunen bliver ved med at have det afgørende ord i visitation og økonomi, så risikerer vi præcis det, vi har set før: At faglige vurderinger overdøves af økonomiske hensyn. Og hvad sker der, hvis man eksempelvis får karantæne fra et Gadens Hus – mister man så adgangen til basale rettigheder og støtte?
Vi bør også se kritisk på forsøgsordningen “Borger i Danmark”, som vil give udsatte borgere mulighed for midlertidig hjælp uanset deres handlekommune. Det lyder sympatisk – men den omfatter ikke længerevarende ydelser som botilbud. Dermed står mennesker i dyb nød stadig uden reelle muligheder for at få en varig løsning, hvis de ikke er i “den rigtige kommune”.
Hvis værdighed skal være andet end en overskrift, kræver det, at vi tør indrette hjælpen efter dem, der ikke kan tilpasse sig systemet – frem for hele tiden at tilpasse systemet til dem, der i forvejen bedst kan finde ud af at bruge det. Vi skal turde acceptere, at værdighed også handler om at blive mødt, før man råber. Ikke efter.
Ellers bliver reformen endnu en gang de stærkeste svages reform.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. juni 2025 | 09:21
