Læserbrev
Ung og anbragt
Det er i dag langt fra alle unge, der har været anbragt uden for hjemmet, som får støtte af deres kommune, efter at de er fyldt 18 år. Alt for mange oplever at miste støtte og kontakt til de personer, som de har tillid til, fra den ene dag til den anden, når de fylder 18 år. Det problem sætter Lene Reinseth fokus på i denne blog.
|
Så længe jeg er ung, er det op til andre mennesker at vurdere, hvad jeg skal, og hvad jeg kan med mit liv. Den dag jeg fylder 18 år, er de mennesker og deres meninger væk, og ansvaret for mit liv er med ét mit eget. Hvordan skal det gå?
Jeg har været i andre menneskers varetægt gennem mange år. Uden at jeg blev spurgt, fjernede kommunen mig fra min familie. De tog alt det fra mig, som jeg havde og kendte til. Mine muligheder for selvbestemmelse har altid været begrænsede, fordi vejen, jeg skal gå på, er lagt af nogle voksne mennesker, der ingen tæt relation har til mig. Lige nu er de her, men måske er de væk i morgen. Min udvikling og trivsel afhænger af, hvorvidt de voksne formår at skabe en jord, jeg kan gro i.
Ovenstående er min forestilling om, hvordan situationen kan opleves af en ung, der er anbragt uden for hjemmet.
Manglende socialt netværk
Samfundet traf i sin tid en afgørelse om, at anbragte barn og unge i særlig grad skal passes på. At det er samfundets pligt at give disse børn og unge mennesker en tryg og kærlig opvækst, når nu familien ikke har ressourcerne til det. Men når disse unge fylder 18 år, er de i samfundets øjne voksne, der kan klare sig selv. Det sker altså fra den ene dag til den anden.
For alle unge er springet fra ung til voksen et af de største kvantespring i deres liv. De flytter hjemmefra og står pludselig med ansvaret for at få hverdag, husholdning og økonomi til at hænge sammen.
Her er den enkeltes netværk af afgørende betydning for, at den unge har nogle gode og sunde rollemodeller at søge sparring og støtte hos. Mange anbragte unge har et sparsomt og ofte ustabilt netværk at læne sig op ad. Det kan for eksempel være på grund af psykisk sygdom eller misbrug i familien.
Ungestøtte er vigtig
Derfor er overgangen fra at være anbragt ung til selvstændig voksen i øget grad afhængig af, at der er en overgangsperiode, hvor den unge kan vedblive med at modtage støtte og vejledning fra de mennesker, han eller hun har tillid til. Her spiller ungestøtte en afgørende rolle for at sikre, at vi som samfund ikke taber den unge på jorden.
Men hvad er ungestøtte så for en størrelse?
Den har til formål at støtte udsatte unge i overgangen til voksenlivet, så de på lige fod med andre unge får en selvstændig voksentilværelse. Der er tale om en konkret og individuel vurdering af den unges behov for støtte efter det fyldte 18. år.
Det er den pågældende sagsbehandler i kommunen, der træffer afgørelse om, hvorvidt den unge skal tilbydes støtten eller ej. Støtten kan tilbydes, indtil den unge fylder 23 år og kan være af varierende grad. Her kan være tale om alt fra et par timers støtte om måneden til ophold på et bosted.
Hvert år fylder 2000 anbragte børn 18 år. Det er kun en tredjedel af disse, der får tildelt ungestøtte, og hver tiende der får tildelt støtte, til de er fyldt 23 år. Hvordan kan det være, at så få tildeles denne afgørende støtte?
Jeg har brug for at spejle mig i andre mennesker for at lære, hvem jeg selv er, for at finde frem til min identitet. Men det fundament, jeg har at arbejde ud fra, er i forvejen hullet og porøst efter en opvækst i en ustabil familiestruktur.
Vores socialområde er i vid udstrækning lagt ud til kommunerne. Det er dem, der har ansvaret for, hvordan de ønsker at prioritere. Nogle kommuner vægter at have fokus på ungestøtte, andre gør ikke.
I den lovgivning, vi har i dag omkring ungestøtte, er det den unges ret at få vurderet sin sag, men det er op til kommunen at vurdere, om den unge kan klare sig selv eller ej.
Stor forskel fra kommune til kommune
Da kommunen sjældent kender den unge, er der en meget stor risiko for, at forvaltningen kan blive kontraintuitiv. Eksempelvis kan der være unge, der tildeles ungestøtte på betingelse af, at de passer et studie. Hvis den unge ikke kan passe et studie, er der eksempler på, at støtten afsluttes. Dette kan vise sig at være katastrofalt.
I andre tilfælde kan der være tale om en alt for ringe tildeling af støtte i forhold til den unges behov. Det er også af massiv betydning, at der tages højde for den unges boligsituation samt økonomiske ståsted.
Indsatsen skal ophøre, når den unge ikke længere i tilstrækkelig grad profiterer af denne. Den unges indsats følger sjældent en opadgående kurve, men vil være præget af negative udfald og/eller stilstand.
Det er naturligvis ganske vanskeligt for kommunerne at vurdere, hvilke unge der skal tilbydes ungestøtte eller ej. Det kan være ret så afgørende for den unge, hvilken kommune vedkommende bor i, om de kan få støtte eller må klare sig selv fra den ene dag til den anden efter det fyldte 18. år.
Jeg ville gerne kunne glæde mig lige så meget til at fylde 18 år som mine jævnaldrende, men det gør jeg ikke. Tværtimod så frygter jeg den dag, for måske mister jeg et af de få mennesker, som jeg har opbygget en sund og tryg relation til, nemlig min kontaktperson, og så er jeg for alvor alene. Voksen, men alene.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. september 2024 | 07:21
