Kritikken er fuldstændig berettiget og er reelt en afvikling af den frie forhandlingsret. Det er en konsekvens af vores EU-medlemskab og en bevidst politik der flytter formuer fra det offentlige til det private. Når fagbevægelsen deltager i trepartsforhandlingerne, accepterer man den korporative stat hvor løn og arbejdsforhold dikteres af staten – dvs. EU.
Trepartsforhandlinger med en pistol for panden
Trepartsforhandlingerne om lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte risikerer at øge den eksisterende uenighed og splittelse i bevægelsen, hvilket ikke er frugtbart op til OK-fornyelsen, som venter lige om hjørnet.Trepartsforhandlingerne om et lønløft til særligt udvalgte grupper af offentligt ansatte er startet. Mette Frederiksen lovede under valgkampen, at hun ville finde midler til at løfte de offentlige ansattes lønninger ud over, hvad overenskomstforhandlinger normalt kaster af sig.
Men det er en syg høne, som har lagt et – for mig at se – uspiseligt æg!
Det kræver en forklaring.
Pengene til lønløftet skal komme fra de planlagte besparelser på såkaldt administration i regioner og kommuner.
Regeringen har egenhændigt besluttet, at det kun er fire faggrupper, der skal have del i de 3 milliarder kroner, som skal udmøntes i perioden 2024-2030: Sygeplejersker, fængselsbetjente, pædagoger og social- og sundhedsansatte.
Pengene til lønløftet skal komme fra de planlagte besparelser på såkaldt administration i regioner og kommuner, hvilket blandt andet har fået HK’ere til at påpege, at det bliver andre offentligt ansatte, som skal betale for gildet! Hunden skal fodres med sin egen hale! (Det hører med, at besparelserne på administration kommer oven i de nedskæringer, som kommuner og regioner i disse dage i forvejen bakser med!)
Med pengene vil også følge en række krav fra arbejdsgivers side i regioner og kommuner. Dels krav om øget arbejdstid og arbejde på “ubekvemme” tidspunkter aften, nat og weekender hvilket vil gøre livet og hverdagen endnu mere belastende.
Man skal tænke på, at tre af faggrupperne er domineret af kvinder, hvor mange netop har valgt at arbejde på nedsat tid, dels på grund af familien, men også på grund af arbejdets nedslidende karakter. (Sygeplejersken som ikke når at spise sin medbragte frokost eller når toiletbesøget).
Til selve udmøntningen af pengene er der også stillet krav: De skal i stigende grad udmøntes lokalt. En øvelse som netop mange offentlige forbund har rigtig dårlige erfaringer med.
Nogle påstår, at penge ikke lugter. Men denne syge høne har altså lagt et råddent æg, som vores faglige ledere egentlig burde takke nej til!
Det er selvfølgelig sin sag at bakke ud af denne trepartsforhandling – som mere rettelig burde kaldes en topartsforhandling, eftersom offentliges ansatte arbejdsgivere også er lovgivere!
Men det kommer vi nok heller ikke til at se. Det ville være et for stort ansigtstab for Mette F., og da fagtoppen deler samme partibog, bider man nok til bollen.
Resultatet har vi fortsat tilbage at se nærmere på, men konsekvenserne vil øge den eksisterende uenighed og splittelse i bevægelsen, hvilket ikke er frugtbart op til OK-fornyelsen, som venter lige om hjørnet.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.