Kommentar til blog af Frank Aaen: Renegaten Frank Aaen er igen ude med et ligegyldigt indlæg om direktørlønningerne størrelse. Hvad havde du forestillet dig, når Enhedslisten ikke evner at føre klaseekamp mod storkapitalen? I er blot halehæng til det bestående, og du selv er medlem af aktionærkredsen i A.P. Møller. Klassekamp? Nej klassesamarbejde!
Tørklædeforbud rammer ved siden af skiven
Så står den på endnu en omgang debat om hovedbeklædning. Denne gang i grundskolen og udløst af de første udmeldinger fra den såkaldte "Kommission for den glemte kvindekamp", som med ni delanbefalinger lægger op til bekæmpelse af æresrelateret social kontrol i indvandrermiljøer.Udgangspunktet er i mine øjne rigtigt. Et velfærdssamfund skal ikke acceptere, at især piger og kvinder udsættes for begrænsninger og kontrolleres i deres livsudfoldelse ud fra æresbegreber, der grundlæggende strider direkte mod demokratiske og ligestillingsmæssige principper.
Til gengæld er det en svær opgave for samfundet at stoppe denne familiegennemførte kontrol i miljøer, der har lukket sig helt om sig selv.
Velfærdssamfundet slås – uden sammenligning i øvrigt – i forvejen med særlige æreskodeks i lukkede miljøer som bander og kriminelle og deres bagmænd. Og vi kender også afarter af religiøst baseret kontrol i lukkede miljøer som eksempelvis Jehovas Vidner.
Det er kommissionens forslag om ved lov at forbyde brug af tørklæder i grundskolen i både offentlige, private og friskoler, der igen sætter gang i debatten om religiøse symboler.
Kommissionen er parat til at anbefale et generelt forbud mod religiøse symboler i grundskolen, hvis et forbud alene mod muslimske tørklædeformer ikke lovligt kan gennemføres.
Et generelt forbud mod religiøse symboler er formentlig det eneste, der vil kunne gennemføres. Det ville have ramt de Dagmarkors, som nogle piger i min skoletid havde om halsen.
Kan beklædning være et samfundsanliggende?
Det er svært at forestille sig en holdbar definition på, hvornår samfundet skulle være berettiget til at skride ind overfor beklædning.
Og i øjnene på én, der tilbragte ungdommen med langt hår og iført islandsk sweater, arbejdsjakke, slidte cowboybukser og hjemmemalede træsko, skal beklædning på ingen måde afgøres af andre.
Det udløste store diskussioner i familien, og en enkelt gang gennemførte familien social kontrol af hensyn til, hvad omgivelserne ville tænke, så en ikke længere helt hvid vinterfrakke fra det svenske militærs overskudslagre måtte returneres til Brd. Strecker. Men det bør under ingen omstændigheder være et samfundsmæssigt ærinde.
Det er svært at forestille sig en holdbar definition på, hvornår samfundet skulle være berettiget til at skride ind overfor beklædning.
Hovedbeklædninger, der skjuler kriminelles og fodboldbøllers ansigt, må samfundet til gengæld kunne blande sig i, ligesom offentlige arbejdsgivere må kunne stille krav om et udækket ansigt hos ansatte, der arbejder med mennesker, hvor mimikken naturligt har en afgørende betydning for kommunikationen, og eventuelle sikkerheds- og hygiejnemæssige krav til hovedbeklædningens udformning.
Det generelle samfundsmæssige belæg er derimod ikke til at finde i forhold til tørklæder, medmindre det handler om at begrænse trosfriheden.
Ligesom der ikke var noget samfundsmæssigt belæg for skolelederes og skolebestyrelsers tossede forbud mod pigers brug af såkaldte crop tops, der efterlader en del af maven bar. Tanken bag er lige så forældet som muslimske forældres krav til piger om at bære tørklæde i skolen, selvom motiverne er vidt forskellige.
Det tildækkede hår bygger angiveligt på en religiøs antagelse om at forebygge drenges interesse, mens den tildækkede mave ud fra en pædagogisk antagelse skal afværge drenges manglende koncentration i timerne.
Min konklusion på tørklædedelen af de foreløbige anbefalinger fra “Kommissionen for den glemte kvindekamp” bliver alt i alt, at problemet er reelt, men ikke meningsfyldt kan løses gennem lovgivning.
Religionsfrihed trumfer ikke grundlæggende rettigheder
I et demokrati skal borgere uhindret kunne praktisere deres religiøse tro. Trosfriheden kan til gengæld ikke udstrækkes til at undertrykke enkeltpersoners, gruppers eller køns rettigheder.
Religiøse krav til kvinders beklædning fra burka til forskellige tørklædeformer er rester af et middelalderligt kvindesyn, som ikke er foreneligt med demokrati, ligestilling og velfærd. Og af indlysende årsager er æresrelateret kontrol af, at piger og kvinder underkaster sig et sådan kvindesyn, uacceptabelt i det moderne velfærdssamfund.
Det er såmænd ikke, fordi vi ikke også kan finde rester af et middelalderligt kvindesyn i praktiseringen af kristendommen.
Lige fra den tilmurede kvindedør, vi så denne sommer på cykelturen på Bornholm i rundkirken i Nylars, til nutidens ret til i folkekirken og trossamfund at fravælge kvindelige præster og forskruede mandlige præsters afvisning af at give håndtryk til kvinder i præstekjole.
Retten til forskelsbehandling og disse tossebollers optræden bør på samme måde være uacceptabel i nutidens demokratiske, kønsligestillede velfærdssamfund.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.