Læserbrev
Tag ansvar for sundhedskrisen
Nogle gange lyder politikerne, som om krisen i sundhedsvæsenet er de ansattes ansvar. Det er os, der taler området ned, vi skal bare overholde budgetterne og lade være med at råbe så meget op. Men nej – vi råber op, fordi situationen er alvorlig. Og så er det politikernes ansvar at lytte og handle.
|
Sundhedsvæsenet står i den mest kritiske situation i mange, mange år. Vi har i årevis advaret om, at det var ved at gå helt galt – det gjorde vi før corona, det gjorde vi under corona, og vi gjorde det højt og tydeligt under vores ti uger lange strejke i 2021.
Alligevel ser det ikke ud til, at alvoren er gået op for de folkevalgte. De afviser at tage ansvaret, og i det omfang, de overhovedet handler, er det for lidt og for sent.
Forleden medvirkede jeg i Orientering på DR P1. Emnet var de voldsomme besparelser i Region Nordjylland, hvor sygeplejersker og andre ansatte på flere afdelinger på de nordjyske sygehuse er blevet bedt om at gå ned i tid, selv om vi mangler sygeplejersker. Og selv om regeringen og andre konstant taler om, at vi skal arbejde på fuld tid.
Der er ikke tale om dårlig økonomistyring i en afsides provins. Der er tale om et nødlidende og udsultet sundhedsvæsen i hele landet. Et sundhedsvæsen, I har ansvaret for.
En af de andre deltagere i debatten var sundhedsordfører i Venstre Christoffer Aagaard Melson. Han medgav, at det så mærkeligt ud, at de nordjyske sygeplejersker skal ned i tid. Men han virkede ikke til at tage det særlig alvorligt – det var bare et lokalt problem i et fjernt hjørne af landet:
– Når vi har så stort et sundhedsvæsen, kommer vi nok aldrig ud over, at det skrider lokalt, hvor der kan være problemer med økonomistyringen, der gør, at man skal finde lokale løsninger, lød det således fra Christoffer Aagaard Melson.
Men der er ikke bare tale om et lille, lokalt problem med økonomistyringen. Der er tale om en mangeårig, systematisk udsultning af sundhedsvæsenet. Der er tale om, at en af landets fem regioner (Nordjylland) mangler 304 millioner kroner og nedlægger 230 stillinger, der er hårdt brug for – for patienterne strømmer til som aldrig før.
Region Midtjylland har præsenteret besparelser for 275 millioner kroner og arbejder derudover med interne omprioriteringer og spareplaner på 400-500 millioner kroner.
Region Hovedstaden meddelte i oktober, at der skulle nedlægges 307 stillinger og derudover afskediges 80 medarbejdere.
Også kommunerne er ude i store sparerunder. De fleste har hørt om skolelukninger og mindre tid til rengøring hos de ældre. Men i en del kommuner – også flere nordjyske – skæres sygeplejerskestillinger væk, og kolleger går på deltid.
Dertil kommer, at de praktiserende læger har afvist en lang række af deres patienter her i den sidste del af året, fordi der ikke er flere penge til at betale for konsultationerne.
Så nej, Christoffer Aagaard Melson og resten af regeringen i Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet: Der er ikke tale om dårlig økonomistyring i en afsides provins. Der er tale om et nødlidende og udsultet sundhedsvæsen i hele landet. Et sundhedsvæsen, I har ansvaret for.
Jeg hører også igen og igen – og senest i Debatten i DR2 – at vi sygeplejersker har ansvaret for krisen i sundhedsvæsenet, fordi vi taler faget ned og skræmmer folk væk.
Intet kunne være mere forkert. Sygeplejersker elsker deres fag og brænder for deres arbejde, deres patienter og borgere. De er bare fortvivlede og trætte af de vilkår, de bliver budt. For de kan se, hvor meget mere de kunne gøre, hvis politikerne sørgede for nogle ordentlige rammer.
Regeringen bliver ved med at sige, at den har prioriteret sundhedsvæsenet. Jeg kan bare ikke se det – de såkaldte akutpakker er gået til at forsøge at indhente efterslæbet fra corona. Det er jo ikke en opprioritering, og vi er i øvrigt stadig ikke i mål – ventelisterne er meget længere end før corona. De fem milliarder, der er lovet i 2030-planen, har vi ikke set en krone af endnu. Og når de engang kommer, frygter jeg, at vi har fået skabt så store huller i vores sundhedsvæsen, at alle pengene skal bruges til at lappe hullerne.
Så vi har råbt op. Og vi fortsætter med at råbe op. For det er en del af vores ansvar at fortælle befolkningen, at sundhedsvæsenet er på randen af sammenbrud, og en del af vores ansvar at gøre politikerne opmærksomme på, at den er helt gal.
Til gengæld forventer vi, at politikerne påtager sig deres del af ansvaret: Nemlig at sørge for gode rammer og tilstrækkelig økonomi. Det ser desværre stadig ud til at have lange udsigter.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. januar 2024 | 06:00
